Jeg er en sucker for kærlighedsfilm, og især de britiske! Jeg har fulgt Hugh Grant i tykt og tyndt og siddet klar, når Richard Curtis lavede endnu en film om de dejlige britter med deres charme og akavethed. ‘Love, Actually’ er stadig en af mine go-to film, når jeg skal feel-good. Derfor så jeg også frem til ’Love, Rosie’, der er baseret på Cecelia Aherns best-seller ’Hvor Regnbuen Ender’. Filmen er instrueret af tyske Christian Ditter, og det er hans første engelsk-sprogede spillefilm, desværre formår han ikke at få filmen derop, hvor bogen hører hjemme.
Historie
Rosie og Alex har været bedste venner og naboer lige siden skoletiden, og de virker umiddelbart perfekte for hinanden. Men misforståelser og dårlig timing gør, at de aldrig tager det næste skridt. I stedet flytter Alex til Boston for at studere medicin, mens Rosie bliver tilbage på grund af en uplanlagt graviditet med skolens lækreste fyr. Over de næste 12 år følger vi Rosie, og hvordan hun og Alex stadig holder kontakten via email, breve, sms og chat (hej MSN Messenger og Nokia 3310!), mens hun prøver at få livet som mor til at hænge sammen.
Som næsten enhver anden chick-flick så ved vi jo godt, hvordan filmen ender, så det er altid rejsen derhen, der er interessant. ’Love, Rosie’ er kærlighed på afveje, når virkelighedens verden melder sin ankomst. Handlingen satte ligesom bogen min tålmodighed på prøve med det væld af uheldige begivenheder, der vælter over hovedpersonerne, og jeg fik flere gange lyst til at slå hovedpersonernes hoveder sammen i ren frustration – hvorfor siger I ikke bare tingene, som det er?!
I forhold til bogen har manuskriptforfatteren Juliette Towhidi (Calendar Girls) skåret en del år væk (heldigvis) og nogle af karakterne er blevet smeltet sammen for at give plads til kærlighedshistorien mellem Rosie og Alex, alligevel føles det hele stadig meget forjaget, når vi også hopper 5 år her og 5 år der. Towhidi har selvfølgelig haft en stor opgave foran sig med at koge Aherns bog ned til en brugbar film, da bogen består af breve, emails, chat og sms-beskeder mellem hovedpersonerne – nogle mere vigtige end andre. Desværre har hun vist ikke hørt om ‘Kill your darlings’, hvor alt unødvendigt skæres væk, hvilket netop resulterer i for hurtige og lette løsninger, der spænder ben for filmens tempo.
’Love, Rosie’ er ikke den perfekte tøsefilm, manuskriptet kunne have været bedre, der er en del plothuller og du skal ikke tænke for meget over tingene, men når alt det er sagt, så er der stadig noget charmerende over ’Love, Rosie’ med dens humor (der dog er lidt hit-and-miss: Salt-N-Pepas ‘Push It’ til en fødselsscene? Really?) og oprigtige, uperfekte karakterer. Det er en sød historie om, at det aldrig er for sent at forfølge ens drømme, og nogle gange skal man ad et par omveje for at få sin lykkelige slutning.
Skuespil
Lily Collins og Sam Claflin skal have ros for, at ’Love, Rosie’ ikke ender som en tragisk irriterende chick-flick. De har en rigtig god kemi og sælger Rosie og Alexs historie på overbevisende måde. Lily Collins viser potentiale, der gør, at jeg håber, hun finder en bedre kærlighedsfilm at give sig i kast med.
De andre biroller i filmen får ikke meget dybde og forbliver en-dimensionelle og karikerede, nogle forsvinder endda ud i det tomme ingenting, som Rosies brødre, vi ser dem kun meget kort i starten, og derefter ikke mere.
Visuelt
Christian Ditter og hans filmfotograf Christian Rein sørger for, at karakterenes følelser fremstår visuelt i løbet af filmen og den byder på en masse bløde, varme farver og de nærmest obligatoriske billeder, hvor solskin rammer filmlinsen. ’Love, Rosie’ bærer præg af den skønne britiske charme med den hyggelige by, hvor Rosie bor, og det kunne jeg egentlig godt lide.
Musik og Lydbillede
Der er dømt popmusik for fuld udblæsning med alt lige fra Elton John, Beyonce og Salt-N-Pepa, og det er med til at gøre filmen til en feel-good, hvor musikken understøtter stemningen i de søde, humoristiske og sørgelige scener. Til tider bliver det dog også lidt for meget, som tidligere nævnt i forbindelse med fødselsscenen. Der føles det lidt som om, at folkene bag filmen har tænkt: “haha, push it, get it? Grin så folkens! Det er da for sjovt!”.