Sofa-faktor

Endnu en uge – endnu en Stephen King filmatisering. 2017 har været en ren gavebod for King-fans, og i sidste uge kunne folket i stuerne se ‘The Dark Tower’ (læs vores Blu Ray-anmeldelse her) og nu er turen endelig kommet til ‘It’ – en af 2017’s med hypede film – som puster nyt liv i folkets klovne-fobi. ‘It’ er baseret på Stephen King’s fantastiske roman fra 1986, og dækker den første halvdel af bogen som rummer over 1.100 sider. Den har været filmatiseret én gang før, tilbage i 1990, som en to-delt miniserie hvor Tim Curry skræmte seerne fra vid og sans i rollen som Pennywise. Denne version er en to-delt filmudgave, og er instrueret af den argentiske Andy Muschietti, der tidligere stod bag gyserfilmen ‘Mama’ fra 2013, som har ønsket at lave en version der følger bogen tættere end mini-serien havde mulighed for.

‘It’ omhandler drengen Bill Denbrough hvis ellers normale liv i den lille by Derry, vendes på hovedet da hans lillebror Georgie forsvinder. Georgie er ikke den eneste, og så småt begynder det ene barn efter det andet at forsvinde fra byen uden nogle spor. Bill er opsat på at finde Georgie i live, men ingen længe må ham og hans venner Beverly, Eddie, Richie, Mike, Ben og Stan – også kaldet The Losers Club – stå ansigt til ansigt med et fremmed væsen fra en anden verden, der tager form som den makabre klovn Pennywise. De kalder den Det Onde.

De syv venner hjemsøges af den ondskabsfulde klovn i forskellige former – alt fra hovedløse børn, infektions-rige klunsere og Modigliani-inspirerede fløjtespillere. Samtidig med at de kæmper med fraværende forældre, vanrøgt, misbrug, mobning og ulykkelig kærlighed, må de lære at se frygten i øjnene og sætte deres egne liv på spil for at redde Derry’s børn og hinanden. King’s historie om venskab, frygt, kærlighed og tab er en af hans absolut bedste, og Muschietti udviser stor respekt for materialet i sin filmatisering. Han formår at fange essensen af King’s roman, og skaber en smuk og tidsløs lille film der tager seeren tilbage til barndommen.

‘It’ er en både hjertevarm, morsom, tragisk og ubehagelig historie om at overkomme sin frygt. Det er ikke den uhyggeligste film du nogensinde vil se, men det prøver den heller aldrig på at være, og ej skal den. King’s roman er langt mere end bare en gyserhistorie, og havde Muschietti blot fokuseret på uhygge havde han fejlet komplet. Det er ikke der historien ligger. Det skal også nævnes at Muschietti udviser stor tilbageholdenhed når det kommer til filmens R-rating. Mange instruktører ser ofte denne sjældent-givede rating som en gylden mulighed for at skrue voldsomt op for blod og indvolde, men i ‘It’ bruges disse effekter sparsomt og kun hvor det føles nødvendigt, og dermed gør de langt mere indtryk. Især den efterhånden ikoniske åbningsscene gives en yderst ubehagelig opgradering, sammenlignet med den tamme version fra 1990. Derudover foregår den første del af historien nu sidst i 80’erne frem for starten af 60’erne. Men hvis du tror at det betyder A-Ha’s ‘Take On Me’, puddelhår og benvarmere så kan du godt tro om igen. Filmen føles aldrig som en 80’er tidsbobbel, og både kostumer, omgivelser og dialog er tidsneutrale nok til at de ikke vil føles akavet eller udateret om et årti eller to, men man kan stadigvæk spotte 80’erne når man kigger ordentligt efter. Nostalgien er subtil og smagfuld. Det gøres aldrig til en gimmick, og fjerner på intet tidspunkt opmærksomheden fra plottet eller karaktererne.

85% af filmens kvalitet kommer fra castet. De syv unge skuespillere – Jaeden Liberher, Jack Grazer, Sophia Lillis, Jeremy Ray Taylor, Finn Wolfhard, Wyatt Olef og Chosen Jacobs – var mellem 12 og 14 da filmen blev indspillet og jeg kan ikke komplimentere dem nok. The Losers Club er hjertet af King’s historie og deres præsentationer er fantastiske hele vejen igennem. Der er ikke et svagt led i ‘It’ og selvom enkelte af karaktererne har mere kød på end andre – og dermed gør mere indtryk – så har de alle en specifik karakter og et øjeblik at skinne i. Forhåbelig har de alle lovende karrierer foran sig. At finde en god børneskuespiller er ofte en stor bedrift; at finde syv er nærmest et vidunder. Inkluderer man de unge skuespillere bag Bill Denbrough’s uheldige lillebror Georgie, samt den lokale bølle Henry Bowers og hans bande, så er vi oppe på hele 12 virkelig stærke unge stjerner. Det fortjener den største ros, både til dem og til Andy Muschietti for at have instrueret dem så stærkt.

Og for ikke at forglemme filmens hovedattraktion, så er det den svenske skuespiller Bill Skarsgård som tager klovneskoene over for Tim Curry i rollen som Det Onde, og han er eminent. Skarsgård spiller Pennywise langt mere uforudsigelig og dyrisk end Curry gjorde, og han sælger idéen om et urgammelt væsen fra en anden verden langt bedre. Curry var underholdende og til tider ubehagelig, men han glemte ofte at spille Det Onde – hans satning lå på klovneformen og ikke det der gemte sig bag. Skarsgård spiller derimod ikke Pennywise, men rettere et fremmed, ikke-menneskeligt væsen der imiterer klovnen Pennywise. Skarsgård tilføjer så mange små fysiske finurligheder til karakteren. Det er en af de slags præsentationer hvor det nærmest er umuligt at få øje på skuespilleren bag – ikke kun på grund af den fremragende make-up, men også det virkelig gennemførte kropssprog og stemmeskuespil.

‘It’ er ikke perfekt. Den lider at nogle til tider haltende CGI-effekter (men til gengæld virkelig flotte praktiske modstykker) og det kunne ønskes at nogle af scenerne fik lov til at udspille sig mere langsomt og dermed opbygge endnu mere spænding end Muschietti giver dem lov til, trods filmens ellers flotte spilletid på 2 timer og 15 minutter. Den er derimod fantastisk flot filmet, og har en tragisk overset instrumentalt soundtrack af Benjamin Wallfisch, som virkelig er værd at bruge tid på for en soundtrack-fetichist som undertegnede.

‘It: Chapter 2’ som får premiere i September 2019 har meget at leve op til. Især skal de voksne skuespillere (der endnu ikke er blevet castet) virkelig arbejde hårdt for at overgår deres yngre udgaver. Men jeg har fuldt tillid til Muschietti og hans crew nok skal levere, måske endda med et større budget og endnu mere kreativ frihed, givet at ‘It’ blev en kæmpe finansiel succes, og modtog flotte anmeldelser verden over; en sjældenhed for en genre film. Indtil da kan ‘It’ ses eller genses i hjemmebiografen med en yderst varm anbefaling.

Ekstra materiale

‘It’ er blevet udgivet på DVD, Blu Ray og 4K Ultra HD, og byder på et lækkert og klart billede, samt flot lyd. Især filmens smukke soundtrack kan virkelig mærkes her. DVD udgivelsen har kun en bonus, mens de to HD-udgivelser har fire i alt.

‘Deleted and Extended Scenes’ byder på en håndfuld sekvenser der endte på gulvet i klipperummet og er den eneste bonus som er at finde på DVD-udgivelsen. Sammenlagt når de op på lidt over 15 minutters spilletid. Den første er en “alternativ” åbningsscene som er lavet med et glimt i øjet og en lille ekstra gave til publikum. Resten er alle reele og utroligt gode scener, og jeg aner simpelthen ikke hvad Warner Bros har tænkt på her – der er ikke én af disse som burde have været fjernet fra den færdige film. Alle scenerne omhandler børnene (der er ikke én fraklippet scene med Pennywise heri) og der gives simpelthen så meget mere . Mere fokus på Bill’s fraværende forældre, mere fokus på karakterernes venskab der styrkes når de er allermest skræmt, mere humanisering af filmens (menneskelige) antagonist… Alle disse scener ville have tilføjet virkelig meget ekstra “umpf” til filmen! Derudover er der en alternativ slutning (eller rettere en forlængelse af slutscenen) som runder filmen af langt mere balanceret og tilfredsstillende. Den originale slutning er fin og effektiv, men denne kunne give lidt mere en emotionel og mere sigende ende. Forhåbelig sættes alt ind i den rygtede Extended Edition som Muschietti har påstået skulle blive udgivet til foråret.

‘Pennywise Lives!’ er en næsten 17-minutters lang featurerette hvor cast og crew snakker om filmens titulære karakter og hans tilblivelse. Der vises en del fra bag om scenerne, og især Skarsgård og de to Muschietti-søskende (filmens producer er Andy Muschietti’s søster Barbara) har en del spændende anekdoter at tilføje.

‘The Losers Club’ følger filmens unge cast og der fortælles om hvordan de og Muschietti skabte den kemi og det kammeratskab som The Losers Club har i den færdige film, og til sidst fortæller Stephen King i ‘Author of Fear’ om hans idéer og ambitioner med hans klassiske roman, og den research der lå bag skabelsen af den fiktive by Derry. Begge disse features ligger på 14-15 minutter.

‘It’ er et must i hver genrefan’s samling, og især i hver en god King-kollektion! En af 2017’s absolut stærkeste film.