Filmanmeldelse: Rogue One – A Star Wars Story (spoilerfri)

Manden bag genfortolkningen af filmlærredets største monster nogensinde, selveste ’Godzilla’, har fået æren af at genfortælle filmmediets måske største og mest populære univers nogensinde, nemlig ’Star Wars’. Dette er desuden blot den første film i en række af kommende enkeltstående historier, som alle kommer til at foregå i det velkendte univers, men væk fra de karakterer og delvist de historier som vi allerede kender.

Der går formentlig allerede en masse tanker gennem hovedet på fanfolket derude og hvis man kunne tankelæse deres tunge og lettere frustrerede overvejelser og løse konklusioner undervejs, så ville de formentlig dække over et par af følgende udvalgte udsagn – ”hvordan binder filmen sin historie sammen med hvad der kommer før og efter den? Vil vi få et glimt af nogle gamle og velkendte ansigter? Vil vi se nogle karakterer fra fanfiction eller andet materiale fra universet? Vil filmen overhovedet have den velkendte ’væltede væg’ af tekst inden filmens start? Hvad er Darth Vaders rolle i filmen? Og hvem skød egentlig først?” – og jeg kunne blive ved! Dette er ’Rogue One’… første kapitel i en ny serie og formentlig også meget sin egen film. Men spørgsmålet er, om den kan flyve på egne vinger inde i det store ’Star Wars’ univers?

awesome-star-wars-rogue-one-behind-the-scenes-video-reel-and-teaser-poster-social

Historie

Filmen har fået tildelt titlen ’Rogue One’, som allerede kaster en mørkere, mere forfriskende og lettere rebelsk atmosfære af sig fra start, hvor det kun er undertitlen som underkaster sig universet vi allerede kender og holder af – her med formuleringen ’A Star Wars Story’. Dette får hurtigt tankerne til at køre turbulent rundt i hovedet, hvor især selve balancen mellem et enkeltstående værk og en fortsættelse af mesterværk, er noget som kan få filmen til enten at falde til jorden eller flyve til vejrs; alt efter hvordan den håndterer disse elementer. Filmen foregår efter ’Revenge of the Sith’ men før den originale Star Wars film, ’A New Hope’, og fokuserer på historien om, hvordan prinsesse Leia kom i besiddelse af de planer, som fortæller, hvordan dødstjernen kan tilintetgøres. Kort efter formningen af galaksens onde Imperie, rekrutterer den rebelske alliance en ung kvinde ved navn Jyn Erso, som skal arbejde sammen med en gruppe af særligt udvalgte rekrutter, der har fået til opgave at stjæle papirerne til selveste designet af den altødelæggende dødsstjerne – disse papirer skulle nemlig eftersigende indeholde informationer omkring denne galaktiske dræbermaskines svageste punkt – en svaghed, som desuden er blevet bygget direkte ind i designet af ingen ringere end Galen Erso, Jyns egen far.

Forventningerne til en ny ’Star Wars’ film er formentlig altid en del højere end ved andre film, specielt da den har en særlig plads i hjertet hos mange mennesker derude i vores lille bitte galakse, på planeten Jorden. Jeg er også selv vokset op på universet, men ser ikke mig selv som trofast og livslang fan, hvilket forhåbentlig resulterer i en anmeldelse, der ikke svømmer i en fanboys’ vilde og våde filmfantasi. Men trods dette, så havde jeg da hævede forventninger til ’Rogue One’ og var også spændt på, hvordan det endelige resultat var blevet. Jeg var ikke den store fan af ’The Force Awakens’, da den virkede lidt for sikker i sin stil og særligt forceret i sin charme og nostalgi. Men jeg var fint underholdt og med ’Rogue One’ virker det som om, at der er blevet taget flere chancer, både med hensyn til stil, vinkel, tone og tempo. Filmen fremstår som en mørk og dyster krigsfilm, der vægter sig selv i realisme og en følelse af dommedag. Hvis bare filmen følger nogenlunde dette fundament, som er bygget op omkring bare et par af disse elementer, så kommer filmen simpelthen til at emme af rå og beskidt elegance.

