Kunst og æstetik i højsædet fjerner desværre fokus fra historiefortællingen.
Nicolas Winding Refn og Ryan Gosling partner op sammen igen i filmen “Only God Forgives”. Det er kun to år siden de sidst arbejdede sammen i filmen “Drive”, hvor Refn var instruktør på den anmelderroste film. I “Only God Forgives” er Nicolas Winding Refn både instruktør og manuskriptforfatter til filmen, og Ryan Gosling har igen hovedrollen.
Historie
Vi befinder os i Bangkoks kriminelle underverden, hvor brøderne Julian (Ryan Gosling) og Billy (Tom Burke) bestyrer en thaiboksning gym, der dog kun er et dække for organiseret narkohandel. Billy voldtager og dræber en prostitueret, hvorefter han selv bliver dræbt i hævntogt med politiets tilladelse. Brødernes mor Crystal (Kristin Scott Thomas) rejser til Thailand for at identificere hendes første søns lig; herefter beslutter hun sig for at hævne drabet, og forlanger hendes yngste søn Julian til at tage affære. Plottet handler kort sagt om hævn, og hvordan karaktererne forholder sig til præmissen retfærdighed. På den ene side står narkokartellet, der er anført af Julian og hans mor Crystal (Kristin Scott Thomas). På den anden side har vi det thailandske politi, der er ledet af Chang (Vithaya Pansringarm).
Generelt for hele filmen, så synes jeg kun, at vi danser på toppen af isbjerget. Jeg savner dybde i historien, og føler lidt at filmen kunne have været en kortfilm i stedet, et slags øjebliksbillede af karaktererne og deres liv. Helt fair at historien ikke er lineær, men jeg er stadig forvirret over hvordan nogen af scenerne hænger sammen. Jeg er også usikker på om man til tider er i Julians drømmeverden, og i så fald hvorfor vi er i drømmeverdenen. Scenerne og rækkefølgen smelter nogen gange sammen, så til tider var jeg også usikker på, hvornår vi var hvor. Alt det gør bare, at jeg desværre ikke bliver fastholdt i historiefortællingen. Hey, jeg forstod filmen Memento, og kunne sagtens følge med i historien! Memento er super fed, men det er en helt anden historie.
Jeg savner historierne mellem moren Crystal og hendes to sønner Billy og Julian; hvorfor er deres adfærd som den er. Frugterne hænger endda lavt fra træerne, så jeg forstår ikke hvorfor, at Refn glider let og elegant over sådan et godt emne, der ville give karaktererne og filmen mere dybde. Det er måske også lidt sært, at det thailandske politi er blevet selvtægtsmænd. Her ville det være rart at få noget mere til konteksten.
Skuespillernes præstation
Jeg er stor fan af filmen Drive, og der føler jeg virkelig, at det giver mening at Ryan Goslings karakter ikke siger så meget. Men jeg forstår ikke, at hans karakter Julian skal være så tavs under hele filmen. Tror Ryan Gosling har omkring 15-20 korte replikker. Fair nok, Julian har et komplekst forhold til sin mor, og hans storebror lige er blevet myrdet. But still! For mig giver det slet ikke mening, og føler også, at det er med til at holde os på toppen af isbjerget, hvor vi selv bliver overladt til at tænke sig til det meste… Meget ærgerligt. Nu kan jeg selvfølgelig ikke klandre Ryan Gosling for ikke at have mange replikker, men det betyder selvfølgelig også, at hans skuespil skal skinne igennem med mimik og kropssprog. Desværre er jeg ikke imponeret. Jeg kan ærlig talt ikke se meget forskel på hans mimik og følelsesudtryk igennem hele filmen; eller for den sags skyld i mellem hans roller i Drive og den her film.
Kristin Scott Thomas er et af de helt store lyspunkter i filmen, der spiller moren Crystal til brøderne Billy og Julian. Hun får også flere replikker at arbejde med, men det er dog ikke kun derfor at hun “shiner”. Hun spiller simpelthen rollen som en bad-ass narkokartels dronning über overbevisende! Samtidig formår hun at udstråle denne ængstelige mor, der prøver at bearbejde sit komplekse forhold til sin yngste søn Julian, dog stadig med et snert af skarp manipulation mellem linjerne.
Vithaya Pansringarm spiller den ubarmhjertige og nådeløse politibetjent Chang, og det gør han til ug. Vithaya Pansringarm giver en ro til rollen, der bliver meget nervepirrende for både hans modstander, og ikke mindst hos os publikum. Roen bliver lige pludselig omdannet til en nådeløs bøddel, der konsekvent har sat sig et mål. Og tag ikke fejl, han ved helt sikkert, hvordan han skal nå sit mål, og alle midler gælder. Men det er ikke kun den nådeløse og kalkuleret mand, som Vithaya Pansringarm portrætterer. Samtidig formår han at vise den bløde mand, der respekterer værdier som næste kærlighed og retfærdighed; der langsomt vinder ens sympati.
Visuelt
Larry Smith, der har været ansvarlig for kameraet, har uden tvivl skudt et kunstværk i samarbejde med Refn. Man fornemmer helt sikkert, at man er i Thailands kriminelle underverden. De er gode til at lege med lyset og de røde-, pink neon-, guldagtige- og mørke farver. Man kan se i hvert filmskud, at der er en større tanke med det visuelle billede, og intet er ladt til tilfældighederne. Der kan i hvert fald ikke sættes spørgsmålstegn til Nicolas Winding Refns virtuositet i forhold til at skabe flotte stemningsbilleder, der netop kan betegnes som kunst. Der bliver leget med kameravinklen, hvilket bidrager positivt til stemningen i filmen. Jeg er specielt vild med den måde de filmer på, hvor de får en til at føle, at man står og overværer hele situationen på afstand.
Til tider føles det dog som om, at Refn og resten af filmholdet har haft for meget fokus på at skabe kunst, fremfor at fortælle en historie. Der er nogle flotte scener i filmen, hvor jeg ikke føler, at de bidrager til historien; og hensigten er mere at fremstille kunst billeder. Andre gange er der lange og langsomme scener, hvor det føles at æstetikken alene er i fokus, og desværre negligerer historien. Derfor kan jeg godt føle, at kunsten er lidt for meget påtaget i filmen.
Musik og lydbillede
Nicolas Winding Refn forsætter det elektroniske lydbillede fra filmen Drive, dog får han mixet det med tonerne fra Thailand. Lydbilledet giver helt sikkert filmen et løft i forhold til at få dig til at føle Thailands kriminelle underverden. Billede og lyd smelter sammen i filmen, og skaber fantastiske stemningsbilleder og smukke udtryk. Et lille minus er karaokeen; jeg forstår godt, at karaoke er stort i Thailand og resten af asien, som kan være med til at give et autentisk udtryk. Jeg synes dog, at det bliver lidt spøjst, når politibetjenten Chang skal stå og synge melankolsk karaoke. For min skyld, behøves han ikke at synge melankolske melodier for at udtrykke den lidt mere følsomme side.