Harry Potter universet har altid haft en speciel plads i mit liv. Harry Potter og De Vises Sten er en af de første rigtige biograf oplevelser jeg kan huske, og ligesom mange andre på min alder er jeg vokset op med filmene. Det var derfor med blandede følelser at jeg modtog nyheden om at der ville komme flere film fra universet. Det går sjældent godt når studierne vil malke videre på noget succesfuldt. Men er Fantastic Beasts and Where to Find Them bare en malkning af succesen eller kan dette franchise på 5 film holde fast på os i nogle flere år? Lad os dykke ned i den magiske kuffert og finde ud af det.
Historie
Filmen foregår i 1926. Mange år inden nogen har hørt om Voldemort og inden Lily og James Potter er blevet født. Vi befinder os i New York, som ligesom mange andre steder i verden, har en hemmelig verden der er gemt for det ikke-magiske folk, kaldet no-maj’s. Eventyrer Newt Scamander ankommer hertil som afslutningen på sin år-lange verdensomrejsning hvor han har søgt og fundet magiske væsner af alle arter. Men efter en uheldig tur gennem New Yorks gader slipper nogle af hans væsner løs, og spreder nu særheder overalt i byen, hvilket Det Amerikanske Magi-samfund ikke er glade for, da det kan afsløre hele deres hemmelige verden.
Til at starte med, må det hellere siges af denne film hverken betegnes som en prequel eller sequel. Det er (Efter instruktør David Yates og J.K. Rowlings egne ord) en spin-off. Man skal derfor ikke gå ind og forvente en ny historie om Voldemort, eller fremtidssyn om Harry Potters tid. De to historier har ikke meget med hinanden at gøre. Og hvor er jeg glad for det er sådan. Historien er sin egen, og holder sig kun til et par referencer til et par navne og steder, som vi kender. Kun én enkelt person som vi på en måde har set får, er med i denne film. Jeg vil selvfølgelig ikke nævne hvem det er.
Men selvom filmen er sin egen kan man stadig mærke at den er fuldstændig i ånd med Harry Potter filmene. Dette kommer nok af at det er J.K. Rowling der har skrevet manuskriptet i sin debut som manus-forfatter. Og man kan stadig mærke at universet ligger hende tæt på hjertet. Det mest interessante ved filmen synes jeg dog var at i endelig kom ud over Storbritanniens grænser. For det magiske samfund dækker selvfølgelig hele kloden. Lovene i Storbritannien er ikke helt de samme som i Amerika, selvom Det Internationale Hemmelighedsdekret dog stadig skal overholdes. Samtidig kan man mærke at vi befinder os i en helt anden tidsalder, hvor folk var mere uvidende. Både troldmænd, hekse og no-maj’s. Det er en helt anden verden, end den vi kender til ca. 70 år senere. Og det er også disse ting jeg vil glæde mig til at se i de fremtidige film. Magi-samfundet overalt i verden, og hvordan de stille og roligt ændre sig med tiden.
Men en masse godt kommer sjældent uden noget dårligt, og det skal selvfølgelig også nævnes. Filmen har to store plots. Begge fylder meget i historien. Men det ene af dem er udelukkende lavet for at det skal hænge sammen med de efterfølgende film. og selvfølgelig er det godt at lave sammenhæng, når man ved at der skal udgives flere film, men jeg synes ikke at de to plots er skrevet godt nok sammen. Man bliver ikke overrasket over hvad der sker. Plot nr. 2 føler jeg skulle være gemt bedre, så man måske fik et større chok når alt blev afsløret til sidst. Det kan måske lyde som om at jeg klager meget nu, men jeg synes virkelig at det er ærgerligt at historien hele tiden sættes på pause, fordi at der lige skal fortælles noget historie i det andet plot, for at man ikke lige glemmer det. Det burde have været mere mystificeret.
Men jeg vil dog give J.K. Rowling den ros at det er flot arbejde med sit første manuskript. Men bøgerne havde plottet viklet mere ind i sig selv. Hvis det giver mening(?)
Skuespil
Generelt set er skuespillet virkelig godt hele filmen igennem. Eddie Redmayne der spiller Newt Scamander, giver rollen en underlig blanding af ængstelighed, nervøsitet, frækhed, men samtidig modig og elskelig overfor sine dyr. Og denne blanding fungerer bare. Det er ikke sådan at han hopper mellem alle disse hele tiden, men i stedet hele tiden holder sig til allesammen på en gang. Han har virkelig taget rollen til sig, og han ser helt professionel ud når han svinger med sin tryllestav. Man tror på at magien kommer ud af ham, og det er virkelig rart at se.
