Marvel Entertainment og 20th Century Fox, folkene bag ‘X-Men: Days of Future Past’, har sat en interessant viral kampagne igang for at skabe endnu mere hype om filmen, der får dansk premiere den 17. juli 2014.
Magneto skød JFK
I kølvandet på 50 års-dagen for mordet på JFK har de udgivet en mockumentary på YouTube: “The Bent Bullet: JFK and the Mutant Conspiracy”. Klippet afslører, at Magneto blev anholdt, anklaget og dømt for at medvirke i komplottet om at myrde præsident John F. Kennedy, hvilket var med til at forstærke mistilliden mellem mennesker og mutanter. Ifølge anklagen ændrede Magneto kuglens retning ved hjælp af sine mutantevner.
…eller gjorde han?
Klippet fører videre til en website, hvor man kan læse meget mere om sagen. Der stilles også spørgsmåltegn ved, om Magneto virkelig var skyldig. Han kommer selv med en udtalelse, der nok mere peger i retningen af en blå dame: “Jeg skød ikke jeres præsident. Men jeg ved, hvem der gjorde, og I finder hende aldrig. Hun har en evne til at gemme sig lige for næsen af en.”
Det er en interessant udvikling, hvis det med Mystique holder vand, og det bliver spændende, om ‘X-Men: Days of Future Past’ også beskæftiger sig med den her fortælling eller om det blot forbliver en lille gimmick. Videoklippet og siden er i hvert fald et besøg værd. De har virkelig gjort noget ud af den her cross-media fortælling, og der er breadcrumbs til filmene og comic books samt hints til ‘X-Men: Days of Future Past’.

