Yesterday. Himesh Patel, Lily James
Copyright: UIP

Filmanmeldelse: Yesterday

LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
5

Så er Danny Boyle (’Trainspotting’, ’Slumdog Millionaire’ og ’28 Days Later’) tilbage, og denne gang har han allierede sig med en af Englands store manuskriptforfattere, Richard Curtis, som måske for de fleste er et ukendt navn. Men han er altså manden der også skrev film som ’Fire Bryllupper og en begravelse’, ’Notting Hill’, ’Bridget Jones’ Dagbog’ og ’Love Actually’. Og ja, dette er også en romantisk komedie, og spørgsmålet er nu, om jeg blev revet med?

Historie

I ’Yesterday’ møder vi sangeren Jack Malick. Ham og hans bedste veninde/manager Ellie prøver at få hans karrierer i gang, men de eneste koncerter han laver er på lokale pubs og til børnefødselsdage. Jack er på randen til at opgive sin karriere som musiker, da han en sen aften bliver kørt ned af en bus. Da han vågner op, så synes alt ved det gamle, på nær at der er nogle huller i popkulturen. Ikke mindst når det kommer til The Beatles, som alle synes at have glemt eller ikke har hørt om. En hurtig søgning på nettet afslører, at The Beatles aldrig har eksisteret (det samme med Oasis, thank god!), og Jack sidder nu som den eneste mand på jorden, med fantastiske sange inde i hovedet. Muligheden for at levere disse sange til verden med hans navn på ligger lige til højrebenet, men alt kommer med en pris.

Plottet lyder på papiret pusseløjerligt, men Danny Boyle leverer plottet med en stor omgang lune, vittig tone og tonsvis af god nostalgi. Det er en film, der dykker ned i emner som musikbranchen, vores idéopfattelse af at være succesfuld og at have fokus på det vigtige her i livet. Disse ting bliver vendt og drejet på en ordentlig facon, så derfor er dette klart en af Boyles mere mainstream-agtige film, der mere kan nydes af det brede publikum i forhold til ’Trainspotting’ eller ’127 Hours’.

Yesterday. Himesh Patel, Lily James
Copyright: UIP

’Yesterday’ er et meget interessant eksperiment i hvordan verden ville være, hvis man havde store kulturelle huller. Historien er ikke uden fejl, og man kan sagtens stoppe op og kigge med kritiske øjne på noget af filmens logik. Eller at filmen til tider nok var lige en tand for sukkersød, ikke mindst de sidste 3 minutter, der leverer en alt for sødelig og unødvendig slutning, som truede med at give filmen en lavere samlet karakter fra min side. Men alt i alt, så var jeg glad og underholdt. Der blev grint og smilet de rigtige steder, og filmens skønne varme er ikke til at tage fejl af.

Skuespil

Himesh Patel spiller hovedrollen, og han er mest kendt for sin medvirken i serien ’EastEnders’. Han springer her ud, som en skuespiller man skal holde nært øje med. Hans talent for skuespil og komik er stor, og hans sangtalent er bestemt heller ikke til at tage fejl af. Patels versioner af sange fra The Beatles er smukke og rørende. Han spiller fremragende sammen med den altid smukke Lily James (fra ’Mama Mia 2’), som jeg personlig ikke kunne lade være med at falde for. Hun er simpelthen en skøn skuespillerinde, og har en stor glorværdig karriere foran sig. Sangeren Ed Sheeran spiller sig selv i filmen, og han er meget god til at gøre grin med sig selv og branchen.

Yesterday. Himesh Patel
Copyright: UIP

Visuelt

Danny Boyle har allierede sig med filmfotografen Christopher Ross, der næsten lige er blevet færdig med filmatiseringen af musicalen ’Cats’. De to leger skønt med kameraet, og gør ’Yesterday’ til en levende visuel oplevelse, hvor der er nogle gode tricks oppe i ærmet til denne komiske version af ’The Twilight Zone’. Dette er generelt en meget lys og varm film, der ikke på noget tidspunkt dykker ned i det dunkle og mørke hjørne, hvilket også ville være lidt upassende.

Musik og lydbillede

Musikken fylder en hel del, hvilket ikke er overraskende. Himesh Patels talent som sanger og som fortolker af The Beatles, er med til at gøre filmen mindeværdig. Man behøver selvfølgelig ikke at være fan af dette legendariske band, for at nyde musikken, men os der er fans vil nok nyde det lidt mere end andre. Selvfølgelig er de originale versioner bedre, men hvis der vitterlig var et kulturelt hul i universet, jamen så ville jeg ikke have et sekund imod, at Patel udfyldte hullet. Denne kategori får klart topkarakter.

Yesterday. Himesh Patel, Lily James
Copyright: UIP
Copyright: UIP

 

Yesterday. Himesh Patel, Lily James
Yesterday - premiere den 27. juni 2019
Kort fortalt
Yesterday er definitionen på sød, sjov og masser af god musik. Nogle vil måske synes at filmen er for sød i enden, men denne anmelders tænder var intakte efter "sukkerchokket". Fremragende lun film, som vil fungere som en perfekt biograf-date
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
5