Koncept
I den danske TV2 Charlie-serie ‘Sygeplejeskolen’ følger vi et hospital og dets sygeplejeskoles nyeste elever. Handlingen foregår i 1950’erne, hvor mænd for første gang får adgang til sygeplejeuddannelsen som et forsøg – noget som i høj grad skaber forargelse; for er det ikke kun kvinder som kan have indfølelse og moderlig omsorg for medmennesker? Vi følger et række unge kvinder og mænd, som starter på uddannelsen, samt de forskellige ansatte på hospitalet.
Man kan ikke ligefrem påstå at ideen er en banebrydende en af slagsen. Listen over serier som foregår på et hospital eller en anden lignende institution er uendelig lang – det samme gælder mængden af serier som handler om elever. Det er en klassisk ramme, hvor der er plads til kærlighed på arbejdspladsen og tydelige hierarkier.
Det er heller ikke nyt hos TV2 at bruge fortiden til at lave hyggelige familieserier; ‘Mercur’ handler om en radiostation i 50-60’erne, og den enormt populære ‘Badehotellet’ foregår, ja sjovt nok, på et hotel i 1920’erne og 30’erne.
Det er altså tydeligt at TV2 har fundet en formel som fungerer – og derfor skiller ‘Sygeplejeskolen’ sig ikke ligefrem ud.
Alligevel synes jeg den historiske begivenhed filmen tager udgangspunkt i – mænd begynder på en sygeplejeskole, i høj grad har noget spændende potentiale. Og det er da også interessant med diskrimination mod mænd i 1950’erne – det er ikke en historie der bliver fortalt hver dag.
Udførelse
Stemningen i ‘Sygeplejeskolen’ er meget let, solen skinner altid og dilemmaer – på trods af de måske er alvorlige og store – føles aldrig helt så slemme. Den her serie er en rigtig hyggeserie, og går man ind til den med den indstilling, så fungerer den udemærket.
Der er det klassiske par, bestående af uskyldige, lidt akavede og helt igennem søde og gode mennesker. Der er de to som hele tiden går skævt af hinanden, selvom vi godt alle sammen ved de skal ende sammen. Der er den magtfulde mand som er utro med en af de unge skygeplejsker og selvfølgelig ikke kan acceptere hvis der rykkes ved kønsrollerne. Alle klassikerne er der, og det er også fint. Det kræver ikke den helt store tankekraft. Alligevel keder jeg mig ikke, og kommer da også til at holde lidt af nogle af karaktererne. Min kritik, hvis jeg skal komme med en, er nok at nogle af de alvorlige og konfliktfyldte emner bliver behandlet lidt for let og ikke sætter de spor de burde. Det er lidt ærgerligt.
Skuespillelisten består af danske klassikere som Jens Jørn Spottag, Anette Støvelbæk og Benedikte Hansen – men også nye talenter som er i starten af en flot karriere. Her kan bl.a. nævnes Molly Blixt Egelind (Den Skaldede Frisør), som lige har været med i Vild Med Dans, Katrine Greis-Rosenthal, som stjal billedet i ‘Lykke-Per’ (hvor kom hun lige pludselig fra?) og Morten Hee Andersen, som jeg lige vil fremhæve fordi han er lidt ekstra dejlig og viste i ‘Herrens Veje’ at han er en fantastisk skuespiller – jeg glæder mig til at se flere mere udfordrende roller fra ham! De er alle dygtige, og de gør det alle fint indenfor rammerne, hvor der ikke er plads til de store følelser eller udfoldelse.
Kontinuitet
Stilen holder hele serien igennem – konflikter og dramaer trapper ikke op undervejs, men holdes på det nogenlunde sammen niveau. Hvert afsnit har sit fokus og sine historier, som ofte afsluttes i selvsamme afsnit. Du ved hvad du går ind til, når du har set første afsnit, og der er ingen overraskelser undervejs. Men det er hyggeligt, igennem alle seks afsnit, og sæsonen har da også en form for afslutning i sidste afsnit – selvom det er tydeligt, at der er mulighed for at serien kan fortsætte i en uendelig mængde sæsoner.
Dog bliver det nok en smule kedeligt, hvis man sluger hele sæsonen på én gang.
Copyright: Mike Kollöffel/TV 2