I en ikke-så-fjern fremtid, hvor Jorden er ved at gå op i røg, menneskeheden kolonialiserer nye planeter og arbejdere, der dør på jobbet, blot kan printes på ny, må en mand, hans klon og deres fælles kæreste kæmpe for deres overlevelse, deres rettigheder og deres nye hjem. Med ‘Mickey 17’ er manden bag ‘Parasite’ er tilbage med en ny sci-fi-satire, der både morer og giver stof til eftertanke.
Historie
Da Mickey Barnes (Robert Pattinson) roder sig ud i en uheldig kombination af et bankerot macaron-bageri og en massiv gæld til organiseret kriminalitet, tager han den første og bedste rumraket væk fra Jorden. Han melder sig som en såkaldt “expendable”, en undværlig, til kolonien Nilfheim. Som expendable tjener han til livets ophold ved at lade koloniens videnskabsfolk udføre ofte smertefulde, tit dødelige eksperimenter på ham. Til gengæld uploades hans personlighed og minder til en mursten, så han kan klones. Og klonet bliver han. På blot fire år er Mickey død og genopstået hele 16 gange.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Mickey har en kæreste (Naomi Ackie), som han elsker … Hm, det er vist cirka hele listen over livets lyspunkter. Det ville måske være lettere at nyde den rumrejsende, menneske-klonende fremtid, hvis den ikke var gennemsyret af brutal undertrykkelse af de fattigste og svageste. Som om det ikke var nok, regeres Nilfheim af den vanvittige, selvoptagede despot Kenneth Marshall (Mark Ruffalo), der hellere vil ødelægge deres nye hjemplanet end at gå på kompromis med sine vrangforestillinger.
Men hvor mange af Bongs andre film kaster et klinisk, kynisk og kritisk blik på problemstillinger som kapitalisme, klasseskel og klimakrise, forholder Mickey 17 sig anderledes. Her er en reel fornemmelse af håb og optimisme. Det vil sikkert dele vandene, men for mig var det en katarsisk og tilfredsstillende oplevelse.
På overfladen er der meget ved filmen, jeg normalt ikke ville kunne lide. Men i ‘Mickey 17’ fungerer disse elementer. Den er satirisk på en måde, der grænser til det overdrevne og absurde. Men er den virkelige verden ikke lidt absurd og overdreven for tiden, egentligt? Store dele af plottet kan nemt læses som en meget lidt subtil analogi for den nuværende politiske verdenssituation, hvilket kan føles letkøbt og overfladisk. Men fordi fortællingen i ‘Mickey 17’ tager form som en fabel, forvandles den letkøbte analogi til en bevægende parabel. Skurkene er måske tegneserieagtigt onde, men heltene portrætteres med nuance. De er fejlbarlige og agerer på måder, der til tider er usympatiske eller problematiske. Men det forhindrer dem ikke fra også at være gode mennesker, der gør deres bedste. Det er en detalje, der klæder narrativet og på mærkværdig vis er meget rørende.
Ydermere undgår filmen at virke letkøbt eller forsimplet i sin samfundskritik ved at anlægge en bred, intersektionel tilgang. Organiseret religion kritiseres side om side med uhæmmet kapitalisme, mens økokritik og post-kolonialisme sammenvæves, og autoritær populisme kobles med undertrykkelsen af arbejderklassen. Det er noget af et puslespil, men filmen får det til at gå overraskende elegant op.
Med ‘Mickey 17’ er den koreanske instruktør og manuskriptforfatter Bong Joon-ho (‘Snowpiercer’, ‘Okja’, ‘Parasite’) med andre ord i sit rette element. Filmen, der er en skæv mørk komedie med en sci-fi-præmis og stærke socialpolitiske temaer, passer som hånd i handske med Bongs øvrige oeuvre.
Men hvor mange af Bongs andre film kaster et klinisk, kynisk og kritisk blik på problemstillinger som kapitalisme, klasseskel og klimakrise, forholder ‘Mickey 17’ sig anderledes. Her er en reel fornemmelse af håb og optimisme. Det er sikkert noget, der kommer til at dele vandene, men for mig var det en katarsisk og tilfredsstillende oplevelse.
Skuespil
Filmen er velsignet med et cast bestående af stærke og karismatiske tilstedeværelser, der alle får lov at give den fuld gas uden frygt for at overskygge hinanden. Mark Ruffalo ser ud til at have en fest som filmens endimensionelt vederstyggelige superskurk. Imens giver Toni Collette den hele armen som hans slibrige og ligeså nederdrægtige Lady Macbeth.
Men helt centralt står selvfølgelig Robert Pattinson, der spiller et utal af versioner af den samme karakter – endda over for sig selv. Det slipper han rimeligt godt fra. Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det en stor skuespillerpræstation, men han har en enormt naturlig karisma og charme, der gør ham let at holde med. Og så kan han virkelig være morsom. Det er en fornøjelse at se ham i en rolle, hvor han kan lade de kvaliteter skinne igennem efter en periode præget af mørkere karakterer som Batman.
Visuelt
Rent visuelt kan man vist ikke komme udenom, hvor meget denne film ligner ‘Snowpiercer’. Planeten, som Nilfheim kolonialiserer, er dækket af is og sne. Rumskibet, som de alle bor på, bærer en skarp kontrast mellem rig og fattig. Mickeys kvarterer er spartansk indrettet i kolde farver, mens Kenneth Marshalls er et overflødighedshorn af lækre tæpper og lysekroner. Flere elementer går igen fra Bongs tidligere værker, men de fungerer udmærket. Jeg syntes især om filmens smukke snelandskaber. De voldsomme snestorme kan jeg, personligt, vist aldrig få nok af.
‘Mickey 17’ er filmet af Darius Khondji, hvis CV tæller ‘Se7en’, ‘Midnight in Paris’ og ‘Uncut Gems’, og han leverer et utroligt kompetent arbejde. Man må især bifalde, hvordan han, i samarbejde med filmens production design af Fiona Crombie (‘The Favourite‘), formår at understøtte filmens meget fysisk forankrede humor, der ofte tangerer til det slapsticky, men ikke desto mindre virkeligt lander.
Musik og lydbillede
I denne film arbejder Bong igen sammen med komponist Jung Jae-il, der også stod bag filmmusikken i ‘Okja’ og ‘Parasite’. Resultatet er et meget stemningsfuldt soundtrack, der er mere ‘La La Land’ end ‘Star Wars’. De enkle melodier, med få men fremtrædende blæsere, strygere og piano, kontrasterer yndefuldt filmens sci-fi-setting. Musikken tilfører fortællingen en dybt menneskelig og nærmest nostalgisk kvalitet.