Kongen over alle monstre, Godzilla, er tilbage i et nyt reboot.
Der var både glæde og frygt, da fans af Godzilla-filmene modtog nyheden om, at der var et nyt amerikansk reboot på vej af deres favorit monster. I 1998 forsøgte Roland Emmerich sig med filmen… ‘Godzilla’, der udelukkende foregik i New York, USA, samt præsenterede monsteret med et meget anderledes T-Rex-lignende udseende. Filmen fik en lunken modtagelse, bl.a. pga. dens vage humor, skuespillet og manuskriptet.
Dette er dog, heldigvis, langt fra tilfældet med Gareth Edwards’ ‘Godzilla’, som leverer en historie, der i langt højere grad går tilbage til sine rødder, samt giver en meget stærkere fortælling om monsteret, Godzilla.
Historie
Filmen lægger ud med at introducere os for Joe Brody (Bryan Cranston) og Sandra Brody (Juliette Binoche), som bor i Japan med deres søn, Ford (voksen udgaven er spillet af Aaron Taylor-Johnson), og arbejder på et atomkraftværk.
Der sker desværre massive rysteler i jorden, som får atomkraftværket til at krakelere, og Sandra må lade livet for ikke at hele byen dør af kraftværkets radioaktivitet.
Alle udtalelser fra kraftværkets administration hævder, at det var et jordskælv, som ødelagde kraftværket. Men den tror Joe ikke på, og i 15 år forsøger han at undergrave, hvad der egentlig skete ved ulykken, der dræbte hans kone.
Ford er i mellem tiden blevet en voksen mand, der ligner Kick-Ass. Han er gift med Elle (Elizabeth Olsen), han har en søn, er bosat i San Francisco og arbejder som mineryder inden for militæret. Det lader til at køre for ham, indtil Joe har brug for hans hjælp i Japan, til at komme ud af politiets klør.
Efter lidt overtalelse tager Ford med Joe ind for at undersøge den radioaktive zone omkring kraftværket. Til deres begges forbløffelse finder de hvad, der har forårsaget kraftværkets ødelæggelse – en MUTO (senere defineret som Massive Unidentified Terrestrial Organism… kreativt) – et kæmpemæssigt, flyvende insektlignende monster med stylte-lignende ben og klør.
Efter lidt ødelæggelse af MUTOen, som udklækker fra sin puppe, bliver Ford hevet med ombord af Dr. Ichiro Serizawa (Ken Watanabe), som på dette tidspunkt er blevet etableret som manden, der kender til alle hemmelighederne. Han introducerer Ford for genopstandelsen af monstre – særlig den, som de i Japan kalder… Gojira.
Dette monster behøver næppe nogen som helst introduktion, men det er i Serizawas overbevisning, at Gojira, eller Godzilla, som amerikanerne senere kalder den, vil skabe balance i verdenen, og nakke MUTOen.
Men er Godzilla i virkeligheden en trussel mod menneskeheden? Eller er den vores eneste håb?
Herefter følger en kamp med tiden og ikke mindst kæmpe-mæssig monster-kampe mellem Godzilla og MUTOen. Nogen vil måske føle sig mæt af monster-gadekampe, hvis man har oplevet Guillermo del Toros ‘Pacific Rim’ (2013), men det er stadig enormt underholdende, og ja, så er det jo for fanden Godzilla – The King of Monsters!
Gareth Edwards’ version vinder enormt meget ved først og fremmest at gå tilbage til rødderne, men også ved, at skabe et på mange områder personligt familie drama, i form af Fords oplevelser med monstrene, og hvor meget sorg de har bragt i hans familie.
Filmen lider en smule under enkelte plothuller, der sagtens kunne være lappet. Nogle vil måske også begræde, at Godzilla ikke er selve centrum for historien, men nærmere blot optræder som en vigtig karakter i fortællingen.
Samtidig har Edwards ændret en del på selve oprindelsen af Godzilla-monsteret, hvilket ellers er essentielt for hele dens tilblivelse og “mytologi” bag den. I den oprindelige ‘Godzilla’ fra 1954 afprøves der atombomber i stillehavet, som så skaber monsteret Godzilla, da det er moder jord/naturens svar mod dens fjende – menneskeheden. Godzilla opstår for at skabe balance i verdenen og bekæmpe os mennesker, og er altså derfor en meget mere dyster fortælling og med en del selvhad til menneskeheden. Edwards har ikke valgt at tage dette aspekt med i hans film, hvilket gør historien en smule mindre modig, end den originale.
For fans vil Edwards’ ændringer i fortællingen måske ikke falde i så god jord – ikke desto mindre fungerer det fint, da det virker mere “realistisk”, hvilket har været Edwards mål med denne film; hvad hvis vi rent faktisk blev angrebet af kæmpe monstre? Hvordan ville de kunne opstå og hvordan ville verdenen reagere?
På disse aspekter vinder Edwards’ ‘Godzilla’.
Skuespil
Edwards skulle angiveligt ihærdigt have opfordret skuespillerne i, ikke at kigge på filmen som en ren og skær monster-film, men mere som et drama, hvor de var i centrum, for at give deres præstioner et ekstra nøk. Og alle gør det ganske udmærket. Især Bryan Cranston, som størstedelen kender fra serien ‘Breaking Bad’ i rollen som Walter White.
Alle virker enormt underspillet og helt nede på jorden, hvilket kan virke som et sjælendt syn i en kæmpemæssig amerikansk blockbuster. Særligt én scene med Bryan Cranston går lige i hjertet, da han fra et afhøringslokale grædende og frustreret råber ud til Dr. Serizawa, der overvåger ham igennem et spejl, at han kræver svar på hvorfor hans kone er død.
Visuelt
MUTOen og særligt Godzilla er lavet til perfektion. Da man for første gang, et godt stykke inde i filmen, endelig får hele Godzilla at se, løber der kuldegysninger ned af ryggen af ren rædsel og forbløffelse over Godzillas størrelse og massive tilstedeværelse. For ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så er Godzilla GIGANTISK, og Edwards præsenterer monsteret på mesterlig vis. Filmen minder op til Godzillas endelige fulde fremtræden en smule om Steven Spielbergs’ ‘Jaws’ (1975), da kun få dele af monsteret bliver afsløret, hvilket forstærker oplevelsen endnu mere, når man så får hele kagen i hovedet, og ser og hører Godzilla næsten smadre lærredet og surround sound systemet, med sit massive brøl.
Derudover har ‘Godzilla’ en er de fedeste og flotteste sekvenser, der er lavet i blockbusters i lang tid. Sekvensen, der også optræder i trailerne, er hvor faldskærmsudspringerne hopper ud fra et fly, og daler ned igennem de mørke skyer, med rød farve, der skyder ud bag dem, mens bygningerne brænder under dem og Godzilla kæmper mod MUTO. Fantastisk blockbuster eye-candy.
Alle special effects er i det hele taget til UG, og vi bliver hevet igennem en masse forskellige miljøer, fra den tilgroet forbudte radioaktive zone i Japan, til Hawaii, San Francisco og Nevada.
Musik og lydbillede
At høre Godzillas brøl i en biograf, som med Imperials Atmos lydsystem, er næsten hele turen værd. Edwards her bevaret lyden af brølet, fra de originale film, dog med enkelte forbedringer. Undertegnede frygtede at højtalerne ville overstyre og sprænge, og at gulvet ville flække pga. bassen, hver gang Godzilla brølede igennem – det er heftige sager!
Derudover leverer filmen en medrivende score, som passer godt til situationer, som når Godzilla uddeler håndmader til MUTO.