Vores allesammens yndlingsturtles er tilbage med fuld turtlepower i ’Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the shadows”, der udkom på DVD, Blu-Ray, 3DBD og 4K Ultra HD d. 27. oktober 2016.
Det er nu 1 år siden de fire brødre reddede New York fra Shedder og hans fodklan. Padderne er vendt tilbage til deres anonyme tilværelse i kloakkerne, mens de spiser pizza, står på skateboards og ser basketball. Men nu er der brug for Michelangelo, Donatello, Leonardo og Raphael igen. Shedder bryder nemlig fri fra fangenskab takket være en teleportionsanordning, skabt af den skøre videnskabsmand, Baxter Stockman. Shedder ender i Dimension X, hvor han kommer ansigt-til-hjerne med Krang! Sammen lægger de en plan for at overtage verdensherredømmet ved hjælp af Krangs krigsmaskine, Teknodrome. Krang giver Shedder noget lilla slam, der muterer de to tungnemme småkriminelle Bebop og Rocksteady for at få skildpadderne ned med nakken. Det er nu op til de fire brødre at redde New York igen, og de får brug for hjælp fra April O’Neill, Vern og deres nye ven, politibetjenten/selvtægtmanden med ishockeymasken Casey Jones.
Sofa-faktor
Historiemæssigt er filmen ikke en åbenbaring, men den har den vist heller aldrig påstået. Det er popcorn underholdning, og hvis du kunne lide 1eren, så vil 2eren også være et glædeligt gensyn. Det var det i hvert fald for mig, og personligt synes jeg, at 2eren bedre end 1eren. Humoren er bibeholdt, og i forhold til den første film, så har folkene bag prøvet at gøre mere ud af at markere de fire padder som individer og teenagere. Selve dilemmaet og familiedynamikken føles dog som en gentagelse fra den første film.
Der er ikke rigtig nogen vilde kampscener, så på den måde minder filmen i høj grad om 80erne tegnefilmene, hvor der heller ikke rigtig var nogen voldelige kampscener, som der ellers var i den originale tegneseriehæfte fra (gad vide, om vi nogensinde får den udgave serveret?). Så hvis du ventede lange ninja-kung-fu scener, så er det ikke den her film, der stiller din appetit. På et andet punkt minder filmen også om tegneseriefilmene….skurkenes motiver og bevæggrunde er ikke noget, der skal stilles alt for mange spørgsmålstegn ved, før filmen knækker. Desværre er det også som om, at folkene bag har prøvet lidt for meget og proppet lidt for mange folk ind i filmen…og måske brugt lidt for meget tid på at bygge settet for padderne (som dog er cool lavet og meget detaljeret). Man fornemmer aldrig rigtig, at skildpadderne hænger med røven i vandskorpen på noget tidspunkt i den her film. Selv opgøret med Krang udspiller sig lidt som en fuser.
Skuespillerne bag padderne gør det godt, og det er igen Noel Fishers ”Mikey”, der bringer humor og legesyge til filmen med hans entusiasme og popkultur. Fans kan også glæde sig over endelig at se Bebop og Rocksteady (og vi er kommet lang vej siden Tokka og Rahzar fra 90erne..thank god!) – og deres bromance, der fungerer lige godt i menneskeform som computergenerede næsehorn og vildsvin. Stephen Amell falder lidt igennem i rollen som Casey Jones, og der er ikke meget at lave for Laura Linney som politichef Rebecca Vincent.
Fun fact: De sendte Laura Linney en stor ostepizza for at lokke hende ombord. Dagen efter fik de en sms fra hende, der viste orange crush og hele pizzaen spist. Done deal.
Der kan til tider være en smule sensory overload – men det er jo Bay. Om ikke andet, så ser det godt ud på Blu-ray, der byder på skarpe, detaljerede, farvemættede billeder, og god lyd!
Ekstra materiale
‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the shadows’ udgives på både DVD, Blu-Ray, 3DBD og 4K Ultra HD. Jeg ser her nærmere på Blu-Ray udgivelsen, og der er da nogle ekstra features – om end ikke mange, hvilket er en skam, når man tænker på hvor meget paddemateriale, der findes derude, og hvor meget de visuelle effekter har fyldt i den her film. Det kunne have været rart med mere fokus på det i ekstra materialet.
En af de mere interessante ting på menuen er: ”We Are Family”. Her møder vi skuespillerne bag skildpadderne, der fjoller rundt på settet og snakker om broderskabet mellem deres karakterer. Vi ser dem i deres motion-capture dragter, og nogle af scenerne side om side før og efter digitalisering. Der er også ”Ilm – beneath the shell” der viser, hvordan Industrial Light and Magic lavede nogle af scenerne ved hjælp af digitalisering. Her er der rig mulighed for at nyde detaljerne på BD.”Did You Catch That? Turtle Eggs’, der tager fat i et par af de hidden easter eggs, der dukker op i løbet af filmen. Der er også tre ”Deleted Scenes” med April og Casey, der som sådan ikke er videre mindeværdigt. ”Whoa! Expanding the Turtleverse” er en overfladisk ”making-of”, hvor folkene bag snakker om handlingen og Casey Jones, Brian Tee som Shedder, Baxter Stockman, Bebop, Rocksteady og Krang. Og så er der ”House Party” og ”It’s Tricky Inside The Van’, der er rundvisninger i skildpaddernes kloak og deres skraldevogn. Og der virkelig blevet gjort meget ud af kloakhulen og at sætte alle de her små personlige ting ind i sceneriet for hver skildpadde.
Hvis de havde brugt lige så lang tid på historien, som de har gjort på at opbygge det her flotte univers, så ville filmen have været meget bedre.




