The Impossible er en smuk, rørende og tankevækkende fortælling om en families kamp for at overleve og blive genforenet med hinanden efter tsunamien rammer.
Historien
Filmen er baseret på en sand historie om en spansk familie, der var på ferie i Thailand, da tsunamien ramte.
Naomi Watts og Ewan McGregor har hovedrollerne som ægteparret Maria og Henry Bennet, der har taget deres tre børn med til Thailand for at holde jul. Vi starter ud med idylliske billeder af det thailandske ferieparadis, hvilket blot er med til at understrege hvor ud af det blå det hele skete dengang.
Anden juledag slapper hele familien af nede ved poolen sammen med de andre gæster på hotellet. Da en nærmest uhyggelige stilhed sænker sig, den proverbiale stilheden før stormen. Jeg sad og holdt vejret indtil tsunamien med et brøl og med alt ødelæggende kraft skyller ind over hotellet. Og det er virkelig skræmmende billeder, så kudos til instruktøren.
Filmen fokuserer på familien Bennet og deres desperate forsøg på at overleve og finde hinanden. Den viser også hvordan vi mennesker alle handler forskelligt i disse situationer, og hvordan hårde tider får de fleste af os til at give en hånd med, lige meget sprog- og kulturellebarrierer. Det er både en katastrofe film men samtidig er den virkelig livsbekræftende og fremmer et budskab om at vi mennesker står sammen når det virkelig gælder. Fortællingen slår meget hårdt, når vi samtidig i løbet af familien møder andre personer, der også leder efter deres partner eller børn, og det er ikke alle der er lige så heldige.
Instruktøren Juan Antonio Bayona og forfatteren Sergio G. Sánchez har tidligere arbejdet sammen på gyserfilmen ’Børnehjemmet’, hvor de viste at de var i stand til at frembringe gys og spænding ved at forholde sig relationen mellem mennesker. Og det er også noget de formår at viderebringe i ’The Impossible’, som i og for sig også er en sand gyser.
Bayona har været virkelig god til at indfange den desperation, desorientering, frustration og håbløshed, som folk må have følt efter tsunamien ramte. Jeg fik flere gange lyst til at råbe af de forskellige involverede, samtidig med at jeg blev revet med af de enkelte personers fortællinger. ’The Impossible’ er virkelig følelsesmæssigt udmattende at se, og den får dig til at holde vejret uden du selv er klar over det. Hvis du skal ind og se den, så husk for guds skyld at have kleenex i nærheden!
Samtidig skal Sánchez have ros for hans fortælling i samarbejde med María Belón. Jeg følte mig dybt investeret i familiens kamp for at finde hinanden i det kaos der opstod efter tsunamien, men samtidig blev jeg også meget berørt af de mennesker, som de møder undervejs. Filmen giver et meget realistisk portræt af katastrofen, og det er i dønningerne efter tsunamien at vi får en fortælling der mere end fortjener sin Oscar nominering.
Skuespil
Der er ikke noget at sige til, at Naomi Watts blev nomineret for en Oscar i denne rolle. Hendes portræt af en mors desperate kamp for at overleve under håbløse forhold er virkelig imponerende. Det er hendes præstation der virkelig skinner igennem i den her film.
Ewan McGregor gør det også fremragende i den her film, som en far der skal holde modet oppe for hans sønner, mens han samtidig selv er både psykisk og fysisk udmattet. Der er en scene der involverer mobiltelefoner, som især vil få dig til at række ud efter kleenex.
Det er også værd at fremhæve de børn, som de castede til filmen. Især Tom Holland, der spiller den ældste søn, er ’break through’ i den her film og han er helt klart værd at holde øje med i fremtiden.
Visuelt
De altødelæggende billede af tsunamien der skyller ind over landet og river alt med sig på sin vej, får hårene til at rejse sig på armene. Det er nogle meget overvældende billeder, som Bayona og Félix Berges (Visual Effects)har fået skabt.
Bayona har flere ”wide shots” med i filmen, som er med til at understrege, hvor små vi er. Han minder os om, at vi er dødelige og at vi ikke er uovervindelige. Menneske mod natur vil altid falde ud til fordel for Moder Natur i sidste ende.
Musik og lydbillede
Jeg må være ærlig og sige at jeg ikke bed mærke i så meget musikken til filmen. Det visuelle var simpelthen så medrivende.