foto: Søren Kirkegaard

Paprika Steen instruerer stjernespækket ny dansk komedie

Nordisk Film kan i dag fortælle, at Paprika Steen er tilbage som instruktør efter kæmpesuccesen Den tid på året (2018), som tog familiejulen under kærlig behandling. Denne gang spidder og omfavner hun de moderne forældre i komedien ‘Fædre og Mødre’. Filmen er skrevet af Jakob Weis og har biografpremiere 6. oktober 2022. Optagelserne er netop gået i gang på forskellige locations i Nordsjælland. 

Om ‘Fædre og Mødre’
‘Fædre og Mødre’ er en komedie om ægteparret Piv og Ulrik, som skal tilkæmpe sig en plads i forældregruppen i datterens nye klasse. Her møder vi forældreskabet med magtstrukturer, dominerende personligheder og en institutionskultur af traditionsrige dagsordener, der har det med at glemme børnene og bringe det værste frem i de voksne. Det er ikke småting Piv og Ulrik skal gøre for at blive anerkendt i forældregruppen. Ikke mindst at blive optaget i vinterbadeklubben. Men hvad er man ikke villig til at gøre for sit barn? 

Topnavne i alle roller
Det er Nordisk Film Production v/ producer Tomas Radoor, der står bag filmen, og sammen med Paprika Steen, har de samlet et sjældent set drømmehold foran kameraet. En perlerække af de mest populære danske stjerner støder hovederne sammen i klasselokalet, skolegården og på hytteturen.

Som ægteparret Piv og Ulrik, hvis datter Hannah skifter skole for fjerde gang, ses Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Lohmann. I de øvrige roller kan publikum glæde sig til at møde bl.a. Amanda Collin, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup, Carsten Bjørnlund, Line Kruse, Mikael Birkkjær, Martin Greis-Rosenthal, Merete Mærkedahl, Maria Rossing samt norske Lisa Loven Kongsli. I øvrige roller ses også Filippa Suenson, Peter Zandersen og en herlig flok skoleunger.