‘Agent Storm’ kan havne i Greengrass’ støbeske.
Sony har købt rettighederne til bogen ‘Agent Storm: My Life Inside al-Qaeda and the CIA’, der er skrevet af to CNN journalister. Bogen udkommer dog først i USA til september, men det har ikke forhindret Sony i allerede nu at planlægge filmatiseringen af bogen, og Paul Greengrass, instruktøren af ‘The Bourne Supremacy’ (2004), ‘The Bourne Ultimatum’ (2007), ‘Green Zone’ (2010) og ‘Captain Phillips’ (2013), skulle eftersigende være meget interesseret i både at instruere og skrive manuskriptet til filmen.
Scott Rudin, producenten af bl.a. ‘No Country for Old Men’ (2007), ‘There Will Be Blood’ (2007), ‘The Social Network’ (2010) og ‘The Truman Show’ (1998), er sat til at producere filmen.
Bogen handler om den tidligere danske Bandidos-rocker fra Korsør, Morten Storm, som endte med at blive jihadist (Islamist, der er villig til at gå i hellig krig), studere i Yemen, får kontakt til al-Qaeda, hvorefter han begynder at tvivle på den ekstreme praktisering af Islam, og ender til slut med at blive undercover agent for det danske PET (Politiets Efterretningstjeneste) og den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.
Morten Storms hjælp og informationer til CIA og PET som undercover agent var med til at få flere fremtrædende al-Qaeda ledere ned med nakken. Filmen ville altså derfor være en oplagt historie om USA’s kamp mod terrornetværket samt Morten Storms ekstreme udvikling.
Ud over at Sony har købt rettighederne til bogen og at Scott Rudin producerer, er andet endnu ikke officielt – men hvad synes du, kære læser?
Er Paul Greengrass ikke et oplagt valg til instruktør- og manusposten? Og burde man finde en dansk skuespiller til at spille rollen som Morten Storm?


