I historien om kjole-kunstneren Reynolds Woodcock, arbejder instruktør Paul Thomas Anderson (’There will be blood’), igen sammen med skuespiller Daniel Day-Lewis, som med denne rolle har gjort sig fortjent til sin sjette oscarnominering. Sammen har de udviklet og skabt et univers omkring efterkrigstidens haute couture mode i London og fortæller her en historie om fascination, forelskelse og besættelse.
Historie
’Phantom Thread’ bygger på historien om kjole kunstneren Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis), der udsmykker det finere borgerskabs kvinder i 1950’ernes London. Selv er han overbevist ungkarl, den eneste feminine konstant i hans liv, er søsteren Cyril (Lesley Manville), der også fungerer som manager for hans kjoleimperium.
En dag møder Reynolds dog den unge Alma (Vicky Krieps), som han straks bliver betaget af. Hvad Reynolds ikke havde forudset i mødet med den unge Alma, er, at hun er en viljestærk kvinde, som ikke lader sin kærlighed indordne under hans tilfældige luner.
Historien udspiller sig langsomt og er til tider næsten gennemsigtig, idet den fokuserer på og giver stor plads til karakterernes indre følelsesliv. Historien centrerer sig omkring Reynolds Woodcocks liv og passion, og i store dele af filmen er det karakterernes indbyrdes magtkampe, som er historiens omdrejningspunkt. Historien tillader sig at dvæle ved sine karakterer og tør i denne forbindelse også at give plads til pauser og stilhed, hvilket efter min mening, efterhånden er en mangelvare i filmens verden. Dog er slutningen en anelse flad og jeg er ikke helt med på dens præmis.
Skuespil
Filmen bærer præg af underspillede skuespilpræstationer. Hver enkelt lille scene er proppet med skuespiltekniske finesser og dette er filmens helt store fordel. Daniel Day-Lewis subtile præstation, i splittelsen mellem den charmerende forfører og den infantile perfektionist, er simpelthen så smukt balanceret, at det er svært at få armene ned igen. I sit vekslende karakterarbejde formår Day-Lewis at gøre selv tilskueren rundt på gulvet. Dette særligt i scenerne med Vicky Krieps, hvor begge karakterers styrke og usikkerhed er i konstant bevægelse. Deres samspil er fantastisk, særligt idet karaktererne Reynolds og Alma møder hinanden for første gang. Her er samspillet så charmerende at man som tilskuer, næsten selv bliver forelsket.
En kort kommentar skal også knyttes til Lesley Manvilles arbejde. Hun står stærkt og smukt, idet hendes karakter ofte bliver drivkraften, der får Reynolds Woodcock til at hænge sammen og bevæge sig fremad.
Visuelt
Filmens visuelle side er gennemsyret af tidsperiodens tendenser og selvom der til tider er store flotte billeder, så fokuseres der i højere grad på de visuelle detaljer. Det visuelle forholder sig, ligesom historien i ro, og vi lukkes som tilskuere, ofte via closeups, ind i det helt intime rum, ind bag modehusets facade. Dette spiller godt sammen med karakterernes førnævnte underspil, idet vi som tilskuere får god ro til at opfange og dvæle ved skuespillernes detaljerede arbejde. Visuelt vil jeg især fremhæve kostumerne som er utroligt smukke, men de mange closeups som intensiverer dialogscenerne, gør samtidig at det visuelle træder en anelse i baggrunden.
Musik og lydbillede
Filmens lydside er først og fremmest baseret på smukt og stemningsfyldt musik af komponisten Johnny Greenwood. Lydsiden er dog samtidig præget af en del naturlige lyde og disse fungerer enormt godt, idet de benyttes i karakterernes interaktion med hinanden og her er med til at fremhæve både komiske elementer og karaktertræk. Lydsiden virker næsten som medspiller, idet den også formår at trække sig tilbage, så tilskueren ikke tvinges til at føle, men selv får lov at gå på opdagelse i dialogen.