Filmanmeldelse: American Sniper

Hvad tænker du på, når jeg siger Clint Eastwood?

Den maskulin, ærketypiske amerikanske western- og actionskuespiller fra ‘Dirty Harry’ eller ‘Unforgiven’?

Eller instruktøren og produceren, der står bag anmelderroste film som ‘Million Dollar Baby’ eller ‘Gran Torino’?

Jeg tænker på sidstnævnte – ofte med ærefrygt og respekt. For hvor Eastwoods præstation som ung skuespiller aldrig har blæst mig bagover, har han i en sen alder bevæget sig om bag kameraet og skabt en lang række filmperler. Og det nyeste påfund for den nu 84-årige Eastwood, er filmen ‘American Sniper’, der har premiere d. 22.1.14 i biografer landet over. Men ‘American Sniper’ er på ingen måde på højde med Eastwoods tidligere perler.

Historie

‘American Sniper’ bygger på Chris Kyles (1974-2013) bestsellerselvbiografi. Chris Kyle var snigskytte for den Amerikanske flådes special styrker – Navy Seals – med det ene formål, at beskytte egne med-soldater under kamphandlinger. Og Chris var god til sit job, rigtig god – faktisk så god, at han blev en af de mest succesfulde snipers overhovedet med over 160 krigsdræbte på CV’et. Det gav Chris Kyle øgenavnet ‘The Legend’. Et øgenavn, der også finder sin vej om bag fjendens linjer, hvor Kyle bliver et jagtet mål blandt de Irakiske oprøre.

Chris Kyle er placeret på taget af en høj bygning for at fungere som ‘the all seeing and protecting eye’ med sin imponerende sniper riffel ‘loaded and ready’.

Pludselig dukker en mor op med sin lille dreng i hånden, et stykke foran den Amerikanske militær konvoj. Hun rækker drengen en granat, hvilket Chris ser gennem sit kikkertsigte, dilemmaet opstår, skal Chris skyde drengen eller … ? 

american sniper 3

Chris Kyle, der vokser op i Texas, viser sig i en tidlig alder at have et stort talent som skytte, og efter en lidt omtumlet og rastløs ungdom som rodeorytter / cowboy, drages Chris af krigen mod terror og søger optagelse i ‘The Seals’ som snigskytte. Vi følger ham i 4 missioner – med intense og nærtgående kampsener. Kampscener, der desværre i længden bliver for langtrukne og drunker i amerikansk patriotismefølelse – the good vs. the bad – og ‘tough guy attitude’ (hvilket besynderligt nok fremstår som en kontrast til Eastwoods udtalelser i 2014, hvor han åbenlyst tager afstand fra krigen i Iraq). Et plus er dog, at Eastwood også har valgt at beskrive Chris Kyles psykiske mén fra krigen. Kyle fanges mentalt mellem to verdener med meget forskellige præmisser: krigens uforudsigelighed og intensitet vs. den trivielle og forudsige hverdag i en amerikansk forstad. Eastwood stikker dog ikke spaden dybt nok ned i Christ Kyles mentale dilemma – noget, der ellers kunne have hævet plottet og givet filmen en anden dybde og realisme.

Skuespil

Bradley Copper, der tog flere kilo muskelmasse på før sin rolle som Chris Kyle, spiller umiddelbart godt, men hans præstation overskygges af den gennemsyrede, amerikanske patriotisme i filmen. Tilbage sidder man med en lunken og flad smag i svælget. Smagen underbygges af Kyles kone i filmen – Taya Renae Kyle (Sienna Miller, kendt fra bl.a. ‘Alfie’ 2004), der ligesom Copper egentligt leverer en udemærket præstation som den bekymrede, ulykkelige – men urealistisk smukke – mor til to. En enkelt googling er nok. Chris Kyles rigtige kone var køn, men ikke ud over det sædvanelige – hvilket får valget af den langt mere sexede Sienna Miller til at fremstå som et typisk billetsalgsstunt – og i samme åndedrag presser filmens troværdighed ned mod nulpunktet.

Visuelt 

Billedesiden er klassisk Eastwood. Velproduceret og veltilrettelagt. Vi oplever krigens rædsler helt tæt på. Vi føler fortvivlelsen hos både amerikanere og irakere, når vi ser resterne af løsrevne lemmer ligge i gaderne og der ingen progression i krigen synes at være. Vi mærker meningsløsheden og sorgen over tabene, som enhver krig fører med sig.

american sniper 1

Musik og lydbillede

Hvor plottet halter, er lydbilledet genialt gennemtænkt. Lyden af arabisk bøn, der blandes med metalliske lyde fra en amerikansk tanks larveføder, der knuser alt på sin vej, er det første der møder os i filmen. Ingen storstilet underlægningsmusik, der skal understrege drama og spænding. Kun brug af krigens reallyde – der afspejler de aktuelle handlinger i filmen, og giver hver scene et inddragende, realistisk ‘touch’.

Filmen får overordnet 3 stjerner – jeg ville have hævet den op til 4, såfremt ikke den havde været så klichepræget og forudsigelig patriotisk – såfremt Eastwood havde formået at anlægge et mere nuanceret syn på Irakkrigen, der ikke kun ukritisk betragter krigen fra amerikansk side af. Filmens nominering til en Oscar er mig i alt fald en stor gåde …