Sean Baker er en af de førende instruktører inden for amerikansk independent film, og han interesserer sig specielt for den laveste klasse i det amerikanske samfund. Han laver personlige film og er selv inde over alle faser i filmens tilblivelse. Baker slog for alvor igennem i 2015 med ’Tangerine’. En film der især fik meget opmærksomhed, da den udelukkende blev filmet på en Iphone.
Historie
Halley (Bria Vinaite) bor sammen med sin seksårige datter, Moonee (Brooklyn Prince) på det farvestrålende motorvejsmotel, The Magic Castle, i Orlando Florida, lige i nærheden af Disney World. Mens Halley prøver at hustle sig til penge til næste uges husleje, formår Moonee og hendes venner at gøre hver dag til et eventyr med ekspeditioner i området og narrestreger med de andre beboere og motelbestyreren Bobby (Willem Dafoe).
Handlingen i ’The Florida Project’ er simpel og ikke noget ekstraordinært, men det er heller ikke dér, Sean Bakers fokus er. Som elev af de store mestre, John Cassavettes og Éric Rohmer, er Bakers film i høj grad karakterdreven fremfor at have fokus på et egentligt plot. Han er mere stemningsskabende end handlingsskabende. Så hvis du er til film a la Agatha Christies krimiromaner, skal du nok gå en stor bue udenom denne lille perle. Hvis du derimod har en forkærlighed for de små personlige film, er ’The Florida Project’ garanteret noget for dig.
Noget der ikke fungerer for mig er, at historien i nogle tilfælde føles en smule lang. Det er oftest, når Baker bruger for mange eksempler på at understrege en pointe, eller når han vælger at følge andre karakterer end de tre farverige hovedroller.
Skuespil
Når man forsøger at skildre virkeligheden, som Sean Baker gør det, er hovedingrediensen godt skuespil. Den illusion han skaber skal altså være så virkelig som overhoved mulig- og det ved Baker! Derfor bruger han også lang tid på at finde de rette skuespillere i castingprocessen.
Willem Dafoe – som er oscarnomineret for at spille Bobby – leverer en pragtpræstation som motelbestyreren med et hårdt ydre og et blødt, menneskeligt indre. Dafoes spil er meget subtilt, og følelserne er at finde i øjnene. Han er en konstant splittet karakter, der vil andre det godt, men også kender spillets regler. Hvis du er for blødsøden, bliver du udnyttet i det miljø, der omgiver dig. Det er som en forbandelse, der følger ham igennem de faldefærdige og farvestrålende bygninger, hvor det hele tiden er lettest at være tough og smide følelserne langt, langt væk.
Sublime Bria Vinaite spiller Moonees mor, Halley. Det er ikke en rolle, der er let at skabe sympati omkring, men vi holder af Halley, fordi hun i bund og grund vil sit barn det bedste. Hun fører en meget utraditionel form for børneopdragelse, som de fleste nok ville forbinde med uansvarlighed. Men hun er ikke uansvarlig, fordi hun er et dårligt menneske. Hun er uansvarlig, fordi hun er en ung pige, der aldrig selv har fået lov til at have en ordentlig barndom.
Brooklynn Prince er en af de bedste børneskuespillere, jeg nogensinde har set. Med Sean Bakers opsatte improvisationer og i samspil med de andre børn virker Prince som en skuespiller, der virkelig føler sig hjemme i rollen som Moonee. Moonee er fræk, charmerende, en intelligent lille pige, og hun er gruppens naturlige leder. Prince skaber på magiskvis fine nuancer og kontraster i sin karakter. Hun er på overfladen en hård pige med et ordforråd som en havnearbejder, men hun viser til tider også en følsom og naiv side af sin karakter. En side som piger på hendes alder nu engang har.
Visuelt
Hvis du er til det visuelt flotte og til de store effekter, så har ’The Florida Project’ ikke meget at byde på. Men som stor fan af den lidt trashy stil er Bakers måde at lave film på lige noget for mig. Sean Baker er ikke en instruktør, der interesserer sig for prangende totalbilleder. Han arbejder minimalistisk med en dokumentarisk stil, der klæder det emne og miljø, han portrætterer. Han bruger ofte naturligt lys og håndholdt kamera, der giver filmen en råhed. Baker tager ikke side, når han laver film, men lader kameraet observere situationer, mens han konsekvent holder linsen i øjenhøjde med dem, han skildrer.
Musik og lydbillede
Baker har virkelig sans for detaljer på lydsiden. Det er dog begrænset, hvad filmen har at tilbyde dig, der vægter den musiske understøttelse af billede, som en vigtig ingrediens for din filmoplevelse. Igennem hele filmen høres lyden af bilerne på motorvejen suse forbi de farverige bebyggelser, hvilket fortæller os, at det her ikke er et sted, man holder ind, det er et sted, man kører forbi. Eksempler som disse er der flere af, og jeg synes, at hans brug af metaforisk lyd er virkelig fin. Udover det er det meget sparsomt med brug af underlægningsmusik, hvilket klæder filmens realisme.