I ‘Anora’ er lapdances, ketamin og russiske oligarker på menuen side om side med tårer, grin og New Yorks immigrantmiljø. Sean Bakers nye mørke komedie er charmerende, morsom og skarp, selvom den ikke lander helt så godt, som den springer.
Historie
Anora (Mikey Madison) arbejder som sexarbejder i New York, da hun møder den russiske rigmandssøn Ivan (Mark Eydelshteyn). Sammen fester de sig igennem hans ferie i USA, hele vejen til Las Vegas, hvor den unge Ivan frier til Anora. For Anora er lykken gjort. Hun siger sit job på stripklubben op, flytter ind i Ivans luksusvilla og erhverver sig lækre pelse og diamantringe. Men lykken varer ikke længe. For kort efter deres lynægteskab opsøges Ivan og Anora nemlig af tre håndlangere fra Ivans familie. Hans forældre er nemlig bestemt ikke er vilde med deres søns valg af ægtefælle. Ivan flygter og efterlader Anora med sine forældres håndlangere. Snart indser hun, at hun må samarbejde med de tre mænd, hvis hun skal gøre sig nogen forhåbninger om at redde sit ægteskab – og sin nye livsstil.
‘Anora’ kan ærligt talt bedst beskrives som en romcom med et twist. Filmen rammer de samme narrative slag og gør brug af mange af de samme troper, som vi kender fra netop den genre. Hvis man ser helt nøgternt på filmens narrativs store træk, er der ikke langt til en Netflix-jule-romcom, blot med flere eksplicitte sexscener og mere coke. Og det er faktisk både filmens største fordel og ulempe.
Der er en grund til, at så mange mennesker nyder romcoms. De er morsomme, de er underholdende, de er charmerende og meget nemme at se. ‘Anora’ har alt det kørende for sig – og mere til. Dialogen er naturlig, men overraskende. Karaktererne er arketyper, men føles tredimensionelle. Miljøet er pulserende levende.
Men der er også en grund til, at så mange mennesker ser ned på romcoms. De er formulariske, de er banale, de er generiske. Og det ender ‘Anora’ desværre også med at være i nogen grad.
Filmen kommer utroligt godt fra start, og den første time til halvanden er overbevisende, underholdende og interessant. Men som vi bevæger os ind i anden halvdel, bliver den repetitiv, forudsigelig og klichéfyldt. Karaktererne mister deres dybde, vittighederne er ikke længere sjove, og fortællingen føles flad. Jeg tror simpelthen bare ikke, at det her behøvede at være en næsten to og en halv time lang film. En kortere spilletid havde tilladt filmen at holde sig skarp og frisk hele vejen igennem, hvilket som konsekvens havde givet filmens emotionelle klimaks mere slagkraft.
Skuespil
Det bankende hjerte i ‘Anora’ er titelkarakteren, spillet af Mikey Madison, der tidligere har medvirket i Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’ og ‘Scream V’. De øvrige skuespilpræstationer er udmærkede, men Madisons præstation er afgørende for filmens succes.
Madison leverer en suveræn præstation, der løfter filmen til et højere niveau. Hendes Anora er charmerende, morsom og intelligent, omend uforfinet. Hun formår at være både streetsmart og kynisk, men også romantisk og håbefuld – alt sammen med en overbevisende autenticitet.
Visuelt
Visuelt er ‘Anora’ en solid film. Det er her visuelle, at filmens ambition om at være realistisk og forankret i virkeligheden virkelig indfries.
Filmens kostumer og makeup er måske ikke iøjnefaldende, men det er tydeligt, at der er lagt stor opmærksomhed på at give hver karakter en klart defineret visuel identitet, der både understøtter og uddyber den enkeltes personlighed og baggrund.
Filmfotograf Drew Daniels har tidligere arbejdet på flere Sam Levinson-projekter som ‘Euphoria’ og ‘The Idol’, og det kan ses i filmens visuelle sprog.
‘Anora’ er filmet i New York, i virkelige restauranter, casinoer, omgivet af virkelige personer. Det giver filmen et dokumentarisk præg, som fungerer rigtig godt. Filmens visuelle verden føles både stor og overvældende, som en storby, og samtidig intim og lokal.
Musik og lydbillede
Jeg har det problem med ‘Anora’, som jeg har med mange moderne film: musikken og lydbilledet føles ofte som en eftertanke snarere end en integreret del af filmen. ‘Anoras’ soundtrack er godt, når det faktisk er til stede, og da får musikken lov til at fylde. Men hvis musikken ikke er central i en scene, er den næsten ikke til stede. I stedet for at understøtte filmens øvrige elementer forsvinder det stilistiske lydbillede.
Det værste, man kan sige om ‘Anora’, er, at der i sidste ende bare ikke er specielt meget at sige. Det gælder både filmens musik og lydbillede, men også dens øvrige elementer. Udover Madisons præstation har filmen rigtigt mange gode elementer, men de bliver aldrig for alvor oversat til magiske øjeblikke på lærredet. ‘Anora’ er ikke desto mindre en rigtig seværdig film og en god biografoplevelse.