Vinder af Camera D’Or (Det gyldne kamera) for Bedste Debutfilm ved sidste års Cannes-festival, har sat instruktøren Léonor Serraille på det filmiske verdenskort med ’Montparnasse Bienvenüe’. Derudover har filmen også gjort sig bemærket ved næsten udelukkende kun at have et filmhold bestående af kvinder.
Historie
I filmen møder vi Paula. Hun er en 30 plus årig kvinde, der lige er blevet dumpet af kæresten gennem 10 år, og smidt ud af sin egen lejlighed. Sønderknust og næsten på randen til et nervøst sammenbrud prøver hun at finde en base og genfinde sig selv. Men selvom Paula ikke er en som giver op, så har hun svært ved at have kontrol med hendes klodsede ivrighed (og til tider hendes temperament), der gør det svært for hende at skabe nye relationer og holde fast på jobs. Midt i kaosset dukker eks-kæresten, og Paula står overfor et afgørende valg.
Léonor Serraille har instrueret såvel skrevet manus. Og for en debutfilm, så starter Serraille hårdt og godt ud, for ’Montparnasse Bienvenüe’ er en mindre triumf for hende. Hun har formået at skabe et nærgående værk, der bringer os helt tæt på hvad det vil sige at være ramt af en livskrise. Filmens personskildring og fortælling føles ægte, og på intet tidspunkt ved siden af sig selv. For det kan godt være at karakteren Paula på papiret bare er en karakter, men Serrailles måde at fortælle hendes historie, virker som en realistisk refleksion af noget mange kvinder kan gå igennem. ’Montparnasse Bienvenüe’ er desuden også en fransk film med stort F. Der bliver røget godt med cigaretter og drukket noget rødvin, imens man konfererer med hinanden, men det er jo det som er en af charmen ved de franske film.
Skuespil
Paula spilles af Leatitia Dosch som leverer en absolut kraftpræstation! Hun er fuldstændig inkarneret i sin karakter, og giver os en troværdig preformance af en kvinde af kød og blod, med de fejl og mangler hun har. Men også en kvinde som er enorm medfølende og skæg, og derfor er det meget svært at se hvor Dosch begynder og hvor Paula ender. Birollerne spiller ligeledes fremragende, og støtter godt op, men filmen ejes af Dosch, der ikke kan roses nok med sin mesterlige udførelse af hovedkarakteren.
Visuelt
Den visuelle teknik er meget ”up and close”. Størstedelen af filmen foregår med halvtotale eller nærbilleder, da der fortælles en menneskelig historie, hvilket bakkes op ad Leatitia Doschs mimik og præstation, som passer perfekt til denne stilistiske metode. Men når vi bevæger os ud i det bevægende kamera, så virker filmen utrolig kontrolleret og præcis. Filmen er også til tider farvestrålende og klipningen virker flydende.
Musik og lydbillede
Filmen er ikke fyldt med underlægningsmusik, som man finder i mange andre film. Men når musik forekommer, så virker den yderst passende til historien, og giver filmen et ekstra skud melankoli, som prikken over i’et. Lydteknikken fungerer også ret godt. Det er ikke en effektfilm, der kræver bulder og brag, men en film som har lyde baseret på den menneskelige dagligdag.
