Scanbox

‘Kalak’ starter optagelser

Optagelserne til filmatiseringen af Kim Leines prisvindende debutroman, ‘Kalak’, er netop startet i København og rykker herefter til Nuuk og Kulusuk i Grønland. Isabella Eklöf, som vandt en Bodil for bedste danske film for sin debutfilm, ‘HOLIDAY’, har skrevet manuskript sammen med Kim Leine og Sissel Dalsgaard Thomsen. ‘Kalak’ forventes at få premiere i 2023. 

Historie 

‘Kalak’ er historien om Jan, som bor med sin familie i Nuuk og arbejder som sygeplejerske. Jan er konstant på flugt fra sig selv og opsluges af et kaotisk liv med stoffer og sex, mens han drømmer om at blive en del af den grønlandske åbne kollektivistiske kultur ved at knalde sin vej ind. Når nogen kalder ham Kalak – som meget sigende har en dobbeltbetydning som både ‘ægte’ og ‘skide’ grønlænder – bærer han det med stolthed. Men Jan kan ikke blive ved med at flygte. Han bliver nødt til at konfrontere sit traume fra teenageårene og løsrive sig fra sin fars psykologiske jerngreb. ‘Kalak’ er baseret på virkelige hændelser.