Filmanmeldelse af Get Out på filmpuls.dk

Filmanmeldelse: Get Out

Social angst, paranoia og hverdagsracisme er under kniven i denne spøjse, rodede og intense satire gyser.

Get Out er skrevet og instrueret af komiker Jordan Peele og er ikke bare hans instruktørdebut men også hans første udfoldelse indenfor drama, hvilket viser sig på anderledes måder og til tider distraherende tidspunkter. Det kan fornemmes at folkene bag filmen har haft svært ved at balancere satirisk humor, alvorlige thrillerelementer, serie-gysertraditioner og racelighedskommentarer. Hvilket også kan ses på filmens brogede markedsføring, der især i sine trailers viser forvirring i stemning og genre. Trailerne burde man forresten generelt holde sig helt fra, før man har set filmen, da den spoiler alt for mange af filmens mysterier og giver et urealistisk billede af hvad filmen vil og gør. Den får faktisk deres egen film til at se enormt dårligere ud end den er!
Men hvad der møder én i biografsalen, om end stilforvirret, er underholdende og interessant, og lykkedes på forskellige måder at skabe en intens og mystisk historiefortælling.

Historie

Vores hovedperson Chris, spillet af Daniel Kaluuya, er en semisuccesfuld fotograf og er i et kærligt forhold med den hvide Rose (Allison Williams). Sammen skal de på weekendtur til Roses families palæ, hvor Chris skal introduceres til hendes forældre for første gang, hvilket han allerede fra start er nervøs over og frygter en akavet respons når de ser hans hudfarve. Familien viser sig dog at være vældigt åbensindede og gør efter synende det bedste de kan for at udtrykke accept og gæstfrihed. Men tingene viser sig hurtigt at have en anden karakter og gennem tilstedeværelsen af familiens sorte tjenestefolk og mærkelige begivenheder, begynder facaden at krakelere og paranoia og mystik tager over.

Filmens grundpræmis kan altså koges ned til; ”Afroamerikansk mand skal møde hvid kærestes familie, og der er noget helt galt”, hvilket virker som en bevidst hyldest til det simple ved seriegyser-genren i skole med Stephen King tidlige noveller, Goosebumps og Tales From The Crypt. Disse gysertraditioner bliver også i høj grad indfriet når plot-twistet er sket og gyset har taget over for mystikken.

Den første akt og filmens tidlige udpensling af karakterer og mystik er overvejende underspillet og modent, og især dynamikken mellem kæresteparret bliver vist på en troværdig og virkelighedstro måde, hvilket skaber god kontrast til de aparte personer vi møder hos familien.

Get Out filmanmeldelse
© Universal Pictures

Men de første tegn på stemnings-ubeslutsomheden viser sig dog allerede ved introduktionen af comic-relief karakteren Rod, spillet af komiker LilRel Howery, der som Chris’ ven skal passe katten mens de er væk og får tilføjet et par kommentarer til situationen og løbende eskalering. Karakteren er velskrevet og underholdende, og blev mødt med en hel del latter fra den biografsal jeg sad i, men hans plads i historien og især det stemningsmæssige afbræk han skaber, er mig en gåde.
Dramaet der bliver udforsket og mystikken der bliver opbygget er dog velfungerede, og selvom det er umuligt at gå i dybden med hvad der sker i 2. og 3. akt uden at afsløre alt for meget, er det forfriskende at se en moderne gyser der oprigtigt gør noget anderledes og uforudsigeligt – det går helt bananas!

Skuespil

Som før nævnt er kæresteparret Chris og Rose de bedst udviklede i filmen, hvilket man i høj grad kan takke præstationen fra især Daniel Kaluuya for. Kaluuya har før vist sit talent i Black Mirror og Dennis Villeneuves Sicario fra 2015 hvor han er dygtig til at skabe en troværdig ro og tilstedeværelse i sit karakterer-skuespil, det er dog umiddelbart første gang at han får lov at bære en spillefilm som hovedperson, og tager tydeligvist jobbet meget seriøst. Karakteren Chris er et ganske udmærket fartøj ind i den besynderlige historie, da hans afmålte karaktertræk og troværdige sårbarhed skaber den menneskelige forbindelse man som tilskuer har brug for blandt de excentriske og karikerede biroller.

Get Out filmanmeldelse
© Universal Pictures

Hvad angår de øvrige skuespiller er der helt sikkert nogle der falder igennem, og især hen imod filmens dramatiske afsløringer viser samtlige af familiemedlemmerne sig ikke at kunne bære de lumske og uhyggelige præstationer de burde. Især faren (spillet af Bradley Whitford) og broren (Caleb Landry Jones – der tydeligvis forsøger at projektere præstationer som Michael Pitts i Funny Games) falder begge i overspils-fælden og ender med at falde sammen med filmens satire og humor, hvilket tydeligvist ikke var meningen. Dertil har kæresten Rose (Allison Williams) også sine pinlige øjeblikke, og selvom hun er en god sparingspartner til Kaluuya slår hun ikke til når hendes karakter skal stå selv. (Derudover er det også svært ikke at se hendes karakter fra HBO’s Girls, som forhåbentligt ikke er et problem for andre tilskuere, men som bestemt ikke tilføjer noget til dramaet)

Visuelt

Get Out er skudt på et forholdsvist tyndt budget på 5 millioner dollars, hvilket også bidrager til den finansielle succes på 100 millioner dollars den indtjente alene på de første 16 dage – bestemt en gyserfilms-anomali. Men på trods af det lave budget mangler filmen ikke visuel opfindsomhed og professionel kvalitet. Generelt er filmen skudt på standard og velbelyst manér, hvilket til tider giver den en Tv-serieagtig stemning der passer bedst til dens humoristiske og muntre scener. Dette skaber dog en velfungerende kontrast til de blålige og blege nattescener og især de abstrakte drømme-sekvenser der finder sted når vores hovedperson bliver hypnotiseret. I disse scener føles filmen nærmest som en art-house produktion, hvilket falder i tråd med filmens generelle ubeslutsomhed, men fungerer alletiders som enkeltstående scener.

Generelt er filmen god til at undgå moderne horror-clichéer, og er derfor også forfriskende fri for de skrigende CGI-ansigter der normalt springer ind i billedet, og undgår derved også den filtrerede utroværdige æstetik der normalt ses i horrorfilm. (Hvilket filmens eget produktionsselskab Blumhouse Productions selv normalt er slem til – yuck!)

Musik og lydbillede

Det originale soundtrack af Michael Abels er også noget for sig selv, og ligesom filmen selv referer det tilbage til specifikke gysertraditioner, fra noget så banalt som violinerne i Hitchcocks Psycho, gennem Jocelyn Pooks kompositioner til Eyes Wide Shut, frem til Jonny Greenwoods score til The Master. Især soundtrackets hviskende hovedtema (Navngivet ”Sikiliza Kwa Wahenga (Main Title)” på soundtracket), der går igen og advarer om de usete kræfter der lurer under det ellers såre simple familiedrama, er faretruende og underspillet uhygge. Denne form for fremmanende messe, der høres i forskellige variationer, kalder tilbage til dissonansen i Jerry Goldsmiths ”Ave Satani” fra ”The Omen” (1976), og er næsten så velfungerende og ubehagelig at filmens indhold ikke kan leve op til det.

Derudover er lydsiden ikke særligt iørefaldende udover enkelte scener som den førnævnte hypnosesekvens hvor der bruges desorienterende mumle-effekter på reallyden, og overraskende uhyggelig brug af en cirkulerende ske i en tekop.

Filmanmeldelse Get Out
© Universal Pictures