Vi starter ud i en historie, som fandt sted for længe siden i en galakse langt, langt borte. For ja, det er stadig ’Star Wars’ det her, men hvor længe forsætter vi i vante rammer og hvis vi bryder dem, hvordan bærer vi os så ad med dette? Filmen åbner mere afdæmpet end forventet, men dog stadig med en faretruende atmosfære, hvor vi får opsat rammerne for selve fortællingen, hvem der er de gode og de onde og hvor vores karakterer befinder os på daværende tidspunkt. Der er ikke meget nyt under solen, ej heller under to sole, hvis I forstår sådan en, men det er en klassisk åbningsformel som man ikke kan tage fejl af eller fejle med, hvis altså man gør det ordentligt. ’Rogue One’ gør det faktisk fint, men ikke pragende, og vi får introduceret både hovedpersonen, skurken og den plotmæssige ”menneskebrik” i det store filmiske puslespil ret hurtigt. Problemet er dog heller ikke denne åbningsscene, men mere ”gentagelsen” af formlen som denne åbningsscene bygger på og altså i store hele hvad man kalder for ’den korte karakterintroduktion’ – man sørger for at få det vigtigste og mest nødvendige med, i sådan en grad, at de forskellige filmiske elementer kan fungere ordentligt senere hen. Desværre sidder vi bare fast i denne fase lige lovlig længe.

star-wars-rogue-one-diego-luna-riz-ahmed-donnie-yen-ben-mendhelson-dark-troopers-felicity-jones-32

Filmen bruger, hvad jeg vil skyde på er minimum 40 minutter, på at rejse fra planet til planet og fra sted til sted for at introducere karakter efter karakter, indtil vi for tredje eller fjerde gang tænker højt for os selv, om det ikke snart var tid til at komme rigtig i gang med selve historien? Filmens første mange minutter forløber langtrukkent, rodet og uden hoved og hale i hvad den fortæller og gerne vil fortælle – i hvert fald ikke noget der virker særligt vægtet. Man kan også kaste et blik tilbage på tingene efter at have set filmen og fortsat undre sig over, hvorfor der blev brugt så meget tid på unødvendig bras? Bevares, plotopbygning og karakterintroduktioner er langt fra ligegyldige, men når man tænker på, hvor lidt vi lærer om de enkelte karakterer og hvor enkelt selve plottet er i sin helhed, så brugte ’Rogue One’ sin tid forholdsvis ringe. Det er en skam, at filmen ikke føles mere fokuseret omkring, samt dedikeret til, sit eget set-up, eller i det mindste skaber et ordentligt fundament at arbejde ud fra.

Der går ikke mange minutter, før jeg får følelsen af, at filmen ikke rigtig ved hvilken retningen den skal gå i og hvordan – man får bare kastet en masse af de mest nødvendige plotinformationer og karakterintroduktioner i hovedet. Det hele bliver så brat og fragmenteret i sin fortælling, at det næsten føles som én lang momentvis montageserie af mennesker vi endnu ved intet om – det er vel nærmest Star Wars’ svar på speed-dating, hvor jeg ligesom har et givent antal minutter til at finde ud af hvem vedkommende er og om jeg overhoved synes om dem. Jeg ved ikke, om det skyldes re-shoots eller hvad, men det ender med en masse vendinger og vildspor som til sidst fører til den endelige beslutning fra vores hovedperson, Jyn Erso, som i øvrigt findes, fanges og fortsætter med at godtage forslaget om, at gøre den gode gerning for galaksen, lige lovlig hurtigt – for selv om det er hendes far, der er involveret, så kunne scenen sagtens have haft mere tyngde, til trods for, at filmen er et rumeventyr, hvor der selvfølgelig er nul-tyngdekraft.

Det hele føles både fremspolet og direkte spoleret for en atmosfære, som pludselig føles anmassende og aldrig helt naturlig. Vi får ikke tid til at falde i takt med takt og tone i filmen, som ellers er meget vigtigt inden for ’Star Wars’ universet, efter min mening. Filmen er langt fra action-fyldt fra starten, men som publikum mangler vi alligevel tid til at trække vejret og ikke mindst tid til at tænke, men vigtigere af alt, så ser det ud til, at karakterne mangler selvsamme mere end vi gør det. Størstedelen af filmens karakterer sidder fortsat fast i starthullerne og forbliver underholdende på ydersiden eller interessante ud fra deres individuelle særlige kendetegn. Bestemt, Donnie Yens karakter som kampsports ekspert guidet af Kraften selv, er røvhamrende fed, men hvorfor får vi ikke nogen baghistorie om, hvorfor han er blind og hvor hans tætte bånd til Jiang Wens karakter kommer fra? Cassian Andor er en person der ændrer holdninger, meninger og måder at gøre tingene på undervejs, men hvem er han og hvorfor er han som han er? Forest Whitaker spiller Saw Gerrera, som helt korrekt er en karakter fra andre ’Star Wars’ sammenhænge og formentlig har en fortid, der bliver forklaret dybere i disse kontekster, men som filmkarakter er han som en indledning uden afslutning; hans udseende og underligt udseende udstyr på kroppen, fortæller noget om en hård fortid, men vi kan blot gisne om dette. Jeg forlanger ikke et dybdegående drama, men det undrer mig altså, at selv de store og vigtige karakterer er så ensidede og direkte elendigt opsat og udviklet.

