Hvis du fuldstændig er en Disney-tosse, så har du med garanti ventet på denne film. Og nu er den her så, ‘Nøddeknækkeren og de fire kongeriger’, der måske eller måske ikke bringer lidt gammelt magi fra de gode gamle tider tilbage, hvor Walt Disney stadig levede.
Historie
I 1816 skrev tyske E.T.A. Hoffmann ‘Nøddeknækkeren og musekongen’, der så senere blev omskrevet af Alexandre Dumas (kendt som forfatteren til ‘De tre musketerer’) i 1844, for så at blive lavet til en ballet i 1892 af Tjajkovskij. Denne ballet er en af de mest kendte, og ved juletid er det især uhyre populær ved teater- og operahuse verden over.
Nu har Disney så sprunget ud i projektet om at lave deres version, men samtidig også hylde skaberne bag
historien og balletten. I filmen møder vi den unge pige Clara, som ikke er ligesom andre piger, hvert fald ikke for sin tid. For i slut 18. hundrede tallet (hvilket jeg anslår på tøjet, da årstal aldrig bliver givet), der forventes det at en ung pige/kvinde skal være på en bestemt måde. Men det spil på traditioner, er Clare ret ligeglad med. Hun føler sig underlig og udenfor, hvilket kun bliver forstærket af hendes mors død. Den første jul uden hende bliver svær, men hendes mor har givet hende en gave denne juleaften, som hendes sidste ønske. Men for at åbne denne gave kræves der en specielt nøgle, og det er søgen efter denne, der leder hende ned til en fortryllende verden, opdelt i fire riger.
Selvom produktionen af denne film har haft dens problemer, hvilket har resulteret i at man har to instruktører krediteret, så virker filmen heldigvis ikke forskelligt stilmæssigt. Desværre, så er historien ikke specielt interessant, selvom opbygningen nu var ret god. Der bliver simpelthen spillet med for sikre kort, og det er tydeligt at man ikke tør at tage chancer, eller gøre historien dybere, for ikke at “skræmme” børnlille væk, som er dem (rettere sagt forældrene) der skal sørge for at smide støttekroner til projektet. Nu er filmen også en Disney-produktion, så du behøver ikke at købe slik i biografens kiosk, da filmen er sød nok i forvejen. Personligt, så måtte denne skribent sikre sig, at hans tænder stadig sad fast efter dette sukkerchok-ekstravaganza.
Men okay, tager vi alt det mavesure væk, og går ned i børnehøjde. Ja, så er der absolut ingen tvivl om, at de vil hygge sig, og er det ikke det aller vigtigste?
Skuespil
Purunge Mackenzie Foy spiller hovedpersonen Clara, og er klart filmens højdepunkt indenfor denne kategori. Hun har ikke særlig meget at lege med, selvom der konstant sker noget om ørerne på hendes karakter. Men alligevel formår hun at få skræddersyet en fin “Disney prinsesse”. Keira Knightley har fået tillagt sig en meget (for mig) irriterende stemme til hendes karakter, men på den anden side fungerer det. Hun er klart den der i enden har karaktermæssigt mest at lege med, uden at jeg skal afslører alt for meget. Veteraner som Helen Mirren og især Morgan Freeman er meget mere anonyme og tilbagelænede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om Freemans rolle var skåret drastisk ned, set i lyset af den #MeToo-skandale, der også ramte ham. I den oprindelig historie, som denne film er bygget på, fylder Freemans karakter ret meget, så skribenten er nok ikke helt “paranoid”. Der er desværre også to engelske komikere, som man har gjort til “comic reliefs”, desværre fordi de er meget umorsomme! Dog skal den unge fyr (Jayden Fowora-Knight) der spillede Nøddeknækkeren roses, ham kommer vi nok til at se lidt mere til i fremtiden.
Visuelt
Wow, siger jeg bare! Det er her ‘Nøddeknækkeren og de fire kongeriger’ henter sig fleste point, for her er der klart fuld hus. Dette er virkelig en visuel magisk oplevelse for alle Disney fans! Imponerende effekter, der klart er med til at gøre universet levende og eventyrligt. Desværre, så giver plottet os ikke altid chancen for at nyde scenariet, da den har frygtelig travlt med at komme videre til næste side. Dog fornemmede jeg klart et løft på hatten til de gamle gyldne tider i Hollywood, og til gamle Disney-klassikere, som “Fantasia”. Selvom jeg ikke kendte Walt Disney personligt, så tror jeg helt klart, at han visuelt ville havde været stolt over slutresultatet.
Musik og lydbillede
Tjajkovskij vidunderlige musik fra hans ballet bliver brugt, og passer godt ind til historien og det visuelle. Godt gået alligevel for et værk med 126 år på bagen. Resten af musikken leveres af James Newton Howard, som er en gammel veteran med et gloværdigt CV. Lydbilledet sidder lige i skabet, men det må man også regne med, når produktionen kommer op i den størrelsesorden som her.