‘En chance til’ har premiere på trailer

I dag er der dansk premiere på traileren til Susanne Biers ‘En chance til’. Det sker forud for filmens verdenspremiere i ”Special Presentation” på filmfestivalen i Toronto i morgen, hvor Susanne Bier og hovedrolleindehaver Nikolaj Coster-Waldau vil være til stede.

Traileren er en hård omgang, men den ser rigtig spændende ud og lover en følelsesmæssigt udmattende tur. ‘En chance til’ er et drama om mennesker, der bliver ofre for omstændigheder større end dem selv.

De to politimænd Andreas og Simon lever vidt forskellige liv. Andreas er lykkelig med sin familie, mens den fraskilte Simon bruger størstedelen af sin tid på den lokale stripklub. Men alt bliver vendt op og ned, da de en dag kaldes ud til husspektakel hos et junkiepar. Det ligner en rutinesag – indtil Andreas finder deres forsømte baby overladt til sig selv i et skab. Den ellers så afmålte politimand bliver konfronteret med sin egen magtesløshed og rystes i sin grundvold – og i et øjebliks desperation tager han loven i egen hånd og kidnapper barnet. Efterhånden som Andreas mister grebet om retfærdighed, bliver det op til den uregerlige Simon at genoprette grænsen mellem ret og uret.

I filmen medvirker bl.a. Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen, Maria Bonnevie, Nikolaj Lie-Kaas og Lykke May Andersen.

‘En chance til’ har dansk premiere 15. januar 2015, hvor den er en del af denne sæsons Biografklub Danmark-program.