32ef0dec00000578-3528156-the_trailer_shows_storm_troopers_imperial_at_at_walkers_above_da-a-42_1460033860401

Som nævnt tidligere, var jeg ikke den største fan af ’The Force Awakens’, men til gengæld fungerede det negative også som det positive, da de velvante trygge rammer med nostalgi gav følelsen af, at man var tilbage i galaksen langt, langt borte. ’Rogue One’ fokuserer mindre på at passe ind i universet, rent historie- og karaktermæssigt, men fokuserer mere på selve universet og håndteringen af dette. Desværre flyver filmen ind i en anden mur at støtte sig op af, hvor den tidligere trygge filmfranchise nu blot er udskiftet med noget stedet, som vi også holder af. ’Rogue One’ kunne have været en mørk og skæbnesvanger krigsfilm, som kunne tage publikum bag facaden og ind i cockpittet på selve universet, hvor de mange bevægelige dele er mere blottede og upolerede end tidligere. Desværre var det ikke sådan det skulle gå og ’Rogue One’ ender ud i nogle lidt monotone vendinger og blockbuster-banaliteter. Uheldigvis så runger manuskriptet også hult og halvfærdigt, og hele atmosfæren kalder mere på Marvel end mægtige rumeventyr fra tidernes morgen. Bevares, det er nu engang Disney, der har overtaget styringen af filmserien, men den lille mus med den ikoniske silhuet skygger desværre for en historie, om en ”rotte” dybt inde i selve Imperiet, og et resultat, der kunne være endt langt bedre… noget der også passer fint på denne sætning, da man vist bruger betegnelsen ”muldvarp” på dansk, omkring folk der arbejder i smug bag fjendens linjer. Satans også.

Men i hvert fald, ’Rogue One’ er bestemt en anderledes ’Star Wars’ film, men den er ikke nogen atypisk blockbuster, og det er ærgerligt, da filmen havde potentiale til at presse en mørkere og mere alvorlig atmosfære ned over publikum, men trods plottet og titlen, føles filmen bare ikke særlig rebelsk i sin stilistiske tilgang til tingene. Det virker fortsat som om den holder tilbage og om det skyldes de re-shoots som rygtes tidligere på året, ved jeg ikke, men der er ikke meget balance i (slag)kraften af den første sidestillede ’Star Wars’ film. Ved siden af ’Rogue One’, så føles ’The Force Awakens’ pludselig virkelig god, charmende og med mere tyngde – de to første er til diskussion, men sidstnævnte burde have ’Rogue One’ på førstepladsen, da den ligger op til meget mere, end den dog desværre ender med at levere. Der er tider, hvor man bestemt får følelsen af, at historien er mere vovet, men dette skyldes også delvist, at de ikke er bange for at dræbe deres hovedkarakterer eller træde lidt forkert undervejs, da denne fortælling jo er et ”midterstykke” for franchisen og hverken starter eller afslutter noget vi ikke ved. Derfor burde denne film altså også ramme hårdere og stærkere end den gør, da den er helt sin egen. Men sådan skulle det åbenbart ikke gå. Tænk engang, at ”publikums-pleaseren”, ’The Force Awakens’, skulle have en scene, der vovede mere end denne film?

Okay, vi er alle med, historien var tam og tøvende i sin opbygning og udvikling. Men ”big budget blockbusters” gør sig sjældent i komplicerede karakterer eller perfekt optegnede plottråde. Hvis tingene er gjort ordentligt, så er det et action-spektakel, der i det mindste kan sparke hjernen ud gennem kraniet og lade hænderne klappe ukontrolleret i takt med at filmen løfter sin emotionelle og ikke mindst eksplosive intensitet til nye højder. Men her halter ’Rogue One’ altså også en smule, dog med langt mere succes end selve historien. Der er ikke overdrevet meget action undervejs, hvilket er et problem, nu når historien ikke helt holder, men det bliver da kun bedre, jo tættere vi kommer på klimaks. Med de få action-øjeblikke der er i filmen, er det overraskende, hvor tomme og taktløse de føles. Der er slet ikke den samme kontrol til stede, som J.J. Abrams kunne præstere med ’The Force Awakens’, ej heller er de specielt mindeværdige. Ofte kan man inddele en film i passager, som enten er vigtige vendepunkter for historien eller mindeværdige actionsekvenser for underholdningen. Men ’Rogue One’ skrider bare fremad i et ligefremt tempo og igen er det den lange opbygning der står for skud, hvor det nærmest føles som kortvarige kapitler for individuelle karakterer, eller som del- og sidehistorier til det overordnede plot.