Ezra Miller spiller den stille dreng/unge mand ved navn Credence. En indelukket dreng der har levet et hårdt liv, og er meget forvirret over hvem han kan stole på. Jeg synes Ezra Miller er en fantastisk skuespiller. Jeg synes dog han klare sig bedre i andre roller, hvor han spiller lidt mere “smart-ass”. Men det skal selvfølgelig ikke holde ham fra roller som denne, hvor han da også levere en flot præsentation.
Dan Fogler spiller no-maj’en Jacob Kowalski der hives ind i den magiske verden ved et uheld, hvilket burde være hans mellemnavn. Han bruges uden tvivl som den klassiske comic-relief. Men han føles ikke misplaceret, som det ellers nogle gange er med sådan nogle. Jeg er sjældent personen der griner med på disse jokes der kommer frem fra dem, men jeg må indrømme at jeg fik et smil på af manden mere end en gang. Og det er noget af en præsentation.
Den sidste hovedrolle jeg vil nævne (Der er ellers mange, men disse var de vigtigste at fremhæve) er Katherine Waterston der spiller Porpentina Goldstein, eller bare Tina. Scamander’s hjælpende hånd rundt om i New Yorks gader. Dette er den skuespiller jeg var mindst glad for. Det meste af tiden spiller hun egentlig fint, og man forstår hendes kamp for igen at komme i god jord hos præsidenten for magi, samt auror-kontoret. Men der er bare en gang imellem hun skrider lidt sidelæns i rollen. Det er kun et par dårlige leveringer af et par linjer ind imellem, som sikkert kunne være blevet ordnet ved at skyde scenen igen. Det kan måske lyde som småtterier, og det er det sikkert også, for man sidder ikke og tænker meget over det. Men det var bare ærgerligt at disse tidspunkter kom.
Visuelt
Jeg var ikke glad for effekterne i de sidste af Harry Potter filmene. Det var næsten som om de faldt i kvalitet efter David Yates overtog instruktør rollen. Derfor var jeg virkelig bange for hvordan effekterne ville være i denne film. Men de var bedre langt bedre en nogle af Harry Potter filmene. Efter min mening er der intet der overgår effekterne i Hemmelighedernes Kammer og Azkaban-filmene, men effekterne i Fantastic Beasts var dog bedre end de andre Yates-film, og det var jeg virkelig lettet over. Derudover har farve-paletten fået et drej på kontrasten så det hele ikke længere er så gråt i gråt, som det var i især Halvblodsprinsen. Verden føles lidt mere virkelig igen.
Colleen Atwood lavede kostumerne, som falder lige ind i universet, samtidig er Stuart Craig tilbage som production designer hvilket helt sikkert hjælper med at komme ind i samme ånd Harry Potter filmene startede for 15 år siden.
Jeg så filmen i IMAX 3D. Og lige fra starten fløj magien ud i hovedet på en. Jeg lukkede rent faktisk øjnene en enkel gang da en sten fløj ud af skærmen (Pinligt…). Der er ikke tvivl om at de har lagt nogle kræfter i udnytte 3D effekten. Det har da helt sikkert hjulpet at det var IMAX, og jeg vil derfor ikke stå inde for hvordan det ser ud i normal 3D. Og ligesom så meget andet tror jeg at jeg villet have nydt filmen præcis lige så meget 2D. Men hvis du er fan af 3D, kan det være værd at tage chancen og se den på denne måde.
Musik og lydbillede
Soundtracket til filmen er lavet af James Newton Howard, der før har lavet musik til bl.a. Hunger Games-serien og Nolans Batman-trilogi. Og han skuffer ikke i denne film. Da temaet startede samtidig med filmen blev jeg helt glad, og kunne høre det inkorporerede Harry Potter soundtrack, og var med det samme inde i universet. Det gør en helt glad. Igennem filmen lagde jeg dog mindre mærke til musikken, og man lagde ikke mærke til flere store stykker, som vi ellers fik fra f.eks. Hedwigs tema, fra De Vises Sten. Men stadig dog intet ondt at sige om musikken.
Header-billede fra IMDb.com – Dan Fogler, Alison Sudol, Eddie Redmayne, Katherine Waterston