Filmanmeldelse: ‘Alita: Battle Angel’

Baseret på en Manga-tegneserie, og produceret af mister Blockbuster i egen høje person, James Cameron. Kommer her en omgang sci-fi ekstravaganza, som på papiret ligner en succes. Men spørgsmålet er, og det så er dette?

Historie

Vi befinder os i herrens år 2563, hvor verden er blevet omdannet til et dystopisk samfund, hvor de privilegerede bor i en såkaldt “sky-by”, imens resten bor i et overbefolket slumcivilisation på landjorden. Og af og til, så dumper de privilegerede deres skrald og skrot ned til de 99% andre, hvor man kan være heldig at finde gode dele. Men hvad Dr. Dyson Ido (Christoph Waltz) finder på denne skrotplads, er meget ud over det sædvanlige. Det er resterne af en kvindelig cyborg, der viser sig stadig at være i live. Dr. ido tager hende hjem til sin klinik, hvor han giver hende en ny krop. Men, da hun vågner op, så viser det sig hurtigt, at denne cyborg er mere end speciel. Hun bærer rundt på en farlig fortid, som gradvist kommer tilbage, og det varer heller ikke længe før denne fortid bringer både hende og Dr. Ido i farer.

‘Alita: Battle Angel’ er instrueret af Robert Rodriguez, der har givet os film som ‘Desparado’, ‘From Dusk Till Dawn’ og ‘Sin City’. Han er en meget visuel orienteret instruktør, der gerne har stærke karakterer med. Derfor, så passer teamsamarbejdet med James Cameron meget godt. Og det kan også mærkes, at Cameron har været over filmen, med hans manus, som til tider synes at have en snært af ‘Avatar’ over sig (men på en bedre facon). Der bliver også taget inspiration fra andre klassiske science fiction film såsom ‘Rollerball’ fra 1975, da der i filmen indeholder en voldelig sportsgren, som direkte er taget fra denne nævnte klassiker, men blot erstattet med robotter. Dette er selvfølgelig ikke noget det gængse mainstreampublikum vil ligge mærke til.

Men selvom historien er fint strømlinet og sidehistorierne ikke generer, så er filmen bestemt ikke uden dens fejl og mangler på dette område. Dialogerne er især nogle gange ikke optimale, og hovedpersonen Alitas forelskelse i et menneske leveres meget teenage-agtigt, uden virkelige dybe følelser og menneskelighed, men snarere noget fra en ‘Twilight’ roman. Og selvom man føler, at skaberne bag filmen gerne vil lave noget spændende og unikt, ja så er plottet bare alt andet end lige dette. Filmen ligger i enden alvorligt op til en fortsættelse, hvilket i denne skribents univers er mere velkomment end ‘Avatar’ 2, 3 eller 4. Men alligevel, så er det irriterende at man ikke kan lukke plottet helt sammen.

Skuespil

Rosa Salazar spiller Alita. Til tider er hun så “cute”, at man ikke kan lade være med at forelske sig i karakteren, samtidig med at hun også kan sparke alvorlig røv. Dog, så kan man blive lidt irriterende, når man prøver at gøre hende 100% teenager, i stedet for en stærk kvindelig karakter. Christoph Waltz er som altid solid, men jeg fornemmede visse steder, at han måske kørte lidt på “auto pilot’ med hans skuespil. Solid er denne skribents celebrity crush, Jennifer Connelly også, men det er Mahershala Ali som lidt stjæler filmen, med endnu en suveræn præstation som filmens skurk.

Visuelt

Det er på dette felt, at filmen i den grad scorer topkarakter. For ‘Alita: Battle Angel’ er en visuel godtepose! Ja, man kan godt se at karakteren Alita er computergenereret, men siden karakteren ikke skal forestille at være menneskelig, så tilgiver man mere, end f.eks. nogle af de forsøg man har gjort i de nyere ‘Star Wars’ film (især ‘Rouge One’, hvor man genskaber en ung Prinsesse Leia og skurken Tarkin). Universet er troværdigt, og følelsen af at vores skuespillere i virkeligheden render rundt i et studie fyldt med “green screen”, var ikke til stede. Virkelig flot klippet, kreeret, legende og skabt!

Musik og lydbillede

Når man spenderer 200 millioner dollars, så må man også regne med et godt lydbillede, og det skuffer heller ikke. Det hele flyver rundt om ørene på en, og på intet tidspunkt stoppede jeg op og undrede mig over en fejl på dette felt. Musikken er skabt af Junkie XL, og passer ligeledes upåklagelig, men det er ikke et score som man vil dyrke og have i samlingen af soundtracks.

Copyright: 20th Century Fox