Siden jeg var barn har jeg altid elsket gyserfilm, også den undergenre, hvor dyr er skurke, hvilket kaldes, ”Animal Killer Flicks”. Den første film i denne genre, som jeg faldt over, var selvfølgelig den udødelige klassiker og filmhistoriens første blockbuster (da den indtjente over 100 millioner dollars), ’Jaws’ eller ’Dødens Gab’, som den hedder på dansk. Filmen er ikke den første i denne undergenre, men den er efter min mening stadig den bedste og mest effektive, hvilket er godt gået for et værk med 43 år på bagen. Der har været andre haj-film i gennem tiden, men den første ’Dødens Gab’ er bare ikke til at slå. Haj-film er noget som for det meste kun rammer dvd-hylderne eller diverse streaming tjenester i dag. Disse film er lavet til ukendelighed, men en gang i mellem kommer der et godt produkt, såsom ’The Shallows’, der udkom for et par år siden, og som nok er den haj-film, der kan tangere som den ”næstbedste” i genren. Denne skribent er altid frisk på en god gang gys og underholdning, hvilket var forhåbningen, da jeg deltog i pressevisningen af ’The Meg’. Så nu er spørgsmålet, om denne film også kan gøre publikum bange for havet, ligesom en anden film gjorde for 43 somre siden?
Historie
Et team af efterforskere dykker ned i de dybeste afkroge af havet, for at finde udokumenterede nye arter og hemmeligheder, som moder natur gemmer på. Men, hvad de også finder er en hajart, som man troede var uddød for 2 millioner år siden. Megalodon er navnet, og med dens op til 27 meter et monster, der hurtig skaber ravage og forkrøbler et dybhavs-observationsfartøj, der nu sidder fanget på havbunden. Hjælp må hentes, og her kommer dybhavs- og redningseksperten Jonas Taylor (Jason Statham) ind i billedet, der fem år før var støt på en Megalodon, uden nogen troede på ham. Dette er blot begyndelsen, for dette levende fossil har fundet vej til overfladen, hvor nye jagtmarker venter.
’The Meg’ er baseret på en bog af Steve Alten, som denne skribent ikke har læst, men kan forstå at den har været succesfuld. Troen på en succesfuld film er i hvert fald til stede, med de 150 millioner dollars, som man har kastet ind i projektet. Og tro mig, når jeg skriver, at det ville have været tilfredsstillende for mig, hvis jeg kunne skrive, at ’The Meg’ var yderst solid blockbuster-underholdning med bid i. Men, jeg må desværre rapportere, at filmen er akkurat ligeså interessant, som et par kedelige fiskekvoter. Ikke, at der ikke er tempo og ”gang i den”, for filmen holder aldrig stille. Men alligevel følte jeg mig ikke underholdt og fornøjet! Filmen prøver at vise et udadtil billede af, at den ikke tager sig selv seriøs, og det hele handler om sjov og ballade. Men, så alligevel synes den at falde over sig selv og hopper på dens egne vrøvlerier. Det med vrøvl, er der rigeligt af. Og ja, når man går ind og ser en film med en 27 meter glubsk dræberhaj, så er det bedst at slukke de fleste hjerneceller og bare acceptere sludder og vrøvl, hvilket jeg tit og ofte har været god til, da film kan have et glimt i øjet og formå at pakke vrøvl ind, så det lyder… ja, tør man sige rationelt (i hvert fald for handlingen). Men i ’The Meg’ blev jeg gruelig irriteret over alle de videnskabelige hula hop teorier, man bliver serveret for.
Hvis du er til opbygning af både karakter og persongalleri, så kan du godt vinke farvel til sådan noget hér. Ca. 20 sekunder inde i filmen, og BANG!!! Så har vi en farlig situation. Dialogerne er skrevet efter Hollywoods klichébog, det samme er mange situationer. F.eks. da man prøver at bede Jason Stathams karakter om at hjælpe dem med en redningsaktion, selvom manden siger at intet (selv et vognlæs af penge) kan få ham ned i en ubåd igen, hvorpå der bliver tilføjet…. ”din ekskone er indblandet”, som bliver leveret på en ufrivillig komisk facon. Dialogerne er til tider særdeles tåkrummende, og det er tydeligt, hvad som er i centrum her… HAJEN! Og det er fair nok. Jeg kan godt tolerere og føle mig underholdt af så tynd et præmis, for vi taler altså om en filmskribent, der godt kunne lide ’Pirahna 3D’ og dens mere sleazy efterfølger (Pirahna 3 dobbelt D), hvor det blot handler om piratfisk, der spiser lækre modeldamer og strandtyre.
