Du kender hende fra dit Instagram-feed – den japanske kunstner Yayoi Kusama tog for alvor Danmark med storm i 2015, da hun udstillede sine prikkede, fantasifulde værker og installationer på Louisiana, hvilket fik de sociale medier til at eksplodere med farverige spejl-selfies. Faktisk er Yayoi Kusama, der er født i 1929, verdens mest berømte, nulevende, kvindelige kunstner. Men vejen dertil har ikke altid været så lige til. Det sætter dokumentarfilmen ‘Kusama’, der er instrueret af Heather Lenz, nu fokus på.
Historie
Som mange kvindelige kunstnere gennem tiden har Yayoi Kusama måtte kæmpe en brav kamp for at blive taget alvorligt i den mandsdominerede kunstverden. Heather Lenz’ dokumentarfilm ‘Kusama’ beretter om et barn og en ung kvinde, der blev misforstået af både sin familie og sin hjemstavn, og derfor tog det store spring til New York i forhåbning om at gøre sig gældende på den blomstrende popkunstscene. Men selvom mange af stilretningens tendenser blev skabt af Kusama, var det hendes mandlige kolleger, der høstede anerkendelse for dem. Efter et sammenbrud rejste Kusama tilbage til Japan og levede i stilhed, indtil det store gennembrud kom i slutningen af 1980’erne og det verdensomspændende fænomen, som Kusama er i dag, blev til.
Filmen er bygget op som en meget klassisk dokumentarfilm med forskellige interviews af både Kusama selv og de mennesker, der har kendskab til forskellige dele af hendes liv. Det er rart, at filmen er bygget op så traditionelt, når det nu drejer sig om en noget utraditionel kunstner, så man som seer nemt kan lære om hendes liv. Desværre har filmen overordnet et ret forvirrende udtryk: Der er rigtig mange mennesker, der bliver interviewet, og dermed er der også en helt masse historier om Kusama, der skal fortælles. Det meste er ganske interessant, men historierne bliver aldrig rigtig uddybet på tilfredsstillende vis. Jeg får derfor aldrig følelsen af, at jeg virkelig kommer ind under huden på Kusama, da filmen mest byder på en helt masse overfladiske informationer. Den røde tråd er, hvordan Kusama, som japansk kvinde, gennem mange år har måtte stå i skyggen af hvide, mandlige kunstnere. Vi får korte glimt af denne problematik løbende i filmen, hvilket jeg klart synes er det mest spændende. Men det kommer som sagt kun i kortere glimt – jeg ville ønske, at man havde fokuseret mere målrettet på den problematik. Alt i alt har historien masser af potentiale men fremstår for rodet og overfladisk.
Visuelt
Præcis ligesom Kusamas værker er dokumentarens visuelle stil både farverig, flot, finurlig og helt igennem fantasifuld. Hendes univers bliver virkelig smukt udfoldet rent visuelt, og alt andet havde også været skuffende. Det var også interessant at se, hvordan Kusama som kunstner er meget mere end bare prikker og farver i spejlrum, selvom det måske er det, hun er mest kendt for lige nu. Vi bliver præsenteret for Kusamas kunstværker, men også for gamle filmklip, hvor hun for eksempel udfører kunstneriske installationer og happenings – som da hun beslutter sig for at stille sig op på en gade og sælge billigt ud af sin kunst til de forbipasserende mennesker på gaden. For som hun selv siger: hvorfor skulle man ikke kunne sælge kunst på samme måde, som man sælger hotdogs? Alt i alt har filmen visuelt et fint samspil af disse ældre klip, hendes kunstneriske værker og interviews.
Musik og lydbillede
Jeg er helt vild med intromusikken, der fungerer super godt sammen med det visuelle. Og generelt er musikken ret så fin. Men alligevel må jeg sige, at jeg nok havde haft nogle høje forventninger om, at musikken ville sidde i mig bagefter på samme måde som det visuelle, og de forventninger blev altså ikke helt indfriet. Jeg kan nemlig ikke rigtig huske det, andet end at det var en helt udmærket oplevelse. Når man glemmer musikken, så må man sande, at den bare ikke kan score topkarakterer.
Billeder: Magnolia Pictures