Den 21. december er spækket med store filmhistoriske øjeblikke.
Los os kaste os ud i det med stumfilmen ‘Tillie’s Punctured Romance’, også kendt som ‘Chaplin som Millionær’, fra 1914. Den har nemlig den afsindigt dygtige Charlie Chaplin i en hovedrolle, sammen med blandt andre Marie Dressler og Mabel Normand. I denne komedie overtaler Chaplins karakter bondepigen Tillie til at stikke af med ham—med hendes velhavende fars formue med i kufferten. Tillie ender i fængsel, og så stikker Chaplin ellers af med alle pengene og vender tilbage til sin forrige kæreste, Mabel. Men historien slutter ikke der; Tillie arver efter sit fængselsophold en enorm villa fra en rig onkel. Chaplin får overtalt hende til, at lade ham flytte med ind i villaen—og så går det ellers vildt for sig. Det er svindel på højt plan.
Dette er den første og en af de eneste spillefilm, som Chaplin nogensinde har været med i—og så er det verdens første komedie med længe som en spillefilm. Den er intet mindre end banebrydende. Efter dens premiere den 21. december var filmen så populær, at Dressler gentog sin rolle som Tillie i hele tre film til fra 1915 til 1917.
11 år senere havde Sergei Eisensteins ‘Panserkrydseren Potemkin’ sin første filmforevisning d. 21. december 1925.
Filmen er baseret på et mytteri der fandt sted i 1905—besætningen på slagskibet Potemkin gjorde oprør, da de blev serveret råddent kød. Hvad der startede med en proteststrejke endte med et blodigt oprør i hjemhavnen Odessa.
‘Panserkrydseren Potemkin’ anses som et sandt mesterværk og et vigtigt kapitel i filmhistorien. Den blev censureret efter sin premiere og var forbudt bl.a. i Storbritannien helt indtil 1954. Man var bange for, at den ville anspore arbejderklassen til at gøre oprør, hvis de så den, og at den ville sprede kommunisme.
Eisenstein skrev filmen som en slags revolutionspropaganda, men også for at teste sine redigeringsprincipper—Kuleshov-effekten og russisk montage. Ved hjælp af førnævnte skaber seeren selv sammenhængen mellem to uafhængige indstillinger, så scenen hænger perfekt sammen mentalt, selvom indstillingerne måske er filmet helt forskellige steder på jordkloden. Og i russisk montage klipper man fuldstændig usammenhængende indstillinger ind i en scene, som f.eks. en løve, for at styrke scenens tematik og symbolik. Eisenstein brugte disse principper til at gøre visse scener så følelsesladede som overhovedet muligt—f.eks. den endelige massakre på trapperne i Odessa.
Netop massakren er en af de mest berømte scener i filmhistorien, og ‘Panserkrydseren Potemkin’ sidder tungt på sin status som et yderst betydningsfuldt værk. På den helt anden ende af spektret havde ‘Snehvide og de syv dværge’ premiere den 21. december 1937 i Los Angeles.
‘Snehvide’ er en af de mest klassiske Disney film—den er den første film i Animated Classics serien og animationsfirmaets allerførste animationsfilm med spillefilmslængde. Den satte standarden for animationsfilm mange år frem i tiden.
Hvis du ikke kender historien, eller blot har glemt den, så fortvivl ikke; ‘Snehvide’ er baseret på et af Brødrene Grimms eventyr, hvor en ond, smuk dronning frygter, at den unge pige Snehvide en dag bliver smukkere end hende. Da hendes magiske spejl endelig erklærer Snehvide for den smukkeste i kongeriget bliver dronningen så misundelig, at hun prøver at få hende slået ihjel. Snehvide flygter og ender med at gemme sig hos syv små dværge. Men dronning giver selvfølgelig ikke så let op, og hun er endda lige på nippet til at sejre.
‘Snehvide’ var en enorm succes, da den udkom i 30’erne, og var endda nomineret til en Oscar i kategorien bedste musik. Og musikken holder stadigvæk den dag i dag, så det er mere end forståeligt. Den satte skub i Disneys animationsfilmserie, og fik selskab af bl.a. ‘Pinocchio’, ‘Dumbo’ og ‘Bambi’ op gennem 40’erne. Netop derfor er ‘Snehvide’ også blevet omhyggeligt bevaret, ligesom mange af Disneys andre animationsfilm, og kan endda fås på f.eks. Blu-ray i dag. Disney har heldigvis været gode til at præservere deres gamle værker.