rogue-one-behind-the-scenes-050-1280x533

Jeg synes dog filmen delvist redder sig selv hen mod slutningen, hvor historien stille og roligt bliver mere koncentreret, da vi jo nærmer os en form for konklusion for filmen og hele formålet med selve missionen. Ikke overraskende, så er der selvfølgelig tale om et action-mættet spektakel, som dog ikke mætter på mange andre punkter, men alligevel er der mere nærvær og en faretruende stemning til stede, på trods af, at vi jo allerede kender dele af afslutningen på det store hele. Alligevel får man en følelse af, at den lille rebelske gruppe er oppe imod noget gigantisk, både fysisk og psykisk, og det smitter helt naturligt af på publikums indlevelse i filmen. Karaktererne har en mere skjult, men langt stærkere personlig og plotmæssig udvikling, som bygges bedre op end førhen, og man føler sig for første gang holdt fast og ført frem af filmen. Missionen tager form og risikoerne er blevet større. Førhen var man ikke helt sikker på, hvilken form missionen havde og hvordan og hvorledes den forløb og udviklede sig, ej heller kunne man mærke hvorhenne vi lå rent balancemæssigt. Kort sagt, til slut kom der atter balance i Kraften – også selvom denne balance blev opnået, om muligt, hurtigere og mere ligefrem end det var tilfældet med Rey i ’The Force Awakens’.

Men ak ja, måske var det for meget at håbe på, at ’Star Wars’ nogensinde kunne tage sit eget navn dybt seriøst. ’Rogue One’ er hverken stjernespækket nok, til at opretholde vores opmærksomhed, men den er heller ikke stjernekedelig, i sådan en grad, at det hele går grueligt galt. Men den mangler mere kant, mere kontrol og måske en anelse mindre kærlighed til ’Star Wars’ universet, som vi kender det, hvis den skal lykkedes som dette afsporede og spirituelle projekt til selve ’Star Wars’ franchisen.

Skuespil

Med undtagelse af en meget lille håndfuld karakterer, så føles de fleste af dem utrolig ufærdige, fundamentale og næsten overdrevent onduleret til at passe lige ind i de rammer, som bliver så kunstigt opsat for karaktererne, i et 1×1 albuerum. Dette smitter selvfølgelig også af på skuespilet. Mange af karaktererne virker også som gengangere, enten fra tidligere ’Star Wars’ film, eller bare action-eventyr-genren generelt. Som sagt er der en lille håndfuld, der fungerer bedre end andre…

Jeg synes filmens ”programmerede” sammenkobling til holdet, i form af en robot ved navn K-2SO, fungerer overraskende godt som en enkeltstående droid, der trods kortfattede bevægelser og følelser, som jo følger med dét at være robot, faktisk ikke mixer for meget sammen med tidligere droids, som eksempelvis den ikoniske C3PO; selvom det tydeligvis er dén droid som dækker mest over hvordan K-2SO er, mens sidste års BB-8 tydeligvis tangerer en tvilling eller sjælelig slægtning til R2-D2. K-2SO skiller sig især fra C3PO, da han ikke er ligeså forvirret og uhjælpelig, men er mere sin egen og fungerer fint uden at virke som forceret ”comic-relief”, eller som et separat element til den egentlige historie. Desuden virker han faktisk meget naturlig i filmen, trods sin kunstige intelligens og Alan Tudyk gør det godt i stemmerollen.

rogue1

Som nævnt tidligere, er de fleste karakterer kedelige eller tyndt optegnede og uden meget tyngde. Felicity Jones spiller fint rollen som Jyn, men hun lever langt fra op til sidste års Rey, spillet af Daisy Ridley. Diego Luna i rollen som Cassian Andor, er et mystisk og umiddelbart heltemodigt menneske og Diego fanger karakterens usikkerhed og vores uvidenhed fint, men der er bare er bare ikke nok at arbejde med – og nej, han bliver heller aldrig ligeså interessant som Finn, spillet af John Boyega i ’The Force Awakens’. Riz Ahmed er en interessant karakter, men igen tynd og langt fra færdiggjort som karakter. Der udspiller sig hele det her scenarie med en “løgnedetektor”, som skal få sandheden ud af ham og desuden også gøre ham skør og hvad ved jeg. Men intet af dette holder senere hen og scenen fremstår fuldstændig ligegyldig. Nu når historien kunne være skarpere, er det underligt at spilletiden bliver brugt på noget så slattent som dette.

Og når ja, så er Darth Vader også med… fordi… duh, det er ’Star Wars’! Ifølge tidslinjen, så er han jo ikke død endnu og derfor SKAL han jo bare være med, om end manuskriptforfatterne har noget at bruge ham til eller ej. For at sige det mildt, så vader Vader ikke ligefrem igennem spilletidens to lange timer. Han er som en cameo og introduceres næsten overdrevet episk og der er ikke mange overraskelser på dét punkt. Til gengæld beviser han, at den mørke fyrste stadig har hånd om det her univers og hvad det vil sige at være en rigtig skurk, mens han tager et kraftfuld ”kraft-kvælertag” på publikum, de få minutter han rent faktisk gider at deltage i historien. Han har især én scene, som løfter filmen fuldstændig for en kort stund og står måske som filmens bedste øjeblik. Den kan du i hvert fald glæde dig til…

Visuelt

Filmen er skudt digitalt og altså den første ’Star Wars’ film siden ’Revenge of the Sith’, hvor dette er tilfældet, og kun den tredje overordnede ’Star Wars’ film skudt på denne måde. Personligt, så synes jeg dog, at dette blot giver mere god grund til at mene, at filmen mangler mere charme og atmosfære – charmen kunne jeg undvære, men en mere rå og krigsramt atmosfære ville have været at foretrække. Desuden så undrer jeg mig specielt over valget om, at skyde filmen digitalt, da ’Rogue One’ et eller andet sted stadig er en mørk og dramatisk krigsfilm i ’Star Wars’ universet, hvor filmrullens rå og realistiske kvalitet virkelig kunne tilføje et ekstra lag eller to til den atmosfære vi går og mangler lidt mere af.

Instruktør, Gareth Edwards, gør heller ikke det helt store for at fremstå som en vigtig brik bag facaden på filmen, hvor J.J. Abrams skinnede en del mere igennem, mens Edwards stadig har sine lyspunkter. Grundet filmens kaotiske og løse opbygning, er det også svært for det visuelle at træde ordentligt frem i lyset. Men der er helt bestemt enkelte scener, hvor man kan mærke, at der er tænkt over teknikken – både med hensyn til set-designs, farver og kameravinkler. Nogle af de bedste eksempler kommer på diverse planeter, samt under store dramatiske afsløringer eller andet i den dur. Desuden finder klimakset sted på en interessant location, som virkelig giver filmen personlighed og skaber en god kontrast mellem det lyse og stemningsfulde og det mørke og skæbnesvangre. Man bliver faktisk revet med og følger de forskellige karakterer på klods hold, hvor størrelsen af missionen også kan mærkes gennem kameravinklerne, som er mere jordnære i stil med instruktørens stilistiske valg i ’Godzilla’, men også med hensyn til karakterne, som vi klipper frem tilbage imellem og med passende ”close ups”, så vi ikke mister grebet om virkeligheden under den computergenerede stjernekrig.

star-wars-rogue-one

Filmen har til gengæld også bibeholdt en hel del praktiske effekter og enkelte gange er det faktisk svært at skille computermagi fra håndværk – og dette er kun en yderst positiv ting. Effekterne er fejende flotte i ’Rogue One’, det fortjener den at blive rost for, specielt når den i sidste ende ønsker at underholde mere end interessere sit publikum. ’Rogue One’ kunne bare have været så meget mere… også med hensyn til den visuelle side. Den skulle ærlig talt have taget udtrykket ”the dark side” mere seriøst, så havde vi muligvis mærket filmen ligeså meget som vi havde oplevet den.

Musik og lydbillede

Michael Giacchino er ikke nogen John Williams, men han har stadig en del mindeværdige værker i sit bagkatalog. Men desværre lykkedes det ham ikke, at skabe noget videre ikonisk med hans arbejde på ’Rogue One’. Det er ikke nær så originalt som tidligere ’Star Wars’ film, men heller ikke lige så overdrevent sikkert spillet, som med ’The Force Awakens’. Generelt fungerede det tilstrækkeligt fint, men det var ikke før under klimakset, at jeg virkelig lagde mærke til det. Her indtog et musikalsk korstog lydbilledet, som emmede af orkestreret episk elegance. Det var ikke et mesterværk, men det fangede følelsen af henholdsvis håb der rinder ud og dommedag der ligger lige i hælene på hovedpersonerne.