Filmanmeldelse: Elvis

Baz Luhrmann er endelig ude med sin nye film ‘Elvis’, en klassisk biopic i stil med ‘Bohemian Rhapsody’ og ‘Rocketman’. Luhrmann har taget fat i den klichefyldte genre med tydelig entusiasme og har tilføjet sin som altid overdådige og maksimalistiske stil.

Historie

Elvis’ livshistorie er efterhånden så legendarisk, at den undervises i skoler på samme plan som JFK og Martin Luther King. Når en fortælling er så velkendt, nærmest mytisk, bliver det endnu sværere at ramme en stil, der passende kan indkapsle storheden. I ‘Elvis’ løser Luhrmann dette i samme stil, som også kan ses i hans adaptation af ‘The Great Gatsby’ i 2013: festlig, overflodsagtig og hæsblæsende, både i det visuelle, klipningen og musikken.

Copyright Warner Bros.

Filmen har valgt at køre historien nærmest fuldstændig kronologisk, på samme måde som mange andre biografiske musikfilm, på nær en lille rammefortælling med en gammel, tyk og afdanket Colonel Tom Parker spillet af Tom Hanks, Elvis’ manager, der fungerer som vores fortæller i filmens løb. Det kan blive en smule forudsigeligt, men samtidig giver fortællingens enkelthed muligheden for, at Luhrmann kan lægge sig ud i stor stil med montager, musikalske indslag og klipning, der nogle gange kan gøre dig helt søsyg i sin hastighed.

Filmen har enormt meget, den skal nå igennem, så foruden den hæsblæsende hastighed, er filmen også overdådig i sin spilletid, hele 2 timer og 40 minutter. Det virke noget udmattende, men det er i filmens sidste time, at stilen endelig viger for skuespillet, og her får historien endelig lov til at blive følelsesladet og (en smule) mere ægte.

Skuespil

I skuespilspræstationerne, er det klart Austin Butler i titelrollen, der stjæler showet hele vejen igennem. Hans portrættering af Elvis er karikeret og til tider fjollet, ja, men der er flere øjeblikke, hvor man helt glemmer at der gemmer sig en rigtig mand bag al hårgeleen og spraytan; han lever sig fuldstændig ind i rollen, og selvom han vejes ned af mere og mere makeup i filmens løb, formår han at forblive hjertet af fortællingen.

Copyright Warner Bros.

Til gengæld sættes Butlers portræt af legenden i komisk kontrast til en af Tom Hanks’ nok svageste præstationer, Colonel Tom Parker. Næsten ugenkendelig med fatsuit, gammelmands-makeup og en pinligt dårlig hollandsk accent skal Hanks forestille at være filmens fortæller, men han ender mere med at blive distraherende for selve historien. Det er virkelig ærgerligt, at det største skuespillernavn i filmen skulle bruges på denne fjollede, næsten pinlige præstation.

Copyright Warner Bros.

Visuelt

Visuelt har filmen meget, meget travlt, og det er både en kæmpe styrke og en lidt forvirrende svaghed. Klipningen og filmens generelle pace er hæsblæsende og alle parametre er skruet op på max. Filmen havde haft godt af lidt færre stilede titelkort og lidt langsommere, hensigtsmæssig klipning, men det kan ikke benægtes at det er en visuel fest, hvor alle dele er nøje udtænkt.

Det skal også nævnes, at alle kostumer og sets er helt fænomenale, og gør fortællingen  troværdig og næsten teater-agtig.

Musik og lydbillede

Det er virkelig heldigt, at det, der særligt spiller for en musikfilm er lydbilledet. Som med alting i ‘Elvis’ er det overdrevent og propfyldt med klassiske Elvis-sange, overdådig filmserie og nyere indslag fra b.la. Doja Cat og Eurovisions Måneskin. Der bliver til tider en smule overdrevet med så mange indtryk, men generelt løfter det filmen op til en overvældende hyldest af et af verdens største musiske ikoner.

'Elvis' har biografpremiere 23. juni 2022
Kort fortalt
'Elvis' er en overdådig musikalsk hyldest til en vaskeægte legende. Austin Butler er overraskende overbevisende som "E.P.", og Luhrmann er tilbage i stor, vild og overflodsagtig stil.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse14 stemmer
4