Filmanmeldelse: Valerian

Luc Besson’s længeventede filmatisering af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières’ klassiske tegneserie ‘Linda og Valentin’ er endelig på lærredet i ‘Valerian and the City of a Thousand Planets’. Men noget er gået galt, og Besson’s hjertebarn virker til at skyde kilometer fra det originale materiale i både stil, historie og kvalitet.

Historie

Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne) er et agentpar der langt ude i fremtiden bliver involveret i forskellige intergalaktiske eventyr. Da de bliver hyret til at beskytte en kommandør i hans mission til at stoppe et ukendt våben der er opstået i midten af rumbyen Alpha. (The City of a Thousand Planets) Opdager de stille at alt måske ikke er som det ser ud til. Det og en masse andre ting sker, det er alt sammen lidt forvirrende.

‘Valerian and the City of a Thousand Planets’ er umiddelbart et mix af de to originale Linda og Valentin bøger: ‘L’empire des mille planètes’ (‘The Empire of a Thousand Planets’) og ‘L’ambassadeur des ombres’ (‘Ambassador of the Shadows’) – hvilket dog kan være svært at vurdere da Besson har taget seriøse friheder og næsten ændret alt ved de originale historier. Hvilket i sig selv ikke er en forbrydelse, oftere end som så er det umuligt at adaptere litterært materiale til det store lærred uden at ændre forløbet drastisk. Men når dette bliver endnu en måde filmen komplet misforstår originalernes kvaliteter og stemning, er det et problem. ‘Valerian’ er plot- og strukturmæssigt næsten fuldstændigt usammenhængende – scene fra scene bliver seeren kastet fra sideplot til stemningsskift til etablerende flyvetur i computerlandskabet. Ofte glemmer man hvad det overordnede forløb overhovedet består af, da hver scene og sekvens står for sig selv og har hvert sit mål at opnå. Manuskriptet er ligeså fuldstændig på sidespor, og karakterernes dialoger og udviklinger er spraglede og fraværende. Helt utroligt klodset for at sige det mildt. Hvilket bringer mig til vores “elskede” titelrolleindhavere.

Skuespil

Helt ærligt – hvad er der sket? Hvordan Besson på noget tidspunkt havde tænkt at det var en god idé at hyre de her to tosser til at spille Linda og Valentin kan jeg ikke begribe. Én ting er at de ikke ligner de originale karakterer, det ville man sagtens kunne få til at fungere hvis karakteriseringen og personaen var i orden. Men har sjældent set en “duo” med så lidt kemi og timing. Den vittige og sarkastiske frem-og-tilbage dynamik der burde være (og er forsøgt) fanget mellem de to karakterer er direkte forvirrende dårlig på skærmen. For ikke at nævne den forcerede romantiske kemi, der ikke ville være til at opdage hvis de ikke gentog det igen og igen i dialogen. Hver for sig virker det også som om de begge to hverken har ramt de originale karakterer, eller en ny charmerende og “likeable” karakter. De er ganske enkelt dårlige protagonister – man føler ikke man kender dem, og har ingen speciel lyst til at se dem klare det til næste scene. Resten af skuespillerflokken er lige så ubegribeligt klodset hyret, og dygtige skuespillere som Clive Owen og Ethan Hawke er pinligt overspillede – og ikke på en charmerende ‘The Fifth Element’ rumeventyrs-agtig måde – men pinlig og forceret. Dertil er gud og hver mand blevet smidt ind i kiksede biroller: Rihanna som formskiftende danser? (utroligt dårligt spillet) Herbie Hancock som general? (Ja dén Herbie Hancock) Og så er der den akavet åbenlyse leflen for det kinesiske publikum i Kris Wu (en kendt sanger og YouTuber åbenbart?) der tygger sig igennem den dårligt skrevne birolle som ham-dér-på-styrmandsbroen-som-mest-er-der-for-at-generalen-har-nogen-at-snakke-op-af-for-at-fortælle-publikum-en-hel-masse-om-plottet. Herre gud.

Visuelt

Her er hvor ‘Valerian’ i højeste grad kunne have imponeret – og hvor filmen dog også klarer sig bedst. Med et så fantasifuldt og fantastisk bagkatalog i Jean-Claude Mézières’ smukke illustrationer til den originale tegneserie burde der være et helt univers af visuelle indtryk man burde kunne efterabe. Det er der for så vidt også blevet forsøgt. Filmen tager os på rundfart i de kreative og farverige verdener, og computer-kameraet flyver meget ivrigt rundt i den animerede verden. Men noget er galt. Stemingen er helt ved siden af! Ligesom jeg har haft det med andre moderne eventyr- og rum-film er der noget poleret og ucharmerende ved universet. Den grynede og nostalgiske kvalitet tegneserien havde er ikke blevet ramt, og det hele ligner bare endnu en blockbuster-hypergearet-computeranimationsfest. Det er som om der er en visuel stemning moderne filmskabere bare ikke kan skabe for tiden – noget der ellers lykkedes Besson i hans sidste Linda og Valentins-inspirerede sci-fi The Fifth Element. Måske det bare ikke er tiden til den slags udtryk?
Når det er sagt er animationen selvfølgelig imponerende – og i modsætning til det visuelle udtryk der ellers ofte bliver brugt for tiden (de grå og kolde DCU film for eksempel) er ‘Valerian’ farverig og opfindsom, og der er masser af detaljer og kreativitet i universet. Lidt i skole med ‘Guardians of the Galaxy’ filmene der nyligt har ramt en brug af computeranimation hvor det hele er så gakket og farverigt at man ikke tænker over effekterne og bare leger med i universet. Man kan bare ikke blive ved med at hylde film for at animere flot længere – og det burde ikke være nødvendigt at uddele komplimenter til dem der har turdet bruge primfarver.

Musik og lydbillede

Når man som produktionsteam ikke har så mange ambitioner med sit score og soniske stemning, er der altid en fyr man kan ringe til: Alexandre Desplat. Han er dygtig og pålidelig og laver altid noget der virker som det skal og ikke distraherer. Det er hvad der er sket på ‘Valerian’.
“Hey Luc, hvad skal vi gøre med soundtracket?” – “Ah, bare ring til Alexandre og få ham til at bikse noget stryger-halløj sammen… Så smider vi et hip-hop-remix af “Stayin’ Alive” ind og et Bowie nummer i introen og så har publikum fået hvad de har betalt for”.
Det var næsten komisk i diverse action-sekvenser og i “protagonisten-flyver-ind-i-en-ny-del-af-det-forunderlige-univers-og-måber-over-dets-skønhed”-scenerne hvor strygerne kommer lige på slaget og siger dum-dum-dum når de er oppe at slås. At “Space Oddity” fik lov at spille i introen da vi så The International Spacestation udvikle sig over årene i en montage var selvfølgelig fino. Men det redder ikke det komplette venstre-håndsarbejde der blev begået i resten af den 2 timer og 20 minuter lange spillefilm.

Tror bare jeg sætter Bowie på anlægget, sætter mig med de gamle ‘Linda og Valentin’ tegneserier, og krydser fingre for at få en stemningsfuld science-fiction oplevelse til oktober når Villenueves ‘Blade Runner’ kommer. syv-ni-tretten.