Der er ingen tvivl om, at når det kommer til kæmpe monstre, ja så er Godzilla kongen på tronen. Og selvsamme trone skal nu bestiges med denne film, som man igennem et stykke tid med diverse trailers har teaset os med. Der er blevet lovet den ultimative monsterkamp, så spørgsmålet er nu om ‘Godzilla II: King of the Monsters’ kan levere varen?
Historie
Sidst vi så Godzilla rev han halvdelen af San Francisco ned i kampen mod nogle andre ækle monstre. Fem år er gået og ingen har siden set noget til hverken Zilla eller andre bæster, men det krypto-zoologiske bureau Monarch ved mere end som så. De har registreret 17 andre monstre, som hver er i dyb dvaletilstand rundt omkring på jorden ved underjordiske baser drevet af bureauet. Der er tydelige beviser på, at disse monstre engang regerede over verden, og skabte balance via død og ødelæggelse. En balance som en gruppe øko-terrorister tror på kan ske igen i en verden fyldt med forurening og overbefolkning. De sætter sig for at infiltrere visse Monarch-baser for at vække disse kæmper til live igen. Disse aktiviteter får en gammel kendings opmærksomhed, og han har i fem lange år ventet på muligheden for, at vise hvem den sande konge er. Der er dømt kamp til døden i blandt kæmperne, og alt dette foregår imens menneskene kæmper for deres egen fremtid.
Personligt så kunne jeg godt lide Gareth Edwards’ ’Godzilla’ fra 2014. Filmen havde bestemt dens fejl og mangler, ikke mindst anden del af historien som plotmæssigt dykker i niveau. Men trods dette var jeg meget tilfreds, og derfor så var jeg da spændt på at se, hvad man kunne diske op med i efterfølgeren. Desværre så er ’Godzilla II: King of the Monsters’ ikke bare en ringere film end den første, men den bærer klart på titlen… en uværdig 2’er. Katastrofal ringe er den ikke, nej der er fornøjelige øjeblikke, hvor man næsten er ved at knibe sig selv i armen. Men for dem, som gerne ville have lidt mere en bare tom monstersmadder, så går man skuffet ud af biografmørket.
Hvis jeg ser plottet fra fugleperspektiv, ja så er det noget voldsomt rodet sludder. Så kan du sige: ”Slap nu af, det bare en monster-Godzilla-film”. Men problemet er, at filmen tit tager sig selv for seriøst. Javist, så hverken regner man med eller skal kræve dybere meninger, når man går ind og ser sådanne slags film. Det bliver dog f.eks. bare ekstremt irriterende, når de sætter mange videnskabelige teorier op, som man par tout som tilskuer må sluge. Ikke fordi jeg har en kandidatgrad i videnskab, men når sludder forbliver sludder, eller ”videnskabelig plothuller”, ja så kan man ikke lade være med at klø sig i hovedbunden. Havde man sat en mere enkel opsætning op, og bare ladet de kære monstre slås, så kunne man have været mere tilfreds. Irriterende er det også, at ligesom i 2014-udgaven, at man påklistrer endnu et familie-drama-historie ind i en ’Godzilla’-film. Det er åbenbart en typisk amerikansk måde at fortælle stort set enhver historie på, uanset om det er rumvæsner, monstre, naturkatastrofer eller jorden der går under, der danner den ydre ramme. Og så er der delen med øko-terroristerne (eller klimatosser med pistoler, som Pia Kjærsgaard nok ville kalde dem). En del af mig synes det er latterligt, men på den anden side så tiltaler det min mere platte side, især med den synlige allegori om, hvem de virkelige monstre er.
En del fans klagede over, at 2014-udgaven ikke havde særlig mange monsterkampe eller ikke viste Godzilla i særlig lang tid. Deres bønner er i den grad blevet hørt, for der er mere end rigeligt med både Zilla, andre monstre og kampe. Men personligt, så fandt jeg ikke denne ”pay off” mere tilfredsstillende. Jeg kunne faktisk godt lide, at man i den sidste film ikke så forfærdelig meget til Godzilla, før det endelige klimaks. Det var en fin opbygnings fase, hvor man så til sidst fik fuld valuta for pengene. Men her, så bliver kampene (personlig for mig) nok for kedelige, da det blot er den ene omgang computer-genereret kaos og smadder efter det andet, der ikke får mine nakkehår til at rejse sig i længden.
Skuespil
Filmen byder på en palet af større og mindre kendte navne. Nogle er her for at skabe drama, andre spænding og et par få komik. Men hverken dramaet eller komikken spiller, og for mig virkede nogle karakterer meget todimensionelle, selvom man desperat prøver at gøre dem til mere end hvad de er. Mest forbryderisk, hvis man må bruge sådan et hårdt ord, er den altid fantastiske David Strathairn, som max er med i 1½ – 2 minutter. Et par andre karakterer fra den tidligere film prøver man også at gå ”fuld cirkel” med, men ikke med et tilfredsstillende resultat, hvis man spørger denne skribent. Dialogerne synes også at have taget et dyk, og når man hører ting som: ”Oh my god… zilla”. Ja, ved man godt hvad klokken har slået.
Visuelt
Dette har tydeligt ikke været en billig film at producere. Der er godt med smadder, monstre og katastrofer til, at hvis man er fuldstændig ligeglad med alt der hedder plot, ja så vil du nok være tilfreds. Dog, så er det ikke altid at scenerne er godt konstrueret, eller rettere sagt klippet. For kampe mellem kæmpe monstre, ja de fungerer altså ikke bedst ved at lave for mange ”close up” vinkler, som kan forvirre en. Kald mig bare gammeldags, men jeg kan nu bedst lide de gamle ’Godzilla’ film fra Japan, hvor det er stuntmænd i dragter der kæmper mod hinanden, og smadre miniature storbyer. Synes det er charmerende, men ikke fordi jeg mener at man i 2019 skal gå den vej, men det burde da for pokker være muligt at lave lidt flere ”practical effects”, end det CGI-helvede vi her får serveret.
Musik og lydbillde
Franske Alexandre Desplat lavede musikken til den sidste film. Det var måske ikke et samlet score, som man sådan ville dyrke i dybden som filmnørd, men den havde sine øjeblikke. Bear McCreary er manden som har overtaget komponistrollen til denne forestilling, hvilket er godt larmende, men ikke ørehængende. Dog, så var det alligevel på den musiske del at jeg havde en af de store øjeblikke med filmen, da Bear McCreary pludselig begyndte at spille det originale Godzilla-theme fra de japanske film, og det opløftede klart den visuelle del til et højere niveau for mig. Men sådan noget ligger man kun mærke til, hvis man er fan eller kender til de originale film. Lydmixet er ret solidt, men når budgettet er, ja monster stort, så er det også forventeligt.
Copyright: Warner Bros.
