Det Bhutanske bud på bedste internationale film til dette års Oscar-uddeling er at finde i den hjertevarme film ‘Skolen ved verdens ende’.
Historie
Ugyen er en ung mand med drømme om at slippe væk fra sit lærerjob i den bhutanske hovedstad Thimpu og tage til Australien for at søge lykken som musiker. Den ide bliver hurtigt saboteret, da hans lærerkontrakt sender ham til Lunana, verdens allermest afsides skole. Gemt væk bag en 8 dages tur fra nærmeste landsby og op i 5km høje bjerge må Ugyen nu finde sig i manglende signal, strøm og vinduer uden glas i.

Historien er set ca. en million gange før: en arrogant, overlegen type befinder sig pludseligt i uvante rammer for at lære at være et mere hensynsfuldt og empatisk menneske. Trods den noget overfladiske fortælling, rammer filmen alligevelt lige i hjertekulen. Ugyen er lige præcis nuanceret nok til at være troværdig, og de andre landsbyboere virker ligeledes genkendelige men overbevisende. Det føles som en jordnær udgave af et Disney-eventyr, fuldendt med sang og en yakokse som maskot.
Skuespil
Størstedelen af skuespillerne er egentlig slet ikke skuespillere- for Lunana er en vaskeægte bhutansk landsby, og flere af karaktererne spilles af landsbyens reelle beboere. Heriblandt er Pem Zam, klassens duks, der slet ikke er til at stå for.
Selvom det til tider er tydeligt, at skuespillerne hælder til den uerfarne side, er det ligeså tydeligt, at de har haft en fest med at få filmen indspillet. Alle virker veloplagte og entusiastiske, og det smitter. Særligt venskabet mellem Ugyen og guiden Michen virker oprigtigt. Dog betyder det at den noget kliche-fyldte dialog kan klinge endnu mere hult i mundene på karaktererne, men når fokus kommer væk fra replikker, bliver det nærmest dokumentaristisk at få lov at se hvordan mange af personerne på skærmen rent faktisk lever i deres hverdag.




Visuelt
Billedsiden er hvor ‘Skolen ved verdens ende’ virkelig brillerer. Det har meget lidt med fancy kameraarbejde og filmmagi at gøre; landskabet i sig tager vejret fra en. Det er storslået natur, og filmen tager alle chancer for at vise landsbyen fra alle dens smukke, barske og finurlige vinkler. Ligesom fortællingen er det simpelt, men smukt.
Musik og lydbillede
Musik er altafgørende for Ugyens karakter, og det bliver det, der kan samle ham og landsbyen. Filmen åbner med et skud af en ung kvinde, der sidder med ryggen til og synger for fuld hals op til bjergtinderne, og det sætter stemningen for resten af filmen. Ugyens iPod bliver symbolsk for hans rejse til det simplere liv, og han kommer tættere på Asha, landsbyens overhoved (og ikke mindst den unge kvinde) gennem traditionel sang.
Selvom det må være de færreste danskere, der har et godt tag på dzongkha (Bhutans nationalsprog), bryder sangene igennem og gør fortællingen endnu mere universel. Her skal man altså ikke være bange for forvirrende undertekster eller tung dialog- musikken taler for sig.