Den aldrende filmlegende, Clint Eastwood, er tilbage i instruktørsædet med retsalsdramaet ”Juror #2”. Hans to senest instruerede film var med ham selv i hovedrollen, men denne gang forbliver ”manden uden navn” anonym og overlader skuespillergerningen til bl.a. Nicholas Hoult, Toni Collette, J. K. Simmons og Kiefer Sutherland.
Hvad handler den om?
I ’Juror #2’ følger vi Justin Kemp, der som jurymedlem i en højprofileret mordsag begynder at føle, at de fatale begivenheder minder skræmmende meget om en hændelse, han selv var indblandet i. Pludselig får Kemp en meget anden rolle i retssagen og står nu over for et alvorligt moralsk dilemma.
Ville jeg anbefale den?
Vores allesammens yndlingscowboy har, i en alder af 94 år, lagt revolverne på hylden og skyder nu kun med skarpt med kameralinsen. Selvom man da savner at se den cigar-tyggende, poncho-klædte skarpskyder på det store lærred, så er det en gave til filmverdenen, at en mand i hans alder fortsat har krudt nok i kroppen til både at producere og instruere egne film… bare dét alene er ganske imponerende.
Det nyeste skud fra filmikonets filmografi er på mange måder helt klassisk Clint Eastwood. Et medrivende retssalsdrama med mange af amerikanerens yndlingsemner, hvor bl.a. Amerikas Forenede Stater og dennes retssystem kommer i skudzonen. Eastwood placerer sit publikum i juryen og lader selve retfærdigheden gå sin egen rettergang. For hvad er retfærdighed egentlig?
Eastwood lader ofte fædrelandet spille en rolle i sine film, og det gør han også her. Filmens centrale plot er en interessant idé, men det er ikke nødvendigvis fordi, at Eastwood endevender fædrelandet for fejl eller skyder sin lange pegefinger frem mod politiske eller samfundsmæssige problemer. Men han præsenterer sit publikum for nogle problemstillinger, som de kan være med til at udforske, mens han lader en mere personlig drevet fortælling tage førersædet.
Eastwood har sjældent et dominerende tag på sine film, men lader som oftest historierne fortælle sig selv. ’Juror #2’ er helt efter håndbogen på dette punkt og bider ikke meget fra sig – især ikke visuelt – til trods for nogle fine enkeltskud. Der er en rolig tilgang til tingene og nogle gange virker filmen lidt for meget som en billig tv-produktion. Det gør det heller ikke nemmere, at man ikke helt kan lade være med at tænke på film som ’12 Angry Men’ undervejs. Desuden er mange af karaktererne en anelse karikerede og det bliver til tider lidt tungt at overvære.
’Juror #2’ er et retssalsdrama, der makker ret rent filmisk, men gemmer på nogle interessante tematiske vinkler under overfladen. Filmen koger sjældent over, men brygges langsomt over filmens små to timer, som var det friskbrygget kaffe, der fylder rummet med sin indbydende varme og stemning… til gengæld med et lille skvæt whisky i til at efterlade det sidste skarpe indtryk.