I disse coronatider er mange film nødt til at undvære en biograf-premiere. Enten udskyder de den til et mere sikkert tidspunkt, eller også finder premieren sted på streamingtjenester. Det sidste er tilfældet for Shahrbanoo Sadats ’Mit Børnehjem i Kabul’, der har premiere d. 20. april på Grand Hjemmebio og Blockbuster
Hvad handler den om?
Filmen ’Mit Børnehjem i Kabul’ handler om drengen Qodrat, spillet af Quodtratollah Qadiri, der lever på gaden. Han lever af at sælge nøgleringe og ulovlige biletter til Bollywood film – som han selv dagdrømmer om. En dag bliver han dog fanget af politiet og anbragt på et sovjetisk børnehjem. Her falder han ind i en drengegruppe, der lever med mobning og senere bliver sendt på udveksling i sovjet.
Filmen finder sted i 1989 i Kabul, Afghanistan, og viser hvordan livet på et sovjetisk børnehjem ser ud, og hvordan landets politiske situation påvirker det.
’Mit Børnehjem i Kabul’ er baseret på en u-udgivet dagbog af Anwar Hashimi, som spiller inspektøren på børnehjemme. Filmen er derfor semi-biografisk, men minder ikke rigtigt om de fleste biografi-film vi er vandt til fra vestlige biograffilm.
Kan jeg anbefale den?
Nej.
På trods af at ’Mit Børnehjem i Kabul’ kun er halvanden time lang, så føles den umådelig sløv. Der er ikke rigtig nogen overordnet historie, ud over at Qodrat er endt på børnehjem. Den virker umiddelbart til at være sammensat af en masse begivenheder, der har det samme karaktergalleri som fællesnævner. På trods af at filmen er kategoriseret som en dramafilm, er den ikke specielt dramatisk. De mest dramatiske begivenheder forekommer mere som en henkastet bemærkning, end noget andet. Filmen formår først rigtigt at gribe seeren ti minutter i lukketid, og den time og tyve minutter der leder op til det, er ikke det værd.
’Mit Børnehjem i Kabul’ bruger heller ikke musik til at understøtte narrativet. Det betyder at lydtapetet primært består af den snik-snak der foregår længere nede ad gangen, eller den trafik der kører længere væk i Kabul. De få gange filmen faktisk benytter sig af musik, er i Qodrats Bollywood-musik-dagdrømme, som nogle gange formår at undergrave alvoren eller følelserne i en scene.
På trods af filmens fejl har den helt sikkert sin plads i nogens streaming-diet. ’Mit Børnehjem i Kabul’ giver nemlig et temmelig råt indblik i tilværelsen på et sovjetisk børnehjem i Kabul, og det faktum, at den er baseret på en u-udgivet dagbog låner, den en smule gravitas.