Historie
Da Iris (Sophie Thatcher) mødte Josh (Jack Quaid) i supermarkedets grøntsagsafdeling var det kærlighed ved første blik. Fra den dag ville hendes liv aldrig blive det samme igen. Da vi igen møder Josh og Iris, er de på vej i sommerhus med hans venner (Lukas Gage, Megan Suri, Harvey Guillén). Venner som Iris er overbevist om ikke kan lide hende. Josh forsikrer hende om, at de helt fint kan lide hende, hvis hun altså bare lige kan lade være med at være emotionel og mærkelig. Og til at starte med går det da også helt fint. Altså, lige indtil Iris dukker op, dækket i blod …
Og så vil jeg faktisk ikke fortælle mere. Twistet, der afslutter filmens første akt, er ikke svært at regne ud. Men jeg tror, at det er sjovere at gå ind til filmen mere eller mindre blind. Jeg kan afsløre så meget, at filmen har et præmis-fokuseret, science fiction islæt.
På den måde kan den siges at lægge sig i forlængelse af en moderne bølge af højkonceptuelle thrillers med et (ofte, lidt letkøbt) socialt budskab. Tænk film som ‘M3GAN’, ‘Blink Twice’ og ‘The Menu’, hvor ‘Companion’ klart lykkedes bedre end førstnævnte og værre end sidstnævnte.
Som sine spirituelle forgængere, er ‘Companion’ bestemt en underholdende film. Den er morsom, har et godt, højt tempo og en lettilgængelig, kompetent fortalt historie. Men den forbliver også overfladisk og lettere banal i sin behandling af sin præmis. Det er på ingen måde en dårlig film, den er bare ikke lige så god, som den kunne have været, og som de første 30 minutter lægger op til.
Skuespil
I ‘Companion’ er skuespillerne på arbejde. Og med det mener jeg ikke, at de løfter et tungt læs eller såmænd brillerer specielt meget. Jeg mener, at ligesom filmens historie er skuespilpræstationerne kompetente og så ikke mere.
Jack Quaid, der mest er kendt for at spille Hugh i superhelte-satiren ‘The Boys’, leverer en ganske karismatisk, men ikke særlig enormt indlevende præstation. Det er tydeligt, at Quaid ikke ønsker, at vi skal kunne lide hans karakter. Måske kan han heller ikke selv. Som konsekvens føles han noget utroværdig.
Sophie Thatcher, som jeg især har nydt i ‘Yellowjackets’ og senest ‘Heretic’, fungerer dog en del bedre. Jeg er ret vild med denne skuespiller, og hendes valg af skæve, men mainstream film kombineret med hendes lettere off-beat udstråling minder mig om skuespillere som Jenna Ortega og Anna Taylor Joy.
Jeg ved egentligt ikke, om hendes præstation nødvendigvis er mere overbevisende eller bevægende end Quaids. Men hendes blotte tilstedeværelse tilføjer filmen et strejf af ren og skær coolness og en fed, visuel æstetik, som løfter den samlede oplevelse, og dét skal hun have ros for.
Visuelt
Apropos, Thatchers visuelle udtryk: Ifølge et interview, var det skuespilleren selv, der insisterede på Iris’ 1960’er-inspirerede garderobe og udtryk. Hvis det er sandt, kan det være, hun skulle have haft et større kreativt ansvar i filmens visuelle identitet. Når ‘Companion’ er bedst, er det, når den læner sig ind i sin romantiske, 1960’er-Technicolor, ‘The Love Witch’-agtige æstetik. Desværre gør filmen kun det i meget begrænset omfang. I langt størstedelen af filmen, er det visuelle udtryk blot det, man ville associere med en klassisk thriller, hvor der ikke er kælet så meget for detaljerne, som man kunne have håbet på.
Det giver i nogen grad mening i forhold til filmens plot, at den tager et mere naturalistisk udtryk, som filmen skrider frem, men jeg tror, at det havde været spændende at se filmens to visuelle identiteter kontrastere og skifte frem og tilbage i højere grad.
Musik og lydbillede
Musikken i ‘Companion’ er komponeret af Hrishikesh Hirway. Meget af det er rimeligt simpelt, og egentligt blot hvad man ville forvente af en thrillerfilm, med højtempo, hektisk baggrundsmusik. Men der er også øjeblikke på soundtracket, der virkeligt er ret magiske og for alvor formår at fange filmens emotionelle kerne af længsel og håb. Især er ledemotivet ‘Iris’ Theme’, hvor Thatchers egen sangstemme væves ind med instrumenterne til at skabe en spøgelsesagtig effekt, ret god.