Forfatteren David Levithan, der er kendt for sine ungdomsbøger, har endelig fået en af sine romaner filmatiseret. Det kommer ikke som et chok, da John Green er i krig med selskabet Paramount som han solgte rettighederne til ‘Looking for Alaska’ til for mange år siden, og derfor kommer der ikke nogle filmatiseringer af hans film foreløbigt. Dette betyder heldigvis at andre berømte forfatteres historier får en chance. Hvorvidt det var den rigtige roman som de har valgt at filmatisere kan diskuteres, men ikke desto mindre er filmen nu udkommet i Danmark.
Historie
Den 16-årige high school elev Rhiannon lever et helt normalt liv lige indtil hendes kæreste overrasker hende med en fantastisk date. Det viser sig dog, at det ikke var hendes kæreste der pludselig blev ekstra kærlig, men derimod en mystisk person ved navn A, der har overtaget hans krop. A er en person, der har levet hele sit liv gennem andres kroppe. Hver dag vågner A op i en fremmeds krop og styrer den de næste 24 timer. A har mulighed for at få adgang til personens minder og personlighed, men A har også sin egen personlighed. A har altid levet gennem personerne så neutralt som muligt, så der ikke sættes nogen spor på personens liv. Dette ændre sig dog, da A forelsker sig i Rhiannon og fortæller hende hele situationen. Forståeligt nok nægter hun at tro på A i starten, men senere bliver de dog forelskede. Men hvordan er man kæreste med en person der skifter krop hver dag?
Hold da op, det var ikke nemt at forklare. Det var heller ikke helt nemt at forstå i starten, da jeg så filmen. Producenterne gør et meget godt job med at skjule det faktum, at A ikke har sin egen krop. Der bliver lagt små hints til As situation i starten, så det er op til publikum at forstå indtil det direkte bliver forklaret. Det kan jeg godt lide. Det er så fuldstændigt urealistisk, nærmere mere realistisk at hun blev forelsket i en fisk, men alligevel hopper man med på præmissen og glemmer hvor latterligt det egentlig er.
Plottet har helt sikkert fungeret rigtig godt i bogen, hvor det er op til læseren selv at danne sig et billede af A, men i filmen ser man visuelt forskellige mennesker portrætterer den samme person. Det ville have fungeret bedre hvis man så A som 5-6 forskellige personer, hvor skuespillerne fik mere skærmtid, men her er der hele 15 personer der portrætterer A. Både kvinder og mænd af forskellige etnicitet. Det er alt for overvældende og gør det svært for publikum at knytte sig til A og forstå As personlighed. Til trods for at der var for mange skuespillere der portrætterede den samme person, kan jeg godt lide at As fysiske udseende hver dag var så forskellig. Hver person var en ny type med forskellige problemer.
Som I nok har gættet er filmen en rigtig kærlighedshistorie. Det er en moderne Romeo & Julie på syre for at sige det mildt. Rhiannon har adskillige problemer med at holde forholdet skjult for sine venner, der for resten overhovedet ikke siger noget til at Rhiannon står og kysser og holder i hånd med en ny person hver dag. Det er også en smule besynderligt for publikum at se Rhiannon kysse med en ny person hver dag, og der skal lige understreges at hun kun ses kysse A en gang da A er en pige, hvorimod hun nærmest flår tøjet af A hver gang det er en fyr der er guf for øjnene.
Det bringer mig til filmens skjulte budskab, der ikke er så skjult igen. Budskabet er nemlig at kærlighed ikke kender køn eller etnicitet. At man elsker et menneske for hans eller hendes personlighed og ikke på grund af fysisk udseende. Det er et budskab der er meget omdiskuteret i ungdomsfilm- og litteratur, og helt sikkert et emne der skal diskuteres endnu mere. Filmen håndterer dette budskab rigtig godt og sætter egentlig ikke så meget fokus på hvor forskellig A er fra dag til dag. Det tages som en selvfølge at det ikke er noget problem om A er mørk eller hvid, mand eller kvinde. Der bliver faktisk aldrig afsløret om A føler sig som en kvinde eller en mand. Det er jeg ret vild med, og synes at mange film kan lære af dette. Der er dog nogle steder hvor deres budskab halter lidt, som det med forskellen på Rhiannons fysiske kontakt med A alt efter om A er en pige eller dreng. Det accepteres dog, da den på så mange andre måder er et forbillede til fremtidige teenagefilm.
Skuespil
Som nævnt tidligere var der for mange skuespillere der portrætterede A. Dette kunne tydeligt mærkes på skuespillet, da hver skuespiller fik meget kort tid til at præsentere deres karakter som A havde overtaget. Skuespillerne var derfor nødsaget til at overdrive deres skuespil, så publikum hurtigt fik en ide om, hvilken type karakteren er. Der var ikke mulighed for at gå i dybde med alle de personer hvis kroppe A overtog, hvilket var ærgerligt. Dog skal Justice Smith og Lucas Jade Zumann præstationer fremhæves, da de gjorde det rigtig fint. Hvorvidt det er fordi, de fik mest skærmtid, kan jeg ikke sige.
Angourie Rice overraskede mig helt vildt positiv. Ud fra traileren havde jeg regnet med at hun vil blive tung for de andre skuespillere at danse med, men hun tog føringen fint. Hun er en af de bedste skuespillere der har været med i en nyere teenagefilm i følge mig. Helt klart en at holde øje med. Hendes kemi med de andre skuespillere var realistisk, hvilket må have været svært, da hun hele tiden skiftede partner. Det kan ikke understeges nok hvor glad jeg er for at Rice faktisk spiller det hun er: en teenager! Hollywood har i lang tid haft en forskruet ide om at skuespillere i midt og slut tyverne er bedst til at portrættere teenagere, hvilket ikke er tilfældet. Det er bare ofte nemmere at relatere sig til en skuespiller, der er den alder som han eller hun skal portrættere, og ikke en mand i slutningen af tyverne med skæg og tatoveringer. Angourie Rice er 17 år gammel, lidt over et år ældre end hendes karakter.
‘Hver Dag’ skal også have ros for diversiteten blandt skuespillerne. Alle former for etniciteter er repræsenteret i filmen, hvilket giver et realistisk billede af hvordan verden er i dag. Der går ikke kun hvide mennesker på high schools i Amerika, men også asiater og latinamerikanere. Der er ingen etnicitet der blev vægtet højere end en anden, og etniciteten har ingen betydning for hvordan personen bliver behandlet i filmen. Det var rigtig fedt at se.
Visuelt
Der er ikke så meget at sige til dette punkt. Skuespillerne er altid klædt i noget moderigtigt tøj, der fint afspejler hvad unge går i. Det var en fin detalje, at hver gang A vågner som en ny person, så kigger A på sine hænder og beder Siri om at sætte en alarm på telefonen. Det giver publikum visuelt cues om, at det er A der har taget over kroppen. Ideen med As brug af Instagram er også en fin måde at demonstrere hvor mange personer som A har været igennem sit liv. Det fungerede også godt, da der vises hvordan A regner med at fremtiden med Rhiannon kommer til at se ud.
Musik og lydbillede
Har ikke andet at sige end at det fungerede fint. Det er nogle gode sange som der blev spillet, og de passer fint til scenerne. Det var smart at knytte en bestemt sang til A så publikum ved at hver gang den sang bliver sunget af en person, er det faktisk A der synger.