Historie
Janus er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, og begynder at skrive over brev med sin gamle gymnasieveninde, Amina. Men pludselig stopper brevene fra hende. Da Janus bliver udskrevet, er han fast besluttet på at finde Amina, men det er ikke helt let.
Filmen starter når Janus bliver udskrevet, og så går jagten på den forsvundne kvinde. Vi får lidt efter lidt mere indsigt i hvem Janus er, igennem forskellige flashbacks. Vi følger Janus igennem hans søgen efter Amina, og alt bliver set fra hans synsvinkel. Ting bliver ofte kun fortalt implicit, altså ikke direkte, og vi oplever kun de ting som Janus oplever. Det er en interessant måde at fortælle historien på.
Historien i sig selv er ikke så vildt avanceret eller sindsoprivende i sidste ende. Filmen er 100% afhængig af den måde den bliver fortalt på: at Janus er en upålidelig fortæller og vi er begrænset til at opleve tingene, som han oplever dem og ikke mindst, at en stor mængde af information bliver holdt tilbage for seeren. Uden det, var filmen meget hurtigt blevet kedelig. Det er måske lidt nogle billige tricks, for bare fordi man fortæller på en interessant måde, så bør man ikke glemme den gode historie. Men jeg bliver dog alligevel fanget af filmen, især af Janus og hans natur.
Filmen trækker en ind i en bestemt sanselig stemning, hvor man får det dårligt når Janus får det dårligt, og man lever sig ind i karakteren, fordi filmen fokuserer så meget på sanser – fx fokus på hans hænder og hvordan de rør ved forskellige ting. Det er alt sammen et sammenspil mellem det visuelle, musikken og skuespillet, som får det til at fungere. Og samtidig så er der så mange ting der bliver holdt tilbage for os, at vi egentlig ikke kender meget til Janus – hans fortid, hvad der er sket som har gjort ham psykisk syg, og hvem manden han hele tiden hallucinerer om er. Og det at det hele ikke er skåret for meget ud i pap, synes jeg er befriende. Man finder bl.a. først sent ud af, hvis lejlighed Janus opholder sig i, og det sker på en fin elegant måde.
Derudover er der dog mindre elegante ting i historien. Som fx når han pludselig ender i et bandemiljø, og det går hen og bliver enormt voldeligt – jeg følte at jeg pludselig var i en ‘Taken’ film eller noget lignede og det var bare ikke passende i fortællingens natur. Jeg forstår til en hvis grænse, hvorfor det er der – det noget med at få os til at danne forskellige hypoteser – men jeg synes samtidig ikke det skulle være udført som det var, og slet ikke så overdrevet.
En anden ting, som jeg ikke mener er vellykket er filmens klimaks. Jeg kan godt lide klimakset – det er egentlig det der giver hele handlingen mening – men det er meget klumset leveret: for hurtigt overstået i forhold til, at det faktisk er ”pointen” med hele filmen, så at sige. (Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle noget).
Skuespil
Esben Smed bærer uden tvivl filmen helt alene på sine skuldre. Der er ingen andre skuespillere der er med til at danne nogen handling. Esben gør det godt, og hans skuespil er meget effektivt og troværdigt. Janus’ psykiske sygdom er egentlig i de fleste scener ikke tydelig at se i skuespillet – men det er måske faktisk ret realistisk. Jeg tror ofte at film udstiller og viser psykisk sygdom på en helt forkert og misforstået måde.
Jeg har lidt et problem med, at jeg synes Esben Smed lidt hænger fast i sin rolle i ‘Bedrag’. Han formår ikke helt at skubbe den væk fra sig, i den her film. Men det jo også svært, når man har set så mange timer med en skuespiller i én bestemt rolle. Men igen, jeg synes han gør det virkelig godt – glæder mig til at se ham i noget andet i fremtiden.
Visuelt
Den visuelle side er meget sanselig. Det visuelle giver en perfekt følelse af at være inde i Janus’ hoved, ved at have mange nærbilleder, og fokus på små detaljer. Jeg følte at den visuelle del i samspil med musikken, skabte en interessant stemning, som gav mig mulighed for bare at følge med, uden at tænke for meget, men bare observere og opleve.
Musik og lydbillede
‘Aminas Breve’ har et enormt smuk, stemningsfuldt og udtrykstfuldt lydbillede. Det fylder meget, men er også en enorm stor del af fortællingen, da der er begrænset med dialog. Musik er med til at få en til at leve sig ind i det univers Janus er i, og er meget effektivt med til at få en til at føle med ham, og opleve hans nedbrud. Meget veludført, og smuk musik.