Filmanmeldelse: Min lejlighed i Paris

Kevin Kline har virkeligt brug for penge…

Kevin Kline spiller Mathias, en fattig New Yorker, der med over halvtreds år på bagen ikke rigtig har opnået noget i sit liv andet end tre skilsmisser – et for hver af hans ikke-udgivne romaner. Heldet tilsmiler ham, da hans fremmedgjorte far dør og efterlader ham en kæmpe parisisk lejlighed. Det ligger i det fashionable Le Marais, med en enorm have til. Men der er en: ”catch”, stedet blev solgt som ”viager”. En kompliceret aftale, hvor Mathias ikke kan tage bopæl i lejligheden eller sælge stedet indtil den oprindelige lejer, Mathilde Girard (Maggie Smith) dør. Og for at gøre tingene være må Mathias betale en månedlig godtgørelse til Mathilde eller miste sin mulighed for at gøre krav på at sælge lejligheden ved hendes død. Girard morer sig tørt over situationen, men forbarmer sig dog og lader den ludfattige amerikaner få ophold i en af de mange værelser, alt imens han slikker sine sår. Bedst som han troede, at det ikke kunne blive værre møder vores protagonist Chloé (Kristin Scott Thomas), der betragter ham som en invaderende hær med Mathias´ønske om at sælge lejligheden hurtigst muligt og smide hende på gaden med alle møblerne.

Men… hele denne herlige lejlighed gemmer på flere hemmeligheder end blot gamle møbler fra en svunden tid. Det er bl.a. historien om den pris, børn betaler for forældres ugerninger mange år tidligere, og hvordan man råder bod på det… om muligt.Læs

Skuespil

Det er den tunge liste af skuespillere, der bliver linet op i denne drama-komedie af den 75-årige Israel Horovitz debut som instruktør. Kevin Kline der med sine mere end 30 år som skuespiller har vist, at han kan spille alvorlige roller, som utidige Nathan i den ubærlige: ”Sophies valg” og ikke mindst som småkriminel i komedien: ”French Kiss”. Her kommer han på udflugt med følelserne og skal spille på hele sit brede register af talent. Kline spiller troværdigt og solidt som amerikaneren, der har nogle fader-problemer og ikke mindst har sat sig selv i en offerrolle. Udover nogle lidt lange over-the-top druk monologer, hvor Kline virker som om han overkompenserer så kunne jeg ikke lade mig fravriste af tanken om, at denne rolle havde været bedre i hænderne på den hedengangne Robin Williams.

Maggie Smith formår at give en tvetydig rolle, som den umiddelbart stærke og kvikke Mathilde. Vi så hende i Harry Potter-filmene og senest som den uforbederlige snob: Violet Crawley i ”Downton Abbey”. Maggie Smith har et par skeletter i skabet, som med Mathias´ankomst langsomt begynder at vælte ud af skabet. Hun formår at virke skarp i sine replikker og piller Mathias hurtigt fra hinanden ved klart at stille spørgsmålet, hvor meget han egentlig har opnået nu, når han ikke er særlig ung længere. Men hun formår også at være en ældre dame, der vedgår sine fejl men som langt hen af vejen mener, at hendes fejl var berettiget og er på sin vis ignorant. En super præstation fra hendes side.

Kevin Kline, ´Min lejlighed i Paris´

Kristin Scott Thomas (Chloé) og Mathais (Kline) dialoger er de mest interessante i filmen. Det der starter som en regulær krig mellem to mennesker udvikler sig senere til en gensidig ømhed hos den anden alt imens, der er gammel ubehandlet smerte overfor forældrene. Kristin Scott-Thomas bor i Frankrig, og det er en fryd at høre hendes franske og med hendes milde øjne fremstår hun som en moden fransk kvinde, der nok har kærlighed af den mere fysiske slags(læs: ja hun knalder med en utro ægtemand), men savner den mere ægte af slagsen. Hun mestrer både at vise den forsmåede og vrede kvinde som den ømme og meget blide ditto.

Visuelt

Billederne er holdt i kolde og blege nuancer, som er super trendy at bruge i øjeblikket, men faktisk også giver en større ærlighed til filmen, der langt hen af vejen bæres af skuespillerne. Der veksles mellem en rolig billedstil og en håndholdt stil, der trækker biografgængeren hen i retning af at vi er tilskuere til noget der sker nu. Det passer fint med stilen, og man føler nærmest man er en forbipasserende, der pludselig oplever et optrin mellem Kristin Scott-Thomas og Kevin Kline.

Kevin Kline, Kristin Scott-Thomas. Læs anmeldelsen her på Filmpuls.dk.

Musik og lydbillede

Det er karakterene, der er relevante og ikke musikken, som ikke spiller nogen nævneværdig rolle i filmen. Dog spiller Paris´ pulserende byliv med som anden violin og bidrager til at vise den skærende kontrast til den meget stille lejlighed, hvor dog nogle dramatiske optrin finder sted.

Filmen er en lille perle på sin egen facon, men selv med stjerne skuespillere mangler Horovitz det helt store dramaturgiske element og filmen synes at glide lidt ud i kedsommelige dialoger. Kevin Kline kæmper med sin fordrukne karakter, og desværre kan han ikke hive nok dybde ud af karakteren til at holde hele filmen igennem. Han drikker så brutalt af vinflasken, hvilket burde få frankofile til at sende skarpt formulerede breve til producenten for blasfemi.