Den svenske instruktør Malik Bendjelloul, som vandt en Oscar for bedste dokumentar i 2013 med filmen ’Searching for Sugar Man’, er tirsdag aften fundet død i hans hjem i Stockholm. Dette er blevet bekræftet af instruktørens bror, som ligeledes beder familien om at blive ladt i fred i deres sorg. Det svenske blad Aftonbladet har løbende opdateret nyheden, og det er siden kommet frem, at der er tale om et selvmord.
Malik Bendjelloul var journalist, filminstruktør og tidligere barneskuespiller. Det store gennembrud fik Bendjelloul først med dokumentaren ’Searching for Sugar Man.’
Musikdokumentaren handler om den amerikanske sanger og sangskriver Sixto Rodriguez, der inden filmen næsten var en glemt herre i branchen, men som fik en gevaldig revival ovenpå dokumentaren. Rodriguez kunne endda opleves i august sidste år på Vanguard Music Festival i København.
Udover at ’Searching for Sugar Man’ er blevet set af over en halv million biografgængere i Sverige, så er musikdokumentaren også den mest sete dokumentar i Sverige nogensinde.
I Danmark høstede filmen også stor ros, og i aften giver DR2 dig helt særligt et gensyn med dokumentaren. Så vil du heller ikke gå glip af denne rørende og gribende musikalske dokumentar, så tune in på DR2 i aften kl. 23.


