foto af Aleksander Hørup / Nordisk FIlm

Gabriel Bier Gislason debuterer med ‘Natten har øjne’

Nordisk Film introducerer ‘Natten har øjne’, skrevet og instrueret af debutanten Gabriel Bier Gislason. Filmen er på dansk og engelsk og blander romantik, gys og komedie i en kærlighedshistorie, der inviterer publikum ind i en verden svøbt i jødisk mytologi. Filmen optages i København og London henover den næste måned og får biografpremiere i foråret 2022. 

 

Handlingen

I ‘Natten har øjne’ møder vi Maja, der engang var en lovende skuespillerinde. Nu gentager hun sin rolle fra en gammel TV julekalender – ikke i fjernsynet, men i storcentre og biblioteker. Så da hun falder pladask for Leah, en ung, jødisk kvinde fra London, blomstrer håbet. Men da Leah får et mystisk anfald, frygter Maja at deres hæsblæsende romance må slutte – og vælger i stedet at følge med Leah tilbage til hendes hjem i det ortodokse jødiske kvarter Stamford Hill i London.  Her møder hun snart sin nye underbo: Leahs mor, Chana. Chana – der oprindeligt selv er fra Danmark – er en dominerende og hemmelighedsfuld kvinde, der er reserveret og skeptisk overfor sin nye svigerdatter. Men Maja prøver alligevel at gøre et godt indtryk – indtil hun begynder at forstå, at noget er helt galt…

Natten har øjne’ er en romantisk gyser, der trækker tråde dybt ind i jødisk mytologi – en skiftevis nervepirrende gyser og humoristisk kærlighedsfortælling om, hvor langt man vil gå for den man elsker. 

Debutant uddannet i London og New York

‘Natten har øjne’ er skrevet og instrueret af debutanten Gabriel Bier Gislason. Han har de senest ti år boet i henh. London og New York. Først læste han Engelsk Litteratur på King’s College i London, og siden er han blevet uddannet som instruktør og manuskriptforfatter fra den prestigefyldte filmskole ved New York University. Han har tidligere lavet fire kortfilm i både Danmark og USA og er lige nu i gang med udviklingen af to danske tv-serier.