Japanerne har som regel altid noget interessant at diske op med. Denne gang har Filmpuls været inde og se ’Mod Solnedgangen’, der endelig rammer de danske biografer. Verdenspremieren var september sidste år, og nu er spørgsmålet: Var det ventetiden værd?
Historie
I filmen møder vi den unge kvinde, Misako. Hun er meget passioneret, når det kommer til hendes arbejde som oversætter, hvor hun laver beskrivelser til film for personer med nedsat syn. På hendes arbejdsplads bliver der lavet grupper af blinde, der skal vurderer om beskrivelserne holder, før en film får premierer. Det er her, at Misako møder Nakamori. Han er en tidligere verdensberømt fotograf, der langsomt mister synet. Misako bliver fascineret af Nakamori og prøver langsomt at kommer tættere på ham, hvilket viser sig ikke at blive nemt.
’Mod Solnedgangen’ er måske ikke et plotmæssigt mesterværk, men den er alligevel så godt fortalt, at denne skribent ikke kunne lade være med at falde bare en smule for filmen. I bund og grund, så handler det hele om det at miste. Misako er ved at miste sin mor til demens (plus af at hendes far siden barndommen har været forsvundet), og fotografen Nakamori er ved helt at miste synet, og derved hans grundlag for at eksistere. Det er midt i alt denne melankolske stemning, at vi finder en hyldest til kærligheden og livet, og her forstår filmens kvindelige instruktør (Naomi Kawase), hvordan man laver en mindre kompleks fortælling ud af en ganske simpel historie.
Denne skribent fandt faktisk filmen utrolig rørende til tider, og selvom jeg ikke græd, så var mine tårekanaler på vej til 
at blive fyldte. Dialogerne er også på meget højt plan, og der kommer livs-pointer, som stadig hænger fast inde i mit hovedet. Der bliver måske ikke skabt den dybe tallerken hér, men det ændrer ikke ved, at ’Mod Solnedgangen’ er en strålende film, der desværre kun bliver vist i et dusinvis biografer her i landet.
Skuespil
I hovedrollerne ser vi Masatoshi Nagase og Ayame Misaki. Begge spiller umådelig fantastisk og hæver niveauet gevaldigt. Der er mange følelses aspekter i gennem hele filmen, og begge mestrer det til top karakter. På intet tidspunkt faldt de ved siden af eller føltes falske og uægte, nej, jeg følte mig rørt og grebet.
Visuelt
Naomi Kawase er glad for close up. 90% af filmen foregår med kameraet helt oppe i ansigtet på skuespillerne, hvor det synes ”framet” forkert. Med det mener jeg, at billedet tit er skåret sådan, at toppen af skuespillernes hoveder er væk, hvilket måske kan synes som en ukontrolleret måde at filme på. Men, alligevel så synes Kawase at have styr på sin film. Og selvom hendes måde af filme på i starten kan virke ved siden af, så formår hun at give en, tør man sige, poetisk og original kant til den visuelle side. Der bliver også til tider leget med billedsiden, og alt i alt, så er denne en yderst interessant og nærgående visuel oplevelse.
Musik og lydbillede
Ibrahim Maalouf står for musikken. Han er bedst kendt for at sætte sit aftryk i franske film, som biografi-filmen ’Yves Saint Laurent’. I denne film leverer han et enkelt, men yderst smukt stykke baggrundsmusik, der blender godt sammen med historien og følelserne. Lydbillede er ligeledes godt udført, og siden filmen nogle gange sætter tilskueren ind i de blindes verden, så er lydene her meget vigtige.
Copyright: Øst for Paradis