Vi har allerede fået to små teasere til Disneys kommende live-action udgave af tegnefilms-klassikeren ‘Aladdin’. Men nu er der kommet en “rigtig” trailer – hvilket egentlig bare betyder, at traileren har fået en længde på 2 minutter og 45 sekunder.
…Men hov vent! Er Will Smith alligevel ikke blå? Det er første tanke, når Will Smith dukker op og sætter gang i traileren fra settet. Både-og er svaret – for Genie er godt nok blå noget af tiden, men ud fra traileren ser det ud som om, at filmen viser Will Smith i en lidt mere menneskelig form det meste af tiden.
På trods af at Smith ikke forbliver blå hele filmen igennem, så er det ikke ligefrem farver, der kommer til at mangle. Der er godt pang på de mange farvenuancer, og vi er heller ikke sparret for fyrværkeri. Traileren viser også nogle af de mest ikoniske øjeblikke fra den flotte tegnefilm fra 1992. Blandt andet scenen hvor Aladdin og prinsesse Jasmine flyver på det flyvende tæppe og synger “A Whole New World”. Ligegyldigt hvor skeptisk du er over for Disneys live-action versioner, så er det svært ikke at føle sig nostalgisk.
‘Aladdin’ har premiere i danske biografer den 23. maj 2019.
Herunder kan du se en ny plakat til filmen. Meget klassisk med mennesker i forskellige størrelser. Kritikken af den blå Will Smith har nok ført til, at han ikke er blå på plakaten.

