Et eventyrligt, sjusket rod!
Akiva Goldsman, som har vundet en Oscar for bedste manuskript for filmen ’A Beautiful Mind’ får her sin instruktørdebut med ’Winter’s Tale’, som er en eventyrlig kærlighedshistorie baseret på bestsellerromanen af samme navn af Mark Helprin fra 1983.
Historie
Vi er i New York i starten af 1900-tallet. Tyven Peter Lake (Colin Farrell) er eftersøgt af hans bandeleder Pearly Soames (Russel Crowe). Lige som han er ved at blive fanget, bliver han på forunderligt vis reddet af en hvid hest med magiske evner og som flyver ham væk i sikkerhed. På hans videre flugt (nu til hest) røver han et palæ, men forelsker sig samtidigt i Beverly, datteren i huset som dog er alvorligt syg af tuberkulose. De bliver så dybt forelsket i hinanden, at selv Pearly, som viser sig at besidde onde kræfter, ænser de stærke amoriner, der er imellem dem og sætter straks en forfølgelse i gang. Peter og Beverly er nødt til at flygte og Peter beslutter sig derfra, at hans skæbne i livet, er at redde Beverly. Men ikke engang kærlighed kan redde Beverly og før vi får set os om, er vi i 2014 og Peter er stadig i live, men nu med hukommelsestab. Ved et (magisk) tilfælde render han ind i Abby og hendes mor Virginia, der hjælper ham med at finde det, som han er bestemt til at gøre og grunden til hvorfor han stadig holdes i live.
Hvis man håbede på at kunne tage sin date med i biografen for at se en skøn kærlighedshistorie, så forvent nærmere en tragisk komedie. Kofi og jeg er enige om, at denne historie er fuldstændig rodet og usammenhængende. Eventyr-elementerne falmer fatalt, i og med brugen af disse er helt ved siden af og ofte påtaget. Det er det eventyrlige blendet sammen med nutidens realitet, desværre ikke udført hensigtsmæssigt, for at sige det pænt. Historien vil så gerne tryllebinde os og få os til at heppe på kærligheden i kampen mod det onde, og potentialet var der da helt klart også, i stedet sidder man tilbage skuffet og godt forvirret over, hvad meningen med denne film egentligt var. Pinagtigt er vores konklusion.
Skuespil
Kemien imellem Colin Farrell og Jessica Brown Findlay er unægtelig god og de er et charmerende on-screen par, der til dels løfter filmens niveau. Men mange af deres interaktioner er lige en tand for sukkersøde, hvilket de ikke må bebrejdes, men derimod det ringe manuskript. Farrell gør det virkelig så godt han kan, taget materialet i betragtning, og det er desværre lidt spild af godt skuespil.
Russell Crowe er måske ikke helt så troværdig i hans portrættering af en intimiderende gangster-boss/dæmon med magiske kræfter, men han formår alligevel at gøre en god figur af sig, hvilket i det mindste er med til at give filmen en puls og særligt scenen med karakteren kaldet ’The Judge’ spillet af ingen ringere end Will Smith er utrolig mindeværdig og morsom, uden dette sikkert har været intensionen. Filmens cast består derudover af: Jennifer Connelly, William Hurt, Eva Marie Saint og Ripley Sobo.
Visuelt
Visuelt set hersker der ingen tvivl om, at ‘Winter’s Tale’ er en eventyr/magi film. Vi får serveret nogle flotte kamerabilleder i form af en tilfrosset Hudson flod og et virkeligt flot snelandskab visualiseret gennem en natlig gåtur. Vi er begge enige om, at eventyr og magi elementerne til tider var så påtaget, at det var lidt til grin faktisk.
Musik & lydbillede
Det er klassisk eventyrligt underlægningsmusik, som gøres brug af i filmen. Et af pianisten Brahms klaverstykker bliver i en scene fremført flot af Beverly, men det er også det eneste mindeværdige at sige om filmens musikalske lydbillede. Det er lige før at sangen i traileren, ’Wings’ (Birdy), i højere grad skaber en stemning af kærlighed og eventyr end selve filmens musik.