Historien
Marie (Kirsten Olesen) har ikke set sine barndomsveninder Vanja (Kirsten Lehfeldt) og Berling (Stina Ekblad) i mange år. Efter en ubehagelig jul inviterer hun dem til et madkursus i Syditalien. Vanja og Berling slår til, men de tre ældre damer bliver hurtigt klar over, det ikke bliver den rolige ferie, de havde forventet. For jalousi, flirt og frustrationer melder sig hurtigt på banen i løbet af kurset.
’Madklubben’ er på papiret en komedie. Den begår dog den fejl at tro at pinlige situationer er lig med sjove situationer, hvilket gør du krummer tær mere end du griner under filmen. På trods af det, har filmen stadig hjerte og et glimt i øjet, og der er da komiske øjeblikke.
Vores hovedpersoner Marie, Vanja, og Berling er ikke specielt sympatiske. Det er svært at holde med dem, da de på hver sin måde demonstrerer manglende evner til at snakke konstruktivt om deres problemer. Det leder også til at forløsningen på nogle af de konflikter, som eksisterer i og mellem vores hovedpersoner, kommer ud af det blå. Hvilket er syndt, for det virker til at instruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg og manusforfatteren Anne-Marie Olesen Thinghuuans havde i sinde at vende nogle vigtige emner.
Skuespil
Skuespillerne gør en hæderlig præstation. Det er dog birollerne der skinner igennem. Troels Lyby spiller rollen som anlægsgardneren Jacob, der er en af de andre deltagere på madkurset og fokus for nogle af damernes interesse. Det gør han med en sådan en oprigtig charme at han til tider stjæler rampelyset fra vores hovedpersoner.
Manusskriptet gør vores tre hovedroller en bjørnetjeneste ved at fremstille dem, som de frustrerende hovedroller de er. Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad formår dog at gøre det bedste med deres roller. Af de tre er det Kirsten Lehfeldt, der kommer bedst fra det som enken Vanja.
Visuelt
’Madklubben’ er filmet i Syditalien, og det er svært at få det til at se grimt ud. Den er i hvert fald virkelig pæn at se på. Det er dog ikke uden slinger i valsen, for der er tidspunkter, hvor kameraet fokuserer på vores kokke og maden på en sådan måde, at det minder om en overproduceret reklame fra Dolmio. Ud over de få smuttere afspejler filmens visuelle side tonen temmelig godt.
Musik og Lydbillede
Det mest effektive lydbillede er som regel det, der flyder sammen med resten af filmen og næsten ubemærket bidrager til dens udtryk. Det er også tilfældet i ’Madklubben’. Du kan høre, hvad du skal høre klart og tydeligt. Synderen i denne kategori er dog musikken. De musikstykker, der er med i filmen, har en tendens til at træde meget i forgrunden og gidseltage din opmærksomhed. Specielt i slutningen af filmen, hvor Lis Sørensen opsmummerer filmens morale med hendes julesang ”Hvis Ikke Ny, Så Hvornår?”, som blev lavet til ’Madklubben’.