Bare brystvorter, bleer og en bramfri barnepige. Komediedramaet ‘Tully’ med Charlize Theron i hovedrollen har ramt de danske biografer. Filmholdet består blandt andet af manuskriptforfatter Diablo Cody og instruktør Jason Reitman, som begge står bag den Oscar-vindende film ‘Juno’ (2007) og ‘Young Adult’ (2011). Man kan derfor kalde ‘Tully’ for intet mindre end fuldendelsen af en trilogi.
Historie
Marlo (Charlize Theron) har netop født sit tredje barn og får ikke meget hjælp på hjemmefronten af sin mand, der er optaget af et vigtigt og krævende arbejdsprojekt. Da Marlo er ved at brænde fuldstændig sammen af træthed, tilbyder hendes velhavende bror at betale en barnepige, der kan tage over om natten, så hun kan få sovet. Først er Marlo skeptisk overfor idéen, men snart ringer fantastiske Tully (Mackenzie Davis) på døren. Tully er fuld af nærvær og overraskelser og viser sig at være gjort af et helt særligt stof, der giver overskuddet tilbage til den udkørte mor.
Med ‘Tully’ befinder vi os i komediedrama-genren. Men selvom filmen helt bestemt indeholder nogle sjove øjeblikke, så skal der slåes en stor streg under drama frem for komedie. For hvis du bare forventer en letfordøjelig komediefilm at slå hjernen fra til, så bliver du skuffet. Eller måske bliver du tværtimod glædeligt overrasket? Jeg er i hvert fald meget positivt stemt over, at filmen viste sig at byde på en masse vigtige omend tunge emner om moderskab, voksenlivet og dét at stå på grænsen til massiv livskrise og fødselsdepression. Emner, der ellers er meget tabubelagte i et samfund, hvor man konstant stræber efter det perfekte liv. Derfor er filmens første halve time også en smule tung at komme igennem, da Marlo, som står overfor en snarlig fødsel af sit tredje barn, tydeligvis er deprimeret og uden livslyst. Min oplevelse var, at det næsten blev lidt for tungt og langsomt. Heldigvis dukker den langt mere energiske barnepige Tully hurtigt op og giver fornyet liv til Marlo og til filmen generelt.
For mig er filmens største styrke helt sikkert dens hudløst ærlige portrættering af moderskabet, som jeg er sikker på, at mange mødre vil kunne nikke genkendende til. Der vises nærbilleder af amning og brystvorter helt uden censur, hvilket er formidabelt fedt at se for en feminist som mig. Vi indvies også i de mindre flatterende konsekvenser af en fødsel, som når Marlo halter rundt iført voksenble. Jeg er ikke selv mor, men alligevel fandt jeg plottet både interessant og underholdende. Desuden byder filmens slutning på en lille overraskelse, som jeg var ret vild med. Jeg tror, at der vil være delte meninger om slutningen i anmelder-land, men personligt synes jeg, at det gav noget rigtig godt til historien og filmens overordnede tematikker.
Skuespil
Jeg må tilstå, at jeg normalt ikke bryder mig synderligt meget om skuespilleren Charlize Theron. Og det er min egen totalt subjektive og komplet ubegrundede holdning. Men til trods for det indrømmer jeg, at hun gør det ret godt i rollen som den udkørte mor, Marlo. I modsætning til for eksempel den gudeskønne Mila Kunis i komedien ‘Bad Moms’ som også skal foregive at spille mor, så ligner Theron rent faktisk en, der er gravid med sit tredje barn. Hun ser udslidt ud og har tydeligvis taget på til rollen, så kæmpe respekt for det. Derudover spiller hun godt og troværdigt. Hendes komplette modsætning, barnepigen Tully, spilles helt perfekt af Mackenzie Davis, som mange måske især kender fra ‘Black Mirror’-afsnittet ‘San Junipero’. Tully er en frisk og eventyrlysten ung kvinde, og jeg ved ikke helt, om jeg har et regulært girl crush på hende, eller om jeg bare gerne vil være hende. Hun er under alle omstændigheder en karakter, man drages af, hvilket vi blandt andet kan takke Davis’ skuespil for. Vi kan også takke filmens feministiske manuskriptforfatter, Diablo Cody, som har opstillet det kriterium for sig selv, at hun vil skrive kvindelige karakterer, som hun ikke har set før. ‘Tully’ byder måske ikke ligefrem på karakterer, der aldrig før er set, men det lykkes hende i hvert fald at sætte fokus på kvindelige oplevelser, som ellers alt for sjældent repræsenteres på film.
Visuelt
Filmen gør ofte brug af hurtige og gentagende klip for at skabe en følelse af, at det samme gøres igen og igen over længere tid. Dette understreger rigtig godt Marlos udmattelse og hendes tilværelse i tiden efter fødslen, som bærer præg af bleskift, brystpumpning, vasketøj, og så lige det hele om og om igen. Filmen er desuden, som nævnt tidligere, ikke bange for at vise billeder af bare bryster. Disse billeder er helt nødvendige for, at filmen kan være så ærlig og autentisk som muligt. Derudover byder filmen flere gange på et noget specielt klip bestående af en havfrue, der svømmer i havet. Det er flot, men jeg forstod ikke helt, hvad idéen med det var. Ved slutningen af filmen giver det mere mening, men jeg tænker alligevel, at det er et stil-brud, som måske ikke var helt nødvendigt.
Musik og lydbillede
Jeg er faktisk ret positivt overrasket over filmens meget behagelige musik, som Rob Simonson står bag, da jeg ellers ikke havde høje forventninger til et komediedrama. Selvom det ikke var en overvældende eller banebrydende oplevelse, så nød jeg meget at lytte til det. Det passede fint til filmens tone og fungerede godt i samspil med det visuelle.
Billeder: 2018 TULLY PRODUCTIONS, LLC.