© 2021 Culture Entertainment, Bitters End, Nekojarashi, Quaras, NIPPON SHUPPAN HANBAI, Bungeishunju, L’ESPACE VISION, C&I, The Asahi Shimbun Company

Filmanmeldelse: Drive My Car

Ryusuke Hamaguchi leverer en smuk, inderlig adaptation af Haruki Murakamis novelle, der i søndags løb med Oscar-statuetten for bedste internationale film og er den første japanske nominering nogensinde i kategorien “Bedste film”.

Historie

Yusuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) er en anerkendt skuespiller og instruktør, der efter det tragiske dødsfald af sin 4-årige datter er vendt mod teaterskuespil. Hans kone, Oto, har trukket sig fra sin egen skuespilskarriere, men arbejder nu videre som manuskriptforfatter. Parret virker forholdsvis harmoniske- dog opdager Yusuke en dag, at Oto er ham utro i deres eget hjem. Konflikten bliver aldrig taget, og en dag kommer han hjem til Oto, der er faldet om i entreen med et slagtilfælde.

© 2021 Culture Entertainment, Bitters End, Nekojarashi, Quaras, NIPPON SHUPPAN HANBAI, Bungeishunju, L’ESPACE VISION, C&I, The Asahi Shimbun Company

Dette er blot anslaget for Hamaguchis adaptation af Murakamis novelle ‘Drive My Car’, fra samlingen ‘Men Without Women’ fra 2014. I den følgende fortællling følger vi Yusuke to år efter konens dødsfald, hvor han har takket ja til at instruere en opvisning af Tjekhovs ‘Onkel Vanja’, hvor skuespillerne optræder på deres egne, forskellige modersmål. Teateret beder Yusuke om at tillade en chauffør at køre hans bil frem og tilbage. Dette er han noget imod, men han opdager hurtigt at den unge, kvindelige chauffør Misaki Watari (Toko Miura) kører som en drøm og ikke har noget imod at holde sig i baggrunden.

I løbet af de mange køreture til og fra teaterets øvelokale, opdager Yusuke og Misaki at de har mere til fælles end de troede, og herfra holdes der mange, lange samtaler om sorg, skyld og ens plads i livet, efter man har mistet.

Selvom det ofte kan blive en smule langhåret og filosofisk, er manuskriptet virkelig smukt udformet. Uanset om der citeres fra russisk teater, eller om der tales mere uformelt om sex og kærlighed, føles karaktererne ægte og indle.

Skuespil

Manus og skuespil er virkelig i fokus her, både inde og ude af fortællingen.  Hidetoshi Nishijima gør sin karakter Yusuke utrolig nuanceret, trods manuskriptets introverte atmosfære. Det poetiske, lidt styltede manuskript bliver menneskeliggjort af skuespilpræstationerne, der giver en ømhed og en tyngde til de lange fortællinger.

Særligt skal det også prises, at skuespillet næsten ikke lider under manuskriptets mange sprogskift og den noget tunge fortolkning af Tjekhov. Selv i det mørkeste øjeblik ligger det sjove eller skæve aldrig langt væk, så selvom det er hårde emner, der tages op til diskussion, ender det heldigvis aldrig i den rene elendighed.

© 2021 Culture Entertainment, Bitters End, Nekojarashi, Quaras, NIPPON SHUPPAN HANBAI, Bungeishunju, L’ESPACE VISION, C&I, The Asahi Shimbun Company

Visuelt

Billedsiden og scenografien er ligesom alt andet i filmen afmålt, afdæmpet og velovervejet. Lange strækninger af motorveje, arkitektonisk grå beton og blåt hav og himmel står i stærk kontrast til den postkasserøde bil, der danner ramme for fortællingen.

De langsomme scener giver plads til virkeligt flotte, nærmest maleriske billeder. Nogle gange kan det blive lige lovligt gråt og langsomt, men ofte er der altid noget smukt at kigge på, om det så er idylliske landskaber eller smukt belyste nærbilleder.

Musik og lybillede

Musikken har taget et bagsæde til reallyden, og ofte er det bare bilens motor og skuespillernes stemmer, der er klarest i fokus. Enkelte sekvenser føres elegant videre af soundtracket, og selvom det er minimalt, at der leges med lyden, er det bare enormt effektivt.

'Drive My Car' har biografpremiere 31. marts 2022
Kort fortalt
Den stilfærdige kunstfilm lever tydeligvis i bedste velgående, og 'Drive My Car' er en smuk samtale om sorg, bitterhed og kunstens rolle i at kunne komme videre i livet.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse3 stemmer
5