Monstre der hærger og smadre, med Dwayne ”The Rock” Johnson i hælene…. What’s not to like!
Sådan tænkte jeg, så er spørgsmålet kun, om jeg havde det fornøjeligt i biografmørket, eller om det var en gruopvækkende oplevelse på den ufede måde.
Historie
Dwayne Johnson spiller primatologen Davis Okoye, der mere fortrækker selskabet med dyr end mennesker. Davis har især et specielt og ubrydeligt bånd til en stor albino hangorilla med navnet George, som taler flydende tegnsprog og har en usædvanlig høj intelligens. Men et genetisk eksperiment på en rumstation går fuldstændig galt, og prøver fra eksperimentet styrter ned på Jorden, lander i Georges indhegning, der muterer ham om til et ekstremt aggressivt monster, der bliver ved med at vokse i størrelsen. Men George er ikke det eneste dyr, som er blevet genetisk muteret, og snart starter en altoverskyggende katastrofe, som kun Davis synes at kunne stoppe. Men de rigtige monstre er det sten rige søskende par, der står bag eksperimentet, og som har deres egne hemmelige hensigter.
Jeg kan rigtig godt lide gode katastrofe- og actionfilm, hvor man næsten kan sætte hjernen i en slags dvaletilstand og bare nyde at blive underholdt. Desværre, så er denne film ikke en af disse slags nydelser. De første 15 minutter var ellers ganske lovende, men så begyndte plottet at udfolde sig, hvilket resulterede i et kollaps. Kollaps, fordi filmen generelt ikke var specielt godt fortalt, er kluntet sat sammen og så er der simpelthen for mange karakterer, hvilket gjorde at mit fokus var lidt tabt. Nogle af dem som røg i faldet var b.la. Jeffrey Dean Morgan, som amerikansk agent, der spiller for meget på, at han kommer fra staten Texas eller i hvert fald Syden. Prisen for de mest ligegyldige personer går til skuespillerne Malin Akerman og Jake Lacy, som det rige søskende par, og filmens egentlige skurke. Deres karakterer er simpelthen gennemsigtige og rent ud sagt dårlig skrevet. Klichéen om de onde kapitalister uden skrupler og moral, med kun deres grådighed intakt, er for mig trættende.
Instruktøren Brad Peyton (der instruerede katastrofefilmen ’San Andreas’ også med Dwayne Johnson) har sikkert haft et brag af en underholdningsfilm i sit hoved, men hvad slutresultatet er blevet, kan kun beskrives med to ord… unødvendigt kedeligt!
Skuespil
På dette område er det Dwayne Johnson, der vinder prisen for bedste preformance i filmen. Johnson har talent for både at lave action og humor, og begge elementer leger han også med her, men manuskriptet er imod ham, så det er ikke alle fx humoristiske indslag, som lykkes. Men han slog en proper næve, og ser som altid heroisk og meget mandlig ud, når han springer, løber, skyder og slår. Naomie Harris giver filmens næstbedste præstation, som heltinden, men selvom hun karaktermæssigt er filmens mest interessante person, så kommer man aldrig helt under huden, da hendes karakters dybde og historie må ofres, da folk er kommet for at se de store dyr smadre ting. Den mest ubrugelige og ligegyldige tilstedeværelse kommer som sagt fra filmens skurke, hvis dialoger og karakterer ikke kun synes at være skrevet af en 12 årig, men derudover så spiller Malin Akerman og Jake Lacy ikke godt. Især Lacy formåede at få mine øjne til at vende det hvide ud. Han skal forestille at være den lidt sjove og såkaldte ”comic relief”, men fejler…. næsten på legendarisk vis!
Visuelt
’Rampage Out of Control’ har sat alle spillejetonerne på det visuelle. Måske i håb om, at jeg skulle glemme de andre elementer. Det kan dog ikke benægtes at effekterne er rigtig gode og ser forfærdelig dyre ud. Og er man kun til smadder og ødelæggelse, så vil man nok ikke klage, men bare proppe munden fuld med popcorn og nyde kaosset. Men, jeg havde konstant følelsen af at have set det hele før, hvilket er med til at gøre oplevelsen tam. Monstrene, selvom de et godt lavet, fandt jeg heller ikke interessante eller skræmmende. Og nu er det altså ikke fordi jeg kun er til franske avantgarde film, og ikke kan sætte pris på en god gang monster-flick, men denne gang, der føltes det virkelig som “same procedure as last year… and the year before that”.
Musik og lydbillede
Det buldrer og brager løs på sædvanlig Hollywood manér, og selvom det lyder godt, så var der ingen fantastiske overraskelser eller leg med lydbilledet. Det samme kan man også sige om musikken, komponeret af Andrew Lockington (’San Andreas’, ’City of Ember’ og ’Percy Jackson’). Han har leveret en gang samlebånds musik vi har hørt utallige gange før.
