Filmanmeldelse af 'Last Night in Soho' på Filmpuls.dk
copyright: Universal, UIP, Focus Features 2021

Filmanmeldelse: Last Night in Soho

Sidst opdateret:
Din bedømmelse2 stemmer
4
Efter et filmisk foretagende i Atlanta USA, hvor Edgar Wright skød sin forrige film, ’Baby Driver’, er instruktøren nu rejst tilbage over Atlanten for at lave sin nyeste film, ’Last Night in Soho’…

Det er en fortælling med mange drejninger, som muligvis udspiller sig i vanlige men langt fra venlige engelske omgivelser. Vi ser blandt andet nutid og datid smelte sammen i et udsøgt men hjemsøgt London, hvor Edgar Wright for første gang i sin filmografi hiver horror op af tressernes tophat.

Historie

Eloise, eller bare ”Ellie”, er en ung og aspirerende tøjdesigner med en stor kærlighed til både tøj og musik fra ”The Swinging Sixties”. En dag rykker drømmen tættere på, idet hun bliver optaget på London College of Fashion, hvor glamour og velour venter. Men sidstnævnte bliver hurtigt til den nervøse af slagsen, da storbyslivet bliver for overvældende, hvilket sender Ellie til Soho, hvor en ældre dame har et værelse til leje. Her går det langsomt op for hende, at dette historiske område i London huserer både euforisk lykke og notorisk ulykke, som langsomt lurer vores hovedperson ind i en farlig drømmeleg, hvor nutid og datid smeltes sammen til et neon-glødende mareridt…

Filmanmeldelse af 'Last Night in Soho' på Filmpuls.dk
© Universal Studios

Med værket ’Baby Driver’ blev det for alvor tydeligt, at Edgar Wright er indehaver af en stor kærlighed til en svunden tid med blandt andet bluesmusik og rock ballader. ’Last Night in Soho’ krydrer dette element yderligere med tressernes elegante mode og glamourøse natklubber. Man er ikke det mindste i tvivl om, hvor meget Wright brænder for at alt er, tja, ”just right”. Instruktørens nøje øje giver også gevinst, idet atmosfæren i filmen er ret så fortryllende. Som publikum bliver man hevet direkte ind i en behagelig svingom, hvor man føres med fast hånd hen over datidens dansegulv, ved hjælp af instruktørens stilsikre vision… lige indtil filmen så småt begynder at knække.

’Last Night in Soho’ prøver ikke at opfinde den dybe tallerken og svømmer da heller aldrig helt ud på dybt vand; men til gengæld træder den vande mellem to meget forskellige stilarter og genrer. En ellers ret så selvsikker fortælling om faren ved at romantisere en fortryllende men turbulent fortid – uden også at vende omkring bagsiden af medaljen – ender med at bevæge sig for langt væk fra sit ellers interessante udgangspunkt. Historien om den lille pige med de store drømme, der langsomt bliver væk i henholdsvis hendes egen og storbyens krakelerede fortid, rykker længere og længere bagud i fortællingen undervejs. En herlig, men også hudløs ærlig hyldest, bliver langsomt hyldet ind i horror-genrens trætte klichéer og Edgar Wright mister grebet om kernen i fortællingen og skruer i stedet løs på effektknapperne.

Filmanmeldelse af 'Last Night in Soho' på Filmpuls.dk
© Universal Studios

Filmen bliver en noget rodet og repetitiv affære, hvor en medrivende drama-thriller udvikler sig til gennemskuelig og gennemsnitlig pseudo-psykologisk horrorfilm, med undertoner der ikke helt matcher filmens overtoner. Det hele bliver lige lovlig letkøbt til mig og det ellers veludførte skizofrene rollespil mellem nutidens Ellie og datidens Sandie forsvinder i knivstik, mordmystik og effektchok. Jeg elsker ellers brugen af genreskift i film, men når Edgar Wright bruger så mange kræfter på at tildele noget tyngde til særligt den mørke sandhed om kvinders ”rise to fame” i showbusiness, så er det ekstra ærgerligt, at han lader til at slippe styrepinden til fordel for genremæssigt spindelvæv og billige tricks uden bindevæv.

Skuespil

Edgar Wright og hans passionsdrevede potpourri af tid og sted kræver også stærke kræfter foran kameraet. Her ser vi eksempelvis den unge Thomasin McKenzie i hovedrollen og Anya Taylor-Joy som fortidens ”spejlbillede”. Førstnævnte er perfekt castet, idet hun bringer både uskyld og eventyrlyst til karakteren – som er nøglepunkter for at forstå hendes rejse – og hun er eminent til at udleve både drømmen og marridtet.

Anya Taylor-Joy spiller også en pige med drømme, men tør være mere vovet omkring det. Hun forstår virkelig at føre sig frem og spille på sine styrker, hvilket Taylor-Joy fanger supergodt. Næsten alle leverer faktisk en solid præstation, selvom det ikke er alles karakterer, der er lige velskrevede. Til gengæld slutter Diana Rigg sin lange karriere af med en ret vovet og ganske underholdende karakter.

Filmanmeldelse af 'Last Night in Soho' på Filmpuls.dk
© Universal Studios

Visuelt

Håber man på en legesyg billedside, som efterhånden er synonymt med Edgar Wrights film, så bliver man måske skuffet. Det er nemlig en mere moden mand, vi ser træde ud i neonlysets flotte nuancer, hvor han tør blive stående lidt længere end normalt og med oprejst pande. Der bliver kælet lidt mere for tonen og atmosfæren, end vi er vant til fra Wright, som faktisk er et behageligt friskt pust.

Men bare rolig, der er bestemt flere steder, hvor hans genkendelige visuelle klippemagi får lov at leve lidt, men det er langt mere elegant at se på, hvilket også passer godt til filmen. Det klæder ham at gå i dybden med den verden han prøver at visualisere, men desværre vælter illusionen en smule, så snart gysene hober sig op og udtrykket bliver blodrødt – et område, han klart er mere grøn på.

Musik og lydbillede

Musikken i filmen brillerer i sin videreførelse af billedsidens elegance og mystik og eleverer tilmed følelsen af en underliggende uro bag magien. Som publikum bliver man luret dybere ind bag natklubbernes fortryllende facade og sammen med tonerne fra tresserne skabes der en livlig og gennemført audiovisuel oplevelse.

Filmanmeldelse af 'Last Night in Soho' på Filmpuls.dk
© Universal Studios
'LAST NIGHT IN SOHO' - KAN SES I BIOGRAFEN FRA DEN 25. NOVEMBER
Kort fortalt
Edgar Wright tager et stort skridt ud af sin komfortzone; men om han træder ved siden af, er op til den enkelte. Instruktøren viser en mere seriøs side af sig selv, men samtidig er det også en legeplads for forskellige genrer og stilarter. Men Edgar Wright bliver aldrig helt til Edgar Fright, og der er større chance for at blive skræmt væk af plottets udvikling end filmens ofte tamme forsøg på reel uhygge. ’Last Night in Soho’ er måske ikke ”so-so”, men som publikum er den heller ikke en ”ud af kroppen” oplevelse, på niveau med den Ellie oplever.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse2 stemmer
4