Ernest Cline skabte med sin roman ’Ready Player One’ et fantastisk spændende univers, som er jordnært og let at leve sig ind i – og ikke mindst enormt nørdet. Nu har Steven Spielberg filmatiseret denne roman. Desværre er resultatet en ret flad og kedelig omgang, som aldrig formår at opbygge et univers eller få os som tilskuer med i oplevelsen. Jeg lover, at min sammenligning med bogen bliver begrænset og at jeg i min bedømmelse af filmen, har set på den som et alenestående værk.
Historie
I fremtiden findes der en visuel verden kaldet OASIS, hvor mennesker kan forsvinde hen ved hjælp af VR-lignende briller og andet udstyr. Skaberen og ejeren af OASIS dør, og i den forbindelse udløses en skattejagt han har sat i gang. Tre gåder skal løses, og den første der gør dét, får lov til at arve OASIS. Vi følger Wade Watts som bor i et slumkvarter og flygter fra sit virkelige liv ind i OASIS. Han forsøger, som mange andre, at løse OASIS-gåden. Men også kommercielle interesser i form af firmaet IOI, forsøger at vinde spillet ved hjælp at trænede medarbejdere.
OASIS er et stort univers, med alle muligheder og ingen regler – der er mio af steder du kan besøge og ting du kan gøre. Desværre formår ‘Ready Player One’ ikke at bygge dette univers ordentligt op med detaljer og nødvendige begrænsninger. Det er alt og intet, hvilket blot gør det enormt kedeligt. Jeg kan ikke sidde og digte videre, eller forestille mig hvordan det mon måtte være at være del af det her univers, fordi det er så ukonkret. OASIS-universet føles aldrig virkeligt eller håndgribeligt. Det resulterer i, at jeg hverken bliver nysgerrig på eller interesseret i universet.
Hvad så med at skabe interesse for karaktererne? Desværre sker det heller ikke. De er for det første ret kedelige og ikke særlige karakterfyldte. Men det største problem er, at jeg aldrig føler mig på niveau med dem. Generelt er det som om, at jeg svæver som et overvågningskamera hele filmen igennem. I bogen er man med i nørderiet og tildeles også i gætteriet i gåderne. Det er jordnært og vi får lov til at spille akadespil med Wade Watts, og se de helt små detaljer. I filmen svæver man flere meter væk, som så man en anden spille computerspil igennem et vindue. Publikum får ikke lov til at være med i legen og derfor skabes der ingen tilhørsforhold.
Apropos nørderiet, så føles det søgt og på ingen måde naturligt i filmen. Der smides referencer til 80’er kultur i lange baner, men det virker ikke som om, at det kommer fra hjertet – som om det er skabt af en, som faktisk ikke rigtig er fan af denne kultur. Og hvor er humoren og letheden, som kommer naturligt med fan-nørderi?
Jeg bliver også nødt til at nævne den helt unødvendige lange spilletid på 2 timer og 20 minutter. Hvis jeg skal være ærgerlig, så kedede jeg mig størstedelen af filmen. Der er unødvendige mange og meget lange actionscener, slåsscener og biljagter. Det er kedeligt, det er ukreativt og det føles helt unødvendigt. Derudover bruges der ikke mindst alt for meget plads på et unødvendigt og kemiløst kærlighedsplot.
Skuespil
Tye Sheridan er så heldig at spille filmens mest kedelige karakter; vores hovedperson Wade Watts. Han har ingen charme og han virker som en dum dør hele filmen igennem – undtagen når han lige får en god ide. Det er meningen han skal være en dygtig spiller i OASIS og samtidig være den største nørd, når det kommer til viden om den døde OASIS-skaber. Den nørderi bruges i de øjeblikke han løser en gåde, men ellers så virker han som om han er både naiv og blank. Tye Sheridans evige forvirrede ansigtsudtryk hjælper heller ikke ligefrem. Selv Wade Watts animationsfigur i OASIS er kedelig og ucharmerende at se på. Ellers går det dog generelt igen, at der nærmest er mere liv, lys og charme i de animerede karakterer end de rigtige menneskelige skuespillere.
Filmens skurk, ejeren af IOI, spilles af Ben Mendelsohn. Han er også enormt kedelig og formår simpelthen ikke at give noget liv til sin karakter, som heller aldrig virker truende.
Visuelt
Ca. 75% af ‘Ready Player One’ er animation og 25% er live-action (ud fra min oplevelse – jeg har ikke de præcise tal). Hvilket betyder at 75% foregår i OASIS. Her har de klart ikke holdt igen med at skabe det helt store. Kæmpe landskaber, mange farver (især i lilla og blå-nuancer) og enormt megen (gentagende) leg med tyngdekraften. Der er ikke noget galt med den visuelle del af OASIS. Den er flot lavet teknisk. Jeg kan især godt lide den måde de forskellige avatarer (altså figurerne, som menneskerne spiller i den visuelle verden) er lavet, med mange detaljer og menneskelige udtryk. Samtidig føler jeg dog, at der mangler fokus på de små detaljer. Det hele er lidt for stort og storslået, når der ingen sammenhæng er i universet. Jeg føler aldrig jeg er inde i den her visuelle verden sammen med Wade Watts, og det er altså lidt ærgerligt.
Musik og lydbillede
Det meste af musikken er det klassiske vi-har-hørt-det-en-mio-gange-før filmmusik. Storslået og dramatisk. Næsten kedeligt uopfindsomt. Derudover er der nogle få sange som bygger på 80’er nørderiet. Men det er virkelig virkelig begrænset, hvilket jeg synes er en stor forspildt chance.