drama

Published on 1 June, 2017 | af Jeppe Svan Sørensen

0

Filmanmeldelse: Wolf and Sheep

Barndom, tidsfordriv og overtro bliver gennemtygget i den nostalgiske, interessante og til tider overraskende uhyggelige Wolf and Sheep fra debutanten Shahrbanoo Sadat.

Det kan være svært at forstå og skabe kendskab til en anden kultur. Især når der skal skabes bånd til noget så anderledes som et afghansk fårehyrde landsbysamfund. Vejen viser dog, ligesom ved at andre kulturmøder, at ligge ved de dagligdagsting man har til fælles: kedsomhed, leg, tidsfordriv og myte-fortælling.
Wolf and Sheep er en interessant blanding af en nærmest antropologisk dokumentation, og magiskrealisme-agtig mytefortælling – og det er netop i denne blanding at der findes noget dybt resonerende og relaterbart. I de små ægte hverdagsting, der gennem god tid og refleksion bliver til myter og magi. Filmen er instrueret af debutanten Shahrbanoo Sadat fra Afghanistan, der har arbejdet på at få filmen produceret siden 2010, og er delvist understøttet af en crowdfunding kampagne og danske filmproducenter.

Historie

I Wolf and Sheep følger vi en afghansk landsby og deres forskellige indbyggere. Landsbyboerne lever et isoleret og simpelt liv med fårepasning, sladder, drengestreger og lejlighedsvise ulveangreb. Her møder vi blandt andet den 11-årige pige Sediqa der, modsat landsbyens andre piger der leger bryllup og sladrer om alt, passer sig selv og arbejder på at flette en sten-slynge ligesom drengene. I sine ene-timer i bjergene møder hun drengen Qodra der ligesom Sediqa ikke har brug for at være en del af børneflokkene. Herigennem ser vi dagligdagen i den afghanske landsby, og lærer gennem børnenes vaner og lege hvordan de ser verden. Underliggende denne dagligdag, er der et mytisk væsen der vandrer rundt i bjergene ved mørkets frembrud. Et tobenet ulvevæsen, der under sin pels gemmer en nøgen grøn kvindekrop.

Her er altså tale om enormt realistiske og underspillede dagsscener, der står i kontrast til de syrede og bizarre nattescener. Netop denne kontrast er hvad gør de eksperimenterende nattescener enormt velfungerende – og direkte uhyggelige!
Wolf and Sheep er ellers et underspillet og grundigt hverdagsportræt. Historen som den er beskrevet foroven er mest en overordnet rød-tråd, da det meste af filmen er indtryk og scener rundt omkring i landsbyen. Det gennemgående plot ligger mere i filmens tematikker end egentlige historie.
Gennemgående virker filmen til at ville skildre det normale liv for disse afghanske fårehyrder. Som nævnt bliver dette gjort gennem lav-praktiske aktiviteter som sten-slynge-kast, som drengene distraherer sig selv med når de passer får. ‘Voksen-leg’ som pigerne gør ved at sladre og efterabe de voksne kvinder i byen – der ligeså sladrer om præcist de samme ting. Her bliver altså understreget drenge/pige-roller, som bliver leget med igennem protagonisten Sediqa, der virker til at finde mere indhold uden for disse stereotyper, og bliver bedre underholdt af den også atypiske dreng Qodra.

Adomeit Film 2017

Adomeit Film 2017

Denne begivenhedsløse fortælling mindede mig til tider om Lasse Hallströms Alle Vi Børn I Bulderby (Astrid Lindgren), selvfølgelig i kontrastfyldte omgivelser, men portrættet af barndom og fantasi mindede mig stærkt om stemningen i filmen fra 1986. Dette kan muligvis også forberede læseren på hvilken slags historie-fortælling der er at forvente. En langsom – til tider enddog langtrukken – men nostalgisk oplevelse, hvor der er god tid til at tænke over tematikkerne og parallellerne til sin egen barndom. Dertil føles det også til tider som at se et antropologisk studie i landsbyboerne liv, og kameraet og historien dvæler ved blikke og situationer som en normal studie-produceret film ikke ville have tid til. Dette kan muligvis skyldes en mere manuskriptsløs tilgang til filmskabningen – det virker til tider som om at scener er blevet som de er gennem personerne og dyrenes naturlige improvisering. 
Altså melder Wolf and Sheep sig, i min bog, ind i kategori med J.P Sniadeckis eksperimenterende dokumentar The Iron Ministry (2014), Jean Renoirs The River (1951), Jonathan Glazers Under The Skin (2013), Werner Herzogs tidlige projekter som Even Dwarfs Started Small (1970), og andre film der blander fiktion og observerende cinéma vérité for at udpensle sine tematikker.

Skuespil

Det virker til at Shahrbanoo Sadat i Wolf and Sheep har valgt at bruge en stor mængde af lokale og utrænede skuespillere. Det er svært at sige hvem der er vante skuespillere og hvem der er lokale – rulleteksterne hjalp heller ikke, da alle kun var krediteret ved deres fornavn. Men alle på skærmen virkede naturlige og vante i omgivelserne. På trods af sprogbarrieren virkede interaktionerne troværdige, og især børnenes karakterer/personligheder skinnede igennem deres bevægelser og kropssprog.

Adomeit Film 2017

Brugen af umiddelbart utrænede skuespillere betyder selvfølgelig at der ikke var nogen følelsesladede taler eller scener. Men det var der heller ikke behov for i den jordnære fortælling og ideologiløse barndoms portratering.
Jeg synes det fungerede enormt godt, og især de to børn der spillede Sediqa og Qodra var meget bedre og mindre forcerede end andre børne-skuespillere kan have tendens til at være. (Tænk Jake Lloyd i The Phantom Menace eller Max Records i Where The Wild Things Are)

Visuelt

Hele Wolf and Sheep er filmet ‘on-location’ i en landlig del af Afghanistan, og al handling foregår på rullende bakkesider eller i simple ler-huse med et dybt bjerglandsskab i baggrunden. Dette bliver smukt fanget i bredde wide-shots, og med et filmsprog der tør have karaktererne som små figurer i det blege men smukke landsskab. Omvendt kommer man i karakterinteraktionerne tæt på personerne, og har god tid og vinkel til at undersøge deres humør og sociale kvaliteter.
Når disse tørre landsskabsportrætter og personnære billeder så bliver sat i kontrast med et billede som dette:

Adomeit Film 2017

– bliver filmen ophøjet til en ny slags oplevelse – og de abstrakte visuelle scener med mytologiske væsener stikker ud og skaber sand rædsel. Især scenen fra billedet foroven, var direkte ubehagelig, og jeg måtte tvinge mig selv til at holde øjnene på skærmen. Som var det gyserfilm.

Musik og lydbillede

Her må jeg igen understrege hvad denne film er i forhold til andre normale udgivelser. Der er ikke meget at sige om musikken, da der kun ligger ambient drone-lyd under de førnævnte nattescener.
Det er effektivt og stemningsmæssigt vigtigt når det sker. Igen for at skabe kontrast mellem dagligdags-scenerne hvor der ingen musik er, (der er tilsyneladende ingen musik i en afghansk landsby som denne) og de overnaturlige scener hvor det hele bliver løftet op på et skråplan.
Ellers er lydsiden som den skal være, med forhøjet fokus på landsbyens hverdagslyde som fåre og gede bræg og smældet fra en stenslynges ekko mellem bakkesiderne.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Wolf and Sheep Jeppe Svan Sørensen

Wolf and Sheep har præmiere d. 1. juni 2017

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Wolf and Sheep er en nostalgisk, dvælende og interessant observation af et afghansk lokalsamfund. Filmen er til tider en smule langtrukken, men det tjener et højere formål når dens tematikker og abstrakte brug af mytologi bliver klar, og resonerer meget tydeligt med éns egen barndom, gennem et universelt sprog alle kan forstå.

4


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , ,


About the Author

Studerende, amatør-filminstruktør og filmnørd med svaghed for instruktører som Paul Thomas Anderson og David Lynch - er især glad for film med ambitioner og eftertænksomhed!



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