Men, derfor kan man da godt håbe på underholdende, skægge og skæve karakterer, der er med til at gøre oplevelsen lidt mere underholdende, men ak! Måske er forklaringen den, at det er de samme forfattere, der også har skrevet, ’Tomb Raider: The Cradle of Life’ og ’Battleship’, hvilket siger meget! Generelt er dette 113 minutters ren og skær spildtid, hvor det er lykkedes at gøre en Megalodon uinteressant og ikke særlig ”uhyggelig”. Filmen skal ses som en action/adventure-film, og ikke som en gyserfilm, for der er intet gys, kun ting der er gyselige. Ja, jeg synes de bitte små referencer til ’Dødens Gab’ er søde, men det var ligesom det eneste jeg fik ud af filmen. Derudover, så er censurgrænsen på 15 år, hvilket er uforståeligt, da der slet ikke er nok blod og afrevne lemmer til at rykke grænsen derop, så fans af blodsprøjt vil også gå skuffet ind i biografmørket.
Det kan ikke benægtes, at der er mange som vil kunne lide filmen, uagtet hvad jeg mener, og hvilke fejl og mangler der måtte være. Men for mig er dette ikke en film, ”som er så dårlig, at den er god eller genial”, nej, den er bare dårlig. Så det er ikke for at lyde som en gammel gnavpot, der kun ser franske avantgardefilm og køkkenbordsdramaer, men den her er en slatten sildehaj.
Skuespil
Når man arbejder med et manuskript med papirstynde personopbygninger og dialoger som er super fortærskede, så er man næsten dømt til at fejle på forhånd, med mindre filmen tager det hele som en bevidst joke. Men, eftersom filmen desværre tager sig selv for seriøst på en del områder, og ikke bare giver slip på galskaben såvel som morskaben, så 
rammer vi også bunden i denne kategori. Der er ingen man kærer sig om, der er ingen man synes er skægge eller seje, og så synes nogle at være klippet ud fra det klichéfyldte filmbibliotek af stereotyper. Jason Statham, han er sig selv, hvilket fungerer meget godt i actionfilm som, ’The Transporter’, men her synes han ikke at stikke ud. Det kan dog glædeligt meddeles, at ingen af skuespillerne og deres karakterer synes irriterende, men det er kun en ringe trøst, desværre.
Visuelt
Dette er klart kategorien, hvor ’The Meg’ henter sine point. For jeg kan ikke tage fra filmen, at den er meget pæn at se
på. Det 150 millioner dyre budget viser sig tydeligt, og de computergenererede effekter er ret godt lavet, selvom det ikke altid ser realistisk ud. Kameraet bevæger sig konstant, hvilket gør det visuelle sprog meget levende. Men alligevel, så følte jeg mig ikke specielt underholdt, selvom der konstant sker noget, og der ikke er et stillestående øjeblik. Årsagen ligger nok, som før nævnt, i manuskriptets mangler. Hvad angår hajen, så ser den stor og glubsk ud, men uhyggelig eller specielt effektiv, nej, det synes denne skribent ikke. Meget morsomt, at den mekaniske og tydelig falske haj fra ’Dødens Gab’ stadig har langt mere persona og fremtoning, end en CGI-skabning på 27 meter, der har kostet kassen at lave.
Musik og lydbillede
Filmens musik er lavet af Harry Gregson-Williams, der også har komponeret musik til ’The Martian’, ’Cowboys & Aliens’ og ’Shrek’, og leverer hér et utroligt kønsløst soundtrack, som jeg ikke kan huske. Der er ingen kendingsmelodi eller interessante musiske elementer, som man kan hive frem og nyde, nej det hele er stemningsmusik, der ikke bryder nogen grænser. Lydbilledet er okay og giver bl.a. et fint stemningsbillede af at være under vand, men ellers bliver der ikke leget med publikums auditive oplevelse.