Filmanmeldelse: Snowpiercer

‘Snowpiercer’ drøner igennem en ny istid på jorden, klasse-hierarki og Chris Evans’ bedste præstation.

Joon-ho Bong, instruktøren af ‘The Host’ fra 2006, har lavet sin første engelsksproget film, ‘Snowpiercer’ – en fremtids, sci-fi, action-thriller film, som har skabt en del hype omkring sig. Om den så lever op til hypen kan du læse videre og få en vurdering af.

Historie

I starten af filmen bliver man sat ind i verdenenssituationen – man har forsøgt at gøre noget ved den globale opvarmning, og sprøjtet et stof, CW-7, ud i atmosfæren, som skulle standse den. Desværre var det et kæmpe selvmål, da Moder Jord valgte at kvittere med en istid. Pokkers også.
Heldigvis har en super klog ingeniør, Wilford, skabt et tog inden katastrofen, som kører hele verdenen rundt non-stop, over alle kontinenter, og som konstant må have motoren kørende, så besætningen ikke mister vand, varme og kabel-tv.
Besætningen er i mellemtiden blevet delt op i klasser, som for alles bedste skal bevares, for at der kan foreligge orden og struktur på toget. Nogen må ofre sig, leve under kummerlige forhold bagerst i toget og spise gelé-protein-barer, for at andre kan leve i luksus og spise sushi i ny og næ længere fremme i toget.

Snowpiercer, læs anmeldelse.

Toget har kørt i snart 18 år, da filmen rigtig begynder. Året er 2031, og Curtis (Chris Evans) og resten af banden bagerst i toget er godt trætte af deres forhold. Efter et par mislykkede forsøg, har de lagt en endelig plan for den revolution på toget, som de vil igangsætte – nu er det deres tur til at styre evighedsmotoren og bringe retfærdighed tilbage på toget.
Så efter nogle strabadser får de endelig sat gang i deres kup, og deres rejse begynder igennem toget, vogn efter vogn, som bliver mere og mere luksuriøs, mens Curtis kæmper med sine indre dæmoner og mørke fortid.

Man kan ikke andet end blive underholdt af ‘Snowpiercer’, men samtidig også deprimeret – er vi mennesker virkelige så gode til at undertrykke hinanden?
‘Snowpiercer’ illustrerer den klassekamp og det kaste-system, som man har set herske i flere dele af verdenen – man kan ikke ændre på hvem man er – tilhører du den bagerste del af vognen, skal du ikke gøre dig forhåbninger om at komme meget længere end det. Du er blevet født med en skæbne, der ikke skal pilles ved.
Filmen er tydeligvis en kommentar på den uretfærdighed, der hersker i et samfund, og som i manges øjne er nødvendig for at holde orden. Samtidig har den et twist af Abraham Maslows teori om behovspyramiden, som skinner igennem flere gange i løbet af rejsen igennem toget.
På de punkter er ‘Snowpiercer’ en tand mere intelligent og underholdende, end så mange andre futuristiske, sci-fi, action-thriller film fra Hollywood, og ligger lidt i familie med film som ‘The Hunger Games’.

Snowpiercer, læs anmeldelse.

Dog er der nogle enkelte elementer, som kunne tilføjes for at gøre filmen skarpere, samt nogle små plothuller, der kan være svære at se bort fra.
Men lader man sig ikke gå på af det, er ‘Snowpiercer’ særdeles underholdende med sin historie, intelligens, kommentarer på klasseindelingen og twists, der kan give nogle stof til eftertanke.

Skuespil

Chris Evans, der bedre er kendt som den godhjertet og retskaffen Steve Rogers aka. Captain America fra Marvel filmene, spiller en meget mørkere karakter, Curtis, en hvad vi er vant til at se fra ham. Det er uden tvivl hans bedste præstation, sammen med hans arbejde i low-budget dramaet ‘Puncture’ fra 2011. Han leverer en mørk karakter, med nogle skelletter i skabet og en foragt for sig selv, som man ikke undrer sig over, at han har. Ikke desto mindre er han lederen af revolutionen, og må kæmpe med den forreste del af toget, samtidig med at han kæmper med sig selv.

Snowpiercer, læs anmeldelse.

Derudover er der fine præstationer fra Octavia Spencer, Jamie Bell, John Hurt, Ed Harris, Kang-ho Song og en særdeles excentrisk Tilda Swinton, som vil underholde en del, mens andre bare ønsker at Curtis giver hende en togbøde og smider hende af ved næste stop så hurtigt som muligt, so to speak.

Visuelt

‘Snowpiercer’ leverer mange seværdige billeder, som når toget suser igennem vores iskolde jord, de grafiske kampe i vognene og de forskellige stemninger, som man oplever med oprørerne igennem rejsen i toget, når man langsomt stiger i klasserne.
Særligt indtryk giver stemningen der hersker bagerst i toget – mangel på plads, kummerlige og beskidte forhold og ussel mad dag ud og dag ind.

Computer-effekterne er også ganske effektive. Stort set hele filmen foregår i toget, så man ser ikke meget til verdenen udenfor, men når man gør, virker billederne af frosne skyskabere og en verden, der en gang var til, meget effektfulde, og man har lyst til at se mere.

Undervejs bliver der talt flere forskellige sprog, og et interessant valg fra instruktøren har været ikke at putte undertekster på nogen af dem. Man er derfor nødsaget til selv at gætte, hvad der bliver sagt, ud fra karakterens kropssprog, samt det respons der kommer fra de engelsk talende karakterer, hvilket gør oplevelsen meget mere underholdende.

Snowpiercer, læs anmeldelse.

Musik og lydbillede

Marco Beltrami, der har komponeret musikken til mange action film og blockbustere fra Hollywood, leverer en solid score, som spiller godt sammen med det visuelle indtryk.
Samtidig virker de ruskende lyde fra vognene og lyden fra deres kontakt med skinnerne ganske udemærket, og minder hele tiden om, at man er i et tog, der farer igennem en